Faaret – et nydeligt lille Faar – var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og “lyse” for det i Livet.

Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.

Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.

Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.

Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.

Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.

Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.

Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.

Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.

De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –

Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –

* * * * *

Indlægget Tællelyset blev først udgivet på Sangbogen.

Vil du vide det?

Vi har den fra fjerdingen, den med de gamle papirer i.

Mangen god og sjælden bog er gået i spækhøkeren og urtekræmmeren, ikke som læsning, men som nødvendighedsartikel. De må have papir til kræmmerhus for stivelse og kaffebønner, papir om spegesild, smør og ost. Skrevne sager er også brugelige.

Tit går i bøtte, hvad der ikke skulle gå i bøtte.

Jeg kender en urtekræmmerdreng, søn af en spækhøker; han er gået til vejrs fra kælderen til stuebutikken; et menneske med stor læsning, kræmmerhus-læsning, både den trykte og den skrevne. Han har en interessant samling, og i den flere vigtige aktstykker fra en og anden alt for beskæftiget tankespredt embedsmands papirkurv; et og andet fortroligt brev fra veninde til veninde: skandalemeddelelser, som ikke måtte gå videre, ikke omtales af noget menneske. Han er en levende redningsanstalt for en ikke ringe del af litteraturen og har i den et stort område, han har forældrenes og principalens bod og har der reddet mangen bog eller blade af en bog, der nok kunne fortjene at læses to gange.

Han har vist mig sin samling trykte og skrevne sager fra bøtten, rigest fra spækhøkerens. Der lå et par blade af en større skrivebog; den særdeles smukke og tydelige håndskrift tildrog sig straks min opmærksomhed.

“Det har studenten skrevet!” sagde han, “studenten, som boede her lige ovenfor og døde for en måned siden. Han har lidt svært af tandpine, ser man. Det er ganske morsomt at læse! Her er kun lidt endnu af det skrevne, det var en hel bog og lidt til; mine forældre gav et halvt pund grøn sæbe for det til studentens værtinde. Her er, hvad jeg fik holdt tilbage.”

Jeg lånte det, jeg læste det og nu meddeler jeg det.

Overskriften var:

TANTE TANDPINE

I

Tante gav mig sliksødt, da jeg var lille. Mine tænder holdt det ud, blev ikke fordærvede; nu er jeg blevet ældre, blevet student; hun forkæler mig endnu med sødt, siger at jeg er digter.

Jeg har i mig noget af poeten, men ikke nok. Tit når jeg går i byens gader synes det mig, som går jeg i et stort bibliotek; husene er bogreoler, hver etage en hylde med bøger. Der står en hverdagshistorie, der en god gammel komedie, videnskabelige værker i alle fag, her smudslitteratur og god læsning. Jeg kan fantasere og filosofere over alt det bogværk.

Der er noget i mig af poeten, men ikke nok. Mange mennesker har vist lige så meget i sig deraf som jeg, og bærer dog ikke skilt eller halsbånd med navnet Poet.

Der er givet dem og mig en Guds gave, en velsignelse, stor nok for én selv, men alt for lille til at stykkes ud igen til andre. Den kommer som en solstråle, fylder sjæl og tanke; den kommer som en blomsterduft, som en melodi man kender og husker dog ikke hvorfra.

Forleden aften, jeg sad i min stue, trængte til læsning, havde ingen bog, intet blad, faldt i det samme et blad, friskt og grønt, fra lindetræet. Luftningen bar det ind af vinduet til mig.

Jeg betragtede de mange forgrenede årer; et lille kryb bevægede sig hen over disse, som ville det gøre et grundigt studium af bladet. Da måtte jeg tænke på menneskevisdom; vi kravler også om på bladet, kender kun det, og så holder vi straks foredrag over det hele store træ, roden, stammen og kronen; det store træ: Gud, verden og udødelighed, og kender af det hele, kun et lille blad!

Som jeg sad der, fik jeg besøg af tante Mille.

Jeg viste hende bladet med krybet, sagde hende mine tanker derved, og hendes øjne lyste.

“Du er digter!” sagde hun, “måske den største vi har! skulle jeg opleve det, så går jeg gerne i min grav. Du har altid, lige fra brygger Rasmussens begravelse, forbavset mig ved din mægtige fantasi!”

Det sagde tante Mille og kyssede mig.

Hvem var tante Mille og hvem var brygger Rasmussen?

II

Moders tante blev af os børn kaldt Tante, vi havde intet andet navn til hende.

Hun gav os syltetøj og sukker, uagtet det var en stor fortræd for vore tænder, men hun var svag lige over for de søde børn, sagde hun. Det var jo grusomt af nægte dem den smule sødt, som de holdt så meget af.

Og derfor holdt vi så meget af Tante.

Hun var gammel frøken, så langt jeg kan huske tilbage, altid gammel! Hun stod stille i alderen.

I tidligere år led hun meget af tandpine og talte altid derom, og så var det, hendes ven, brygger Rasmussen, var vittig og kaldte hende Tante Tandpine.

Han bryggede ikke i de sidste år, levede af sine rentepenge, kom tit til Tante og var ældre end hun. Han havde slet ingen tænder, kun nogle sorte stumper.

Som lille havde han spist for meget sukker, sagde han til os børn, og så kom man til at se således ud.

Tante havde vist aldrig i sin barndom spist sukker; hun havde de dejligste hvide tænder.

