2. Glasskår fra forpinte liv slår ud i mosaikker
kæmpemosaikker, se de bryder lyset vildt!
Mennesker slår kreds om dem der sørger, savner, ligger
ingen er alene, vejret er madonnamildt

3. Dødsbodagligstuerne får liv og glade dage
slidte hynder spænder op og natten bliver ung
alt hvad nogen tabte kommer lysende tilbage
stærke hænder bærer sorgen selvom den er tung

4. Forårsblege ofre vandrer stille ud af fængsler
ud på alle gaderne, hvor alting går i stå,
dybt i deres øjne vågner verdens bedste længsler
alle folk kan se dem og begynder selv at gå

5. Spæde engle vakler med mirakler i trañkken
småbørn peger på dem. Gamle bliver børn på ny
smilet finder nye veje gennem dødsmimikken
scenen uden ende: Vi er én og samme by

6. Kærligheden stiger mens den får sin sidste vilje
ruder smelter, blikke brænder, lyset bryder frem
ingen af os fylder mindre end en påskelilje
ingen af os er et sted der ikke er et hjem

7. Alt vi havde, alt vi ville, rejser sig fra sandet
tidens store fyldesthånd er høj og lyseblå
Jesus siger: Her er håbet. Se, det går på vandet!
Fra i dag er håbet nyt. Og sådan kan det gå

Indlægget Hold da op! Hvad sker der her blev først udgivet på Sangbogen.

2. Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!

3. Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.

Indlægget Som forårssolen morgenrød blev først udgivet på Sangbogen.

2. Krist stod op af døde,
afsonet er vor brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

3. Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

Halleluja!
Halleluja! Halleluja!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

Indlægget Krist stod op af døde blev først udgivet på Sangbogen.

2. Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

3. Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

4. Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

5. Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

6. Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

7. Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

8. Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.

9. Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!

Indlægget Hil dig, Frelser og Forsoner blev først udgivet på Sangbogen.

2. Solen sortned, da han blegned,
som for os udgød sit blod,
graven lyste, mørket segned,
da forklaret han opstod.
Ton, vor lovsang, højt i sky,
sødt i påske-morgengry:
Jesus Kristus er opstanden!
Evig lever Guddoms-manden!

3. Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.

4. Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
“Synder! Adam! hvor er du?”
Sødt det toner, engle tie:
“Her er Frelseren, Marie!”

5. Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.

Indlægget Tag det sorte kors fra graven blev først udgivet på Sangbogen.

2. Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

3. Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

4. Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

5. Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

6. Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

Indlægget Påskeblomst! hvad vil du her blev først udgivet på Sangbogen.

2. Tak, o store sejerherre,
tak, o livsens himmelhelt,
som ej døden kunne spærre
i det helvedmørke telt!
Tak, fordi at du opstod
og fik døden under fod!
Ingen tunge kan den glæde
med tilbørlig lov udkvæde.

3. Jeg kan finde i mit hjerte,
at min sjæl har trøst deraf,
som kan lindre al min smerte,
når jeg mindes kun din grav
og betænker, hvor du lå
udi dødens fæle vrå
og stod op med kraft og ære.
Hvad kan større glæde være.

4. Ligger jeg i syndens bøje,
ligger jeg i armod ned,
ligger jeg i sygdoms køje,
ligger jeg i usselhed,
ligger jeg fortrængt, forhadt,
og af verden slet forladt,
skal jeg hus i graven tage,
o, her er dog håb tilbage.

5. Du for synden engang døde,
dermed er min synd betalt;
armod, usselhed og møde,
ja, min sygdom bar du alt;
jeg ved dig oprejses skal,
og af dødens dybe dal
skal jeg hovedet oprette,
al min nød kan det forlette.

6. Synd og død og alle pile,
alt, hvad Satan skyde kan,
ligger brudte ved din hvile
udi gravens mørke land.
Dér begrov du dem og gav
mig en sikker trøstestav,
at ved din oprejsnings ære
jeg skal sejerspalmer bære.

7. Du til livet mig skal vække
ved din stor’ oprejsnings kraft.
Lad kun gravens jord mig dække,
orme tære al min saft,
ild og vand opsluge mig;
jeg dør i den tro til dig,
at jeg skal til liv opstande
ud af dødens grumme lande.

8. Søde Jesus, giv mig nåde
ved din gode Helligånd,
at jeg så min gang kan råde
og vejledes ved din hånd,
at jeg ej skal falde hen
udi dødens svælg igen,
hvoraf du engang mig rykte,
da du døden undertrykte.

9. Tak for al din fødsels glæde,
tak for dit det Guddoms-ord,
tak for dåbens hellig væde,
tak for nåden på dit bord,
tak for dødens bitre ve,
tak for din opstandelse,
tak for Himlen, du har inde,
dér skal jeg dig se og finde!

Indlægget Som den gyldne sol frembryder blev først udgivet på Sangbogen.

2. Afvæbnet nu og ødelagt
for evig er al Helveds magt;
thi han, som var af døden fangen,
er med triumf af graven gangen.
O salig …

3. Stands, dybe hjertesuk i løn!
En morgenrøde himmelskøn
sig hvælver over dem, som sove
i sorten muld og under vove.
O salig …

4. Syng, menighed, syng frydesang
med ånderøst og hjerteklang,
gak syngende din ven i møde,
som kommer til dig fra de døde!
O salig …

5. Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig …

6. Guds Himmerige er jo dit;
vent, hjerte, vent endnu kun lidt,
da døden opslugt er til sejer,
og evigt liv i alt du ejer.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

Indlægget Påskemorgen blev først udgivet på Sangbogen.