Hun sparede også på dem, sov ikke med dem om natten! sagde brygger Rasmussen.

Det var nu at være ond, vidste vi børn, men Tante sagde, han mente ikke noget med det.

En formiddag ved frokosten, fortalte hun en fæl drøm, hun havde om natten: at én af hendes tænder var faldet ud.

“Det betyder,” sagde hun, “at jeg mister en sand ven eller veninde!”

“Var det en falsk tand!” sagde bryggeren og smålo, “så kan det kun betyde at De mister en falsk ven!”

“De er en uhøflig gammel herre!” sagde Tante vred, som jeg aldrig har set hende før eller siden.

Senere sagde hun, at det kun var dril af hendes gamle ven; han var det ædleste menneske på jorden, og når han engang døde, blev han til en lille Guds engel i himlen!

Jeg tænkte meget over den forvandling og om jeg ville være i stand til at kende ham i den nye skikkelse.

Da Tante var ung og han også ung, friede han til hende. Hun betænkte sig for længe, blev siddende, blev alt for længe siddende, blev altid gammel frøken, men altid trofast veninde.

Og så døde brygger Rasmussen.

Han blev kørt til graven i den dyreste ligvogn og havde stort følge, folk med ordener og i uniform.

Tante stod sørgeklædt ved vinduet med alle os børn, på den lille broder nær, som storken havde bragt for en uge siden.

Nu var ligvognen og følget forbi, gaden tom, Tante ville gå, men det ville jeg ikke, jeg ventede på englen, brygger Rasmussen; han var jo nu blevet et lille vinget Guds barn, og måtte vise sig.

“Tante!” sagde jeg. “Tror du ikke, at han kommer nu! eller at når storken igen bringer os en lille broder, han da bringer os englen Rasmussen.”

Tante blev aldeles overvældet af min fantasi, og sagde: “Det barn bliver en stor digter!” og det gentog hun i hele min skolegang, ja efter min konfirmation og nu ind i studenterårene.

Hun var og er mig den mest deltagende veninde, både i digterpine og i tandpine. Jeg har jo anfald af begge to.

“Skriv bare alle dine tanker ned,” sagde hun, “og put dem i bordskuffen; det gjorde Jean Paul; han blev en stor digter, som jeg rigtignok ikke holder af, han spænder ikke! Du må spænde! og du vil spænde!”

Natten efter den tale lå jeg i længsel og vånde, i trang og lyst til at blive den store digter, Tante så og fornemmede i mig; jeg lå i digterpine! men der er en værre pine: Tandpine; den masede og kvasede mig; jeg blev en krympende orm, med krydderpose og spansk flue:

“Det kender jeg!” sagde Tante.

Der var et sorgens smil om hendes mund; hendes tænder skinnede så hvide.

*

Men jeg må begynde et nyt afsnit i min og Tantes historie.

III

Jeg var flyttet ind i en ny huslejlighed og havde boet der en måned. Herom talte jeg med Tante.

“Jeg bor hos en stille familie; den tænker ikke på mig, selv om jeg ringer tre gange. Forresten er det et sandt spektakelhus med lyd og larm af vejr og vind og mennesker. Jeg bor lige over porten; hver vogn, som kører ud eller ind, får skilderierne på væggen til at bevæge sig. Porten smælder og rusker i huset, som var det en jordrystelse. Ligger jeg i sengen, går stødene gennem alle mine lemmer; men det skal være nervestyrkende. Blæser det, og blæse gør det altid her til lands, så dingler de lange vindueskramper udenfor frem og tilbage og slår mod muren. Naboens portklokke til gården ringer ved hvert vindstød.

Vore husbeboere kommer klatvis hjem, sildigt på aftnen, helt ud på natten; den logerende, lige over mig, som om dagen giver timer i basunblæsen, kommer senest hjem og lægger sig ikke, før han først har gået en lille midnatstur, med tunge trin og jernbeslåede støvler.

Dobbelte vinduer er der ikke, men der er en knækket rude, den har værtinden klistret papir over, vinden blæser alligevel ind gennem sprækken og frembringer en lyd som af en summende bremse. Det er sovemusik. Falder jeg så endelig i søvn, da bliver jeg snart vækket af hanegal. – Hane og høne melder fra hønseaflukket hos kældermanden, at det vil snart blive morgen. De små nordbagger, de har ikke stald, de er tøjret i sandhullet under trappen, sparker mod døren og panelet for at røre sig.

Dagen dæmrer; portneren, som med familie sover på kvisten, buldrer ned ad trappen; trætøflerne klaprer, porten smælder, huset ryster, og er det overstået, begynder den logerende oven over at øve sig i gymnastik, løfter i hver hånd en tung jernkugle, som han ikke kan holde på; den falder og falder igen, medens på samme tid husets ungdom, som skal i skole, kommer styrtende skrigende. Jeg går til vinduet, åbner det for at få frisk luft, og det er vederkvægende, når jeg kan få den, og ikke jomfruen i baghuset vasker handsker i pletvand, det er hendes levebrød. Forresten er det et rart hus og jeg bor hos en stille familie.”

Det var det referat, jeg gav Tante om min huslejlighed; jeg gav det livligere, det mundtlige foredrag har friskere ordlyd end det skrevne.

“Du er digter!” råbte Tante. “Skriv bare din tale op, så er du lige så god som Dickens! ja mig interesserer du nu meget mere! Du maler, når du taler! Du beskriver dit hus, så man ser det! Det gyser i én! – Digt videre! Læg noget levende ind i det, mennesker, yndige mennesker, helst ulykkelige!”

Huset skrev jeg virkeligt ned, som det står med lyd og lyder, men kun med mig selv, uden handling. Den kom senere!

IV

Der var ved vintertid, ud på aftnen, efter komedietid, et frygteligt vejr, snestorm, så at man næsten ikke kunne trænge sig frem.

Tante var i teatret og jeg var der for at følge hende hjem, men man havde besvær med at gå selv, end sige følge andre. Hyrevognene var alle taget i beslag; Tante boede langt ude i byen, min bolig var derimod tæt ved teatret, havde det ikke været tilfældet, måtte vi have stået i skilderhus indtil videre.

Vi stavrede frem i den dybe sne, omsust af de hvirvlende snefnug. Jeg løftede hende, jeg holdt hende, jeg stødte hende frem. Kun to gange faldt vi, men vi faldt blødt.

Vi nåede min port, hvor vi rystede os; også på trappen rystede vi os og havde dog endnu sne nok til at fylde gulvet med inde i forstuen.

Vi fik af os overtøj og nedertøj, og alt hvad tøj der kunne kastes. Værtinden lånte Tante tørre strømper og en morgenkappe; det var nødvendigt, sagde værtinden og tilføjede, som sandt var, at Tante umuligt kunne komme hjem denne nat, bad hende tage til takke med hendes dagligstue; der ville hun rede seng på sofaen foran den altid aflåsede dør ind til mig.

Og det skete.

Ilden brændte i min kakkelovn, temaskinen kom på bordet, der blev hyggeligt i den lille stue, om ikke så hyggeligt som hos Tante, hvor der ved vintertid er tykke gardiner for døren, tykke gardiner for vinduerne, dobbelte gulvtæpper med tre lag tykt papir under; man sidder der som i en veltilproppet flaske med varm luft; dog som sagt, der blev også hyggeligt hjemme hos mig; vinden susede udenfor.

Tante talte og fortalte; ungdomstid kom igen, bryggeren kom igen, gamle minder.

Hun kunne huske, jeg fik den første tand og familieglæden herover.

Den første tand! uskyldstand, skinnende som en lille hvid mælkedråbe, mælketanden.

Der kom én, der kom flere, et helt geled, side om side, oven og neden, de dejligste barnetænder, og dog kun fortropperne, ikke de rigtige, som skulle vare ved for hele livet.

Også de kom og visdomstænderne med, fløjmænd i rækken, født under pine og stor besvær.

De går igen, hver en eneste! de går før tjenestetiden er omme, selv den sidste tand går, og det er ingen festdag, det er en vemodsdag.

Så er man gammel, selv om humøret er ungt.

Slig tanke og tale er ikke fornøjelig og dog kom vi til at tale om alt dette, vi kom tilbage i barndomsårene, talte og talte, klokken blev tolv før Tante gik til ro i stuen tæt ved.

“God nat, mit søde barn!” råbte hun, “nu sover jeg, som om jeg lå i min egen dragkiste!”

Og hun var til ro; men ro blev der ikke hverken i huset eller udenfor. Stormen ruskede i vinduerne, slog med de lange, dinglende jernkramper, ringede med naboens dørklokke i baggården. Den logerende ovenpå var kommet hjem. Han gik endnu en lille nattetur op og ned; smed støvlerne, gik så til sengs og til hvile, men han snorker så man med gode øren kan høre det gennem loftet.

Jeg fandt ikke hvile, jeg kom ikke til ro; vejret lagde sig heller ikke til ro; det var umanerligt livligt. Blæsten susede og sang på sin måde, mine tænder begyndte også at blive livlige, de susede og sang på deres måde. De slog an til stor tandpine.

Det trak fra vinduet. Månen skinnede ind på gulvet. Lysningen kom og gik, som skyerne kom og gik i stormvejret. Der var en uro i skygge og lys, men til sidst så skyggen på gulvet ud som noget; jeg så på dette bevægelige og fornemmede en isnende kold blæst.

På gulvet sad en skikkelse, tynd og lang, som når et barn tegner med griffel på tavlen noget, der skal ligne et menneske; en eneste tynd streg er legemet; en streg og én til er armene; benene er også hver kun en streg, hovedet en mangekant.

Snart blev skikkelsen tydeligere, den fik et slags kjoletøj, meget tyndt, meget fint, men det viste, at den hørte til hunkønnet.

Jeg hørte en summen. Var det hende eller vinden, der surrede som bremse i rudesprækken.

Nej, det var hendes selv, fru Tandpine! hendes forfærdelighed Satania infernalis, Gud fri og bevare os fra hendes besøg.

“Her er godt at være!” summede hun; “her er godt kvarter! sumpet grund, mosegrund. Her har myggene summet med gift i brodden, nu har jeg brodden. Den må hvæsses på mennesketænder. De skinner så hvide på ham her i sengen. De har trodset sødt og surt, hedt og koldt, nøddeskal og blommesten! men jeg skal rokke dem, blokke dem, gøde roden med trækvind, give dem fodkoldt!”

Det var en forfærdelig tale, en forfærdelig gæst.

“Nå, så du er digter!” sagde hun, “ja jeg skal digte dig op i alle pinens versemål! jeg skal give dig jern og stål i kroppen, få tråd i alle dine nervetråde!”

Det var som gik der en gloende syl ind i kindbenet; jeg vred og vendte mig.

“Et udmærket tandværk!” sagde hun, “et orgel at spille på. Mundharpekoncert, storartet, med pauker og trompeter, fløjte piccolo, basun i visdomstanden. Stor poet, stor musik!”

Jo hun spillede op og forfærdelig så hun ud, selv om man ikke så mere af hende end hånden, den skyggegrå, iskolde hånd, med de lange syletynde fingre; hver af dem var et pinselsredskab: Tommeltot og Slikkepot havde knibtang og skrue, Langemand endte i en spids syl, Guldbrand var vridbor og Lillefinger sprøjte med myggegift.

“Jeg skal lære dig versemål!” sagde hun. “Stor digter skal have stor tandpine, lille digter lille tandpine!”

“Oh lad mig være lille!” bad jeg. “Lad mig slet ikke være! og jeg er ikke poet, jeg har kun anfald af at digte, anfald, som af tandpine! far hen! far hen!”

“Erkender du da, at jeg er mægtigere end poesien, filosofien, matematikken og hele musikken!” sagde hun. “Mægtigere end alle disse afmalede og i marmor hugne fornemmelser! jeg er ældre end dem alle sammen. Jeg blev født tæt ved Paradisets have, udenfor, hvor vinden blæste og de våde paddehatte groede. Jeg fik Eva til at klæde sig på i det kolde vejr, og Adam med. Du kan tro, der var kraft i den første tandpine!”

“Jeg tror alt!” sagde jeg. “Far hen! far hen!”

“Ja, vil du opgive at være digter, aldrig sætte vers på papir, tavle eller noget slags skrivemateriale, så skal jeg slippe dig, men jeg kommer igen, digter du!”

“Jeg sværger!” sagde jeg. “Lad mig bare aldrig se eller fornemme dig mere!”

“Se mig skal du, men i en fyldigere, en dig kærere skikkelse, end jeg er det nu! Du skal se mig som Tante Mille; og jeg vil sige: Digt, min søde dreng! Du er en stor digter, den største måske vi har! men tror du mig, og begynder at digte, så sætter jeg dine vers i musik, spiller dem på din mundharpe! Du søde barn! – Husk på mig, når du ser tante Mille!”

Så forsvandt hun.

Jeg fik til afsked ligesom et gloende sylestik op i kæbebenet; men det dulmede snart, jeg ligesom gled på det bløde vand, så de hvide åkander med de grønne brede blade bøje sig, sænke sig ned under mig, visne, løse sig op, og jeg sank med dem, løsnedes i fred og hvile.

“Dø, smelte hen som sneen!” sang og klang det i vandet, “dunste hen i skyen, fare hen som skyen!”

Ned til mig gennem vandet skinnede store, lysende navne, indskrifter på vajende sejrsfaner, udødelighedspatentet – skrevet på døgnfluens vinge.

Søvnen var dyb, søvn uden drømme. Jeg hørte ikke den susende vind, den smældende port, naboens ringende portklokke, eller den logerendes svære gymnastik.

Lyksalighed!

Da kom der et stormkast, så at den aflåsede dør ind til Tante sprang op. Tante sprang op, kom i skoene, kom i klæderne, kom ind til mig.

Jeg sov som en Guds engel, sagde hun, og nænnede ikke at vække mig.

Jeg vågnede af mig selv, slog øjnene op, havde rent glemt, at Tante var her i huset, men snart huskede jeg det, huskede mit tandpinesyn. Drøm og virkelighed gik over i hinanden.

“Du har vel ikke skrevet noget i aftes, efter at vi sagde hinanden godnat?” spurgte hun. “Gid at du havde! Du er min digter, og det bliver du!”

Jeg syntes at hun smilede så lumskelig. Jeg vidste ikke om det var den skikkelige tante Mille, som elskede mig, eller den forfærdelige, jeg i nat havde givet løfte.

“Har du digtet, søde barn!”

“Nej, nej!” råbte jeg. “Du er jo tante Mille.”

“Hvem anden!” sagde hun. Og det var tante Mille.

Hun kyssede mig, kom i drosche og kørte hjem.

Jeg nedskrev, hvad her står skrevet. Det er ikke på vers og det skal aldrig blive trykt.

*

Ja her holdt manuskriptet op.

Min unge ven, den vordende urtekræmmersvend, kunne ikke opdrive det manglende, det var gået ud i verden, som papir om spegesild, smør og grøn sæbe; det havde opfyldt sin bestemmelse.

Bryggeren er død, Tante er død, studenten er død, ham fra hvem tankegnisterne gik i bøtten.

Alt går i bøtten.

Det er enden på historien, – historien om Tante Tandpine.

* * * * *

Indlægget Tante Tandpine blev først udgivet på Sangbogen.

Leve måtte han, og så lagde han sig efter behændighedskunster, og at kunne tale med maven, det kaldes at være bugtaler. Ung var han og så godt ud, og da han fik mundskæg og kom i gode klæder, kunne han antages for et grevebarn. Damerne fandt ham smuk, ja en jomfru blev så betaget af hans dejlighed og hans behændighedskunst, at hun fulgte med ham til fremmede byer og lande. Der kaldte han sig professor, mindre kunne det ikke være.

Hans stadige tanke var at få sig en luftballon og gå til vejrs med sin lille kone, men de havde endnu ikke midlerne.

“De kommer!” sagde han.

“Bare de ville!” sagde hun.

“Vi er jo unge folk! og nu er jeg professor. Smuler er også brød!”

Hun hjalp ham troligt, sad ved døren og solgte billetter til forestillingen, og det var en kold fornøjelse om vinteren. Hun hjalp ham også i et kunststykke. Han puttede sin kone i bordskuffen, en stor bordskuffe. Der krøb hun ind i bagskuffen, og så var hun ikke at se i forskuffen. Det var som en øjenforblændelse.

Men en aften da han trak skuffen ud, var hun også borte fra ham. Hun var ikke i forskuffen, ikke i bagskuffen, ikke i hele huset, ikke at se, ikke at høre. Det var hendes behændighedskunst. Hun kom aldrig igen. Hun var ked af det, og han blev ked i det, tabte sit gode humør, kunne ikke mere le og gøre løjer, og så kom der ingen folk. Fortjenesten blev dårlig, klæderne blev dårlige. Han ejede til sidst kun en stor loppe, et arvegods efter konen, og derfor holdt han så meget af den. Så dresserede han den, lærte den behændighedskunster, lærte den at præsentere gevær og skyde en kanon af, men lille.

Professoren var stolt af loppen, og den var stolt af sig selv. Den havde lært noget og havde menneskeblod og været i de største byer, var blevet set af prinser og prinsesser, havde vundet deres høje bifald. Det stod trykt i aviser og på plakater. Den vidste, at den var en berømthed og kunne ernære en professor, ja en hel familie.

Stolt var den og berømt var den, og dog, når den og professoren rejste, tog de på jernbane fjerde plads. Den kommer lige så hurtig som første. Det var et stiltiende løfte, at de aldrig ville skilles ad, aldrig gifte sig, loppen ville forblive ungkarl og professoren enkemand. Det går lige op.

“Hvor man gør størst lykke,” sagde professoren, “der skal man ikke komme to gange!” Han var en menneskekender og det er også en kundskab.

Til sidst havde han berejst alle lande, uden de vildes land. Og så ville han til de vildes land. Der æder de rigtignok kristne mennesker, vidste professoren, men han var ikke rigtig kristen og loppen var ikke rigtig menneske, så mente han, at de nok turde rejse der og have en god fortjeneste.

De rejste med dampskib og med sejlskib. Loppen gjorde sine kunster, og så havde de fri rejse undervejs og kom til de vildes land.

Her regerede en lille prinsesse, hun var kun otte år, men hun regerede. Hun havde taget magten fra fader og moder, for hun havde en vilje og var så mageløs yndig og uartig.

Straks, da loppen præsenterede gevær og skød kanonen af, blev hun så indtagen i loppen, at hun sagde: “Ham eller ingen!” Hun blev ganske vild af kærlighed og var jo allerede vild i forvejen.

“Søde, lille, fornuftige barn!” sagde hendes fader, “kunne man først gøre et menneske af den!”

“Det lader du mig om, gamle!” sagde hun, og det var ikke net sagt af en lille prinsesse, der taler til sin fader, men hun var vild.

Hun satte loppen på sin lille hånd.

“Nu er du et menneske, regerende med mig, men du skal gøre hvad jeg vil, ellers slår jeg dig ihjel og spiser professoren.”

Professoren fik en stor sal at bo i. Væggene var af sukkerrør, dem kunne han gå og slikke, men han var ikke slikmund. Han fik en hængekøje at sove i, det var, som lå han i en luftballon, den han altid havde ønsket sig, og som var hans stadige tanke.

Loppen blev hos prinsessen, sad på hendes lille hånd og på hendes fine hals. Hun havde taget et hår af sit hoved, det måtte professoren binde loppen om benet, og så holdt hun den bunden til det store koralstykke, hun havde i øreflippen.

Hvor var det en dejlig tid for prinsessen, også for loppen, tænkte hun, men professoren fandt sig ikke tilfreds, han var rejsemand, holdt af at drage fra by til by, læse i aviserne om sin udholdenhed og kløgt i at lære en loppe al menneskelig gerning. dag ud og ind lå han i hængekøjen, dovnede og fik sin gode føde: friske fugleæg, elefantøjne og stegte giraflår. Menneskeæderne lever ikke kun af menneskekød, det er en delikatesse. “Barneskulder med skarp sovs,” sagde prinsessemoderen, “er det mest delikate.”

Professoren kedede sig og ville gerne bort fra de vildes land, men loppen måtte han have med, den var hans vidunder og levebrød. Hvorledes skulle han fange og få den. Det var ikke så let.

Han anspændte alle sine tænkeevner og så sagde han: “Nu har jeg det!”

“Prinsessefader: Forund mig noget at bestille! Må jeg indøve landets beboere i at præsentere, det er det man i verdens største lande kalder dannelse!”

“Og hvad kan du lære mig!” spurgte prinsessefaderen.

“Min største kunst,” sagde professoren, “at fyre en kanon af så hele jorden bæver, og alle himlens lækreste fugle falder stegte ned! Det er der knald ved!”

“Kom med kanonen!” sagde prinsessefaderen.

Men i hele landet var der ingen kanon, uden den loppen havde bragt, og den var for lille.

“Jeg støber en større!” sagde professoren. “Giv mig bare midlerne! Jeg må have fint silketøj, nål og tråd, tov og snor, samt mavedråber for luftballoner, de blæser op, letter og løfter. De giver knaldet i kanonmaven.”

Alt hvad han forlangte fik han.

Hele landet kom sammen for at se den store kanon. Professoren kaldte ikke, før han havde ballonen hel færdig til at fylde og gå op.

Loppen sad på prinsessens hånd og så til. Ballonen blev fyldt, den bovnede og kunne næppe holdes, så vild var den.

“Jeg må have den til vejrs, at den kan blive afkølet,” sagde professoren og satte sig i kurven, der hang under den. “Ene kan jeg ikke magte at styre den. Jeg må have en kyndig kammerat med, for at hjælpe mig. Her er ingen der kan det uden loppen!”

“Jeg tillader det nødig!” sagde prinsessen, men rakte dog loppen til professoren, som satte den på sin hånd.

“Slip snore og tov!” sagde han. “Nu går ballonen!”

De troede han sagde: “kanonen!”

Og så gik ballonen højere og højere, op over skyerne, bort fra de vildes land.

Den lille prinsesse, hendes fader og moder, hele folket med stod og ventede. De venter endnu, og tror du det ikke, så rejs til de vildes land, der taler hvert barn om loppen og professoren, tror at de kommer igen, når kanonen er kølet af, men de kommer ikke, de er hjemme hos os, de er i deres fædreland, kører på jernbane, første plads, ikke fjerde. De har god fortjeneste, stor ballon. Ingen spørger, hvorledes de har fået ballonen eller hvorfra de har den, de er holdne folk, hædrede folk, loppen og professoren.

* * * * *

Indlægget Loppen og professoren blev først udgivet på Sangbogen.

Juleaften stod et dejligt pyntet juletræ i den gamle riddersal, hvor da ilden brændte i kaminerne og der var hængt grankviste om de gamle skilderier. Her samledes herskabet og gæsterne, der blev sang og dans.

Tidligere på aftnen var allerede juleglæde i folkestuen. Også her stod et stort grantræ med tændte røde og hvide lys, små dannebrogsflag, udklippede svaner og fiskenet af broget papir fyldt med “godtgodter.” De fattige børn fra sognet var indbudt; hver havde sin moder med. Hun så ikke meget hen til træet, hun så hen til julebordene, hvor der lå uldent og linned, kjoletøj og buksetøj. Ja derhen så mødrene og de voksne børn, kun de bitte små strakte hænderne mod lysene, flitterguldet og fanerne.

Hele den forsamling kom tidligt på eftermiddagen, fik julegrød og gåsesteg med rødkål. Når så juletræet var set og gaverne uddelt, fik hver et lille glas punch og æblefyldte æbleskiver.

De kom hjem i deres egen fattige stue, og der blev talt om “den gode levemåde,” det vil sige fødevarerne, og gaverne blev endnu engang rigtigt beset.

Der var nu Have-Kirsten og Have-Ole. Gift med hinanden havde de huset og det daglige brød ved at luge og grave i herregårdshaven. Hver julefest fik de deres gode del af foræringerne; de havde også fem børn, alle fem blev klædt op af herskabet.

“Det er godgørende folk, vort herskab!” sagde de. “Men de har da også råd til det, og de har fornøjelse deraf!”

“Her er kommet gode klæder at slide for de fire børn!” sagde Have-Ole. “Men hvorfor er her ikke noget til krøblingen? Ham plejer de dog også at betænke, skønt han ikke er med ved gildet!”

Det var det ældste af børnene, de kaldte “krøblingen,” han havde ellers navnet Hans.

Som lille var han det flinkeste og livligste barn, men så blev han med ét “slat i benene,” som de kaldte det, han kunne ikke stå eller gå og nu lå han til sengs på femte år.

“Ja, noget fik jeg jo også til ham!” sagde moderen. “Men det er ikke noget videre, det er bare en bog, han kan læse i!”

“Den skal han ikke blive fed af!” sagde faderen.

Men glad ved den blev Hans. Han var en rigtig opvakt dreng, der gerne læste, men brugte også sin tid til arbejde, for så vidt som han, der altid måtte ligge til sengs, kunne gøre gavn. Han var nævenyttig, brugte sine hænder, strikkede uldstrømper, ja hele sengetæpper; fruen på gården havde rost og købt dem.

Det var en eventyrbog, Hans havde fået; i den var meget at læse, meget at tænke over.

“Den er ikke til noget slags nytte her i huset!” sagde forældrene. “Men lad ham læse, så går den tid, han kan ikke altid binde hoser!”

Foråret kom; blomster og grønt begyndte at spire, ukrudt med, som man jo nok kan kalde nælderne, uagtet der står så kønt om dem i salmen:

“Gik alle konger frem i rad,
I deres magt og vælde,
de mægted’ ej det mindste blad
at sætte på en nælde.”

Der var meget at gøre i herregårdshaven, ikke blot for gartneren og hans lærlinge, men også for Have-Kirsten og Have-Ole.

“Det er et helt slid!” sagde de, “og har vi så revet gangene og fået dem rigtigt pæne, så trædes de straks ned igen. Her er et rykind med fremmede på herregården. Hvor det må koste! men herskabet er rige folk!”

“Det er løjerligt fordelt!” sagde Ole. “Vi er alle Vorherres børn, siger præsten. Hvorfor da sådan forskel!”

“Det kommer fra syndefaldet!” sagde Kirsten.

Derom talte de igen om aftnen, hvor Krøbling-Hans lå med eventyrbogen.

Trange kår, slid og slæb, havde gjort forældrene hårde i hænderne men også hårde i deres dom og mening; de kunne ikke magte den, ikke klare den, og talte sig nu mere gnavne og vrede.

“Somme mennesker får velstand og lykke, andre kun fattigdom! Hvorfor skal vore første forældres ulydighed og nysgerrighed gå ud over os. Vi havde ikke båret os således ad som de to!”

“Jo vi havde!” sagde lige med ét Krøbling-Hans. “Det står alt sammen her i denne bog!”

“Hvad står i bogen?” spurgte forældrene.

Og Hans læste for dem det gamle eventyr om Brændehuggeren og hans kone: De skændte også over Adams og Evas nysgerrighed, der var skyld i deres ulykke. Så kom landets konge forbi. “Følg med hjem!” sagde han, “så skal I få det lige så godt som jeg, syv retter mad og en skueret. Den er i lukket terrin, den må I ikke røre, for så er det forbi med herrelivet!” – “Hvad kan der være i terrinen?” sagde konen. “Det kommer ikke os ved!” sagde manden. “Ja jeg er ikke nysgerrig!” sagde konen, “jeg gad bare vide, hvorfor vi ikke tør løfte låget; der er vist noget delikat!” – “Bare der ikke er nogen mekanik ved!” sagde manden, “sådan et pistolskud, der knalder af og vækker hele huset!” – “Eja!” sagde konen og rørte ikke ved terrinen. Men om natten drømte hun, at låget selv løftede sig, der kom en duft af den dejligste punch, som man får den ved bryllupper og begravelser. Der lå en stor sølvskilling med indskrift: “Drikker I af denne punch, så bliver I de to rigeste i verden og alle andre mennesker bliver stoddere!” – og så vågnede konen i det samme og fortalte manden sin drøm. “Du tænker for meget på den ting!” sagde han. “Vi kan jo lette med lempe!” sagde konen. “Med lempe!” sagde manden. Og konen løftede ganske sagte låget. – Da sprang der to små vævre mus ud og væk var de i et musehul. “God nat!” sagde kongen. “Nu kan I gå hjem og lægge eder i eders eget. Skænd ikke mere på Adam og Eva, I selv har været lige så nysgerrige og utaknemmelige!” – –

“Hvorfra er den historie der kommet i bogen?” sagde Have-Ole! “Det er ligesom den skulle gælde os. Den er meget til eftertænksomhed!”

Næste dag gik de igen på arbejde; de blev ristede af solen og våde til skindet af regnvejret; inde i dem var gnavne tanker, dem tyggede de drøv på.

Det var endnu lys aften hjemme, de havde spist deres mælkegrød.

“Læs for os igen historien om brændehuggeren,” sagde Have-Ole.

“Der er så mange yndelige i den bog!” sagde Hans. “Så mange, I ikke kender!”

“Ja dem bryder jeg mig ikke om!” sagde Have-Ole. “Jeg vil høre den, jeg kender!”

Og han og konen hørte den igen.

Mere end én aften kom de tilbage til den historie.

“Rigtigt klare mig det hele, kan den dog ikke!” sagde Have-Ole. “Det er med menneskene som med sød mælk, den skørner; nogle bliver til fin skørost, og andre til den tynde, vandede valle! somme folk har lykke i enhver ting, sidder til højbords alle dage og kender hverken sorg eller savn!”

Det hørte Krøbling-Hans. Sølle var han i benene, men kløgtig i hovedet. Han læste op for dem af eventyrbogen, læste om “Manden uden sorg og savn.” Ja hvor var han at finde og findes måtte han:

Kongen lå syg og kunne ikke helbredes, uden ved at blive iført den skjorte, som var blevet båret og slidt på kroppen af et menneske, der i sandhed kunne sige, at han aldrig havde kendt sorg eller savn.

Bud blev sendt til alle verdens lande, til alle slotte og herregårde, til alle velstående og glade mennesker, men når man rigtig frittede ud, havde dog hver af dem prøvet sorg og savn.

“Det har jeg ikke,” sagde svinehyrden, der sad på grøften, lo og sang. “Jeg er det lykkeligste menneske!”

“Giv os da din skjorte,” sagde de udsendte, “den skal du få betalt med et halvt kongerige.”

Men han havde ingen skjorte, og kaldte sig dog det lykkeligste menneske.

“Det var en fin karl!” råbte Have-Ole, og han og hans hustru lo, som de ikke havde leet i år og dag.

Da kom skoleholderen forbi.

“Hvor I er fornøjede!” sagde han, “det er sjældent nyt her i huset. Har I vundet en ambe i lotteriet?”

“Nej, det er ikke af det slags!” sagde Have-Ole. “Det er Hans, der læste for os af eventyrbogen, han læste om ‘Manden uden sorg og savn’, og den karl han havde ingen skjorte. Det tør op for øjnene, når man hører sligt, og det af en trykt bog. Hver har nok sit læs at trække; man er ikke ene om det. Heri er altid en trøst!”

“Hvorfra har I den bog?” spurgte skoleholderen.

“Den fik vor Hans ved juletid for over et år siden. Herskabet gav ham den. De ved, han har sådan lyst til læsning og er jo krøbling! Vi havde den gang hellere set, at han havde fået to blålærredsskjorter. Men bogen er mærkelig, den kan ligesom svare på ens tanker!”

Skoleholderen tog bogen og åbnede den.

“Lad os få den samme historie igen!” sagde Have-Ole, “jeg har den endnu ikke rigtig inde. Så må han også læse den anden om brændehuggeren!”

De to historier var og blev nok for Ole. De var som to solstråler ind i den fattige stue, ind i den forkuede tanke, som lod dem være tvære og gnavne.

Hans havde læst den hele bog, læst den mange gange. Eventyrene bar ham ud i verden, der hvor han jo ikke kunne komme, da benene ikke bar ham.

Skoleholderen sad ved hans seng; de talte sammen, og det var fornøjeligt for dem begge to.

Fra den dag kom skoleholderen oftere til Hans, når forældrene var på arbejde. Det var som en fest for drengen, hver gang han kom. Hvor lyttede han efter, hvad den gamle mand fortalte ham, om Jordens størrelse og mange lande, og at Solen var dog næsten en halv million gange større end Jorden og så langt borte, at en kanonkugle, i sin fart, brugte fra Solen til Jorden hele femogtyve år, medens lysstrålerne kunne nå Jorden i otte minutter.

Om alt dette ved nu hver dygtig skoledreng besked, men for Hans var det nyt og endnu vidunderligere end alt, hvad der stod i eventyrbogen.

Skoleholderen kom et par gange om året til bords hos herskabet, og ved en sådan lejlighed fortalte han, hvilken betydning eventyrbogen havde i det fattige hus, hvor alene to historier i den var blevet til vækkelse og velsignelse. Den svagelige, flinke, lille dreng havde ved sin læsning bragt eftertanke og glæde i huset.

Da skoleholderen tog hjem fra herregården, trykkede fruen ham et par blanke sølvdalere i hånden til lille Hans.

“Dem må fader og moder have!” sagde drengen, da skoleholderen bragte ham pengene.

Og Have-Ole og Have-Kirsten sagde: “Krøbling-Hans er dog også til gavn og velsignelse!”

Et par dage efter, forældrene var ved arbejde på herregården, holdt herskabsvognen udenfor; det var den hjertensgode frue, som kom, glad over, at hendes julegave var blevet til sådan trøst og fornøjelse for drengen og forældrene.

Hun medbragte fint brød, frugt og en flaske sød saft; men hvad der var endnu fornøjeligere, hun bragte ham, i forgyldt bur, en lille sort fugl, der kunne fløjte ganske yndeligt. Buret med fuglen blev sat op på den gamle dragkiste, et stykke fra drengens seng, han kunne se fuglen og høre den; ja folk helt ude på landevejen kunne høre dens sang.

Have-Ole og Have-Kirsten kom først hjem efter at fruen var kørt bort; de fornemmede, hvor glad Hans var, men syntes dog, at der kun var besværlighed ved den gave, der var givet.

“Rige folk tænker nu ikke så vidt om!” sagde de. “Skal vi nu også have den at passe. Krøbling-Hans kan jo ikke gøre det. Enden bliver at katten tager den!”

Otte dage gik, der gik endnu otte; katten havde i den tid mange gange været i stuen, uden at skræmme fuglen, endsige at gøre den fortræd. Da hændte der sig en stor begivenhed. Det var eftermiddag, forældrene og de andre børn var på arbejde, Hans ganske alene; eventyrbogen havde han i hånden og læste om fiskerens kone, der fik alle sine ønsker opfyldt; hun ville være konge, det blev hun; hun ville være kejser, det blev hun; men så ville hun være den gode Gud, – da sad hun igen i muddergrøften, hun var kommet fra.

Den historie havde nu slet ingen hentydning til fuglen eller katten, men det var just den historie, han læste i, da begivenheden indtraf; det huskede han altid siden.

Buret stod på dragkisten, katten stod på gulvet og så stift med sine grøngule øjne op på fuglen. Der var noget i kattens ansigt, som om den ville sige til fuglen: “Hvor du er yndig! jeg gad æde dig!”

Det kunne Hans forstå; han læste det lige ud af kattens ansigt.

“Væk, kat!” råbte han. “Vil du se til at komme ud af stuen!”

Det var som den tog sig sammen til at springe.

Hans kunne ikke nå den, havde ikke andet at kaste efter den, end sin kæreste skat, eventyrbogen. Den kastede han, men bindet sad løst, det fløj til én side, og bogen selv med alle sine blade fløj til en anden side. Katten gik med langsomme trin lidt tilbage i stuen og så på Hans, ligesom den ville sige:

“Bland dig ikke i den sag, lille Hans! jeg kan gå og jeg kan springe, du kan ingen af delene!”

Hans holdt øje med katten og var i stor uro; fuglen blev også urolig. Intet menneske var der at kalde på; det var som om katten vidste det; den lavede sig igen til at springe. Hans viftede med sit sengetæppe, hænderne kunne han bruge; men katten brød sig ikke om sengetæppet; og da også det var kastet efter den, uden nytte, satte den i ét spring op på stolen og ind i vindueskarmen, her var den fuglen nærmere.

Hans kunne fornemme sit eget varme blod i sig, men det tænkte han ikke på, han tænkte kun på katten og fuglen; ude af sengen kunne drengen jo ikke hjælpe sig, stå på benene kunne han ikke, gå endnu mindre. Det var som om hans hjerte vendte sig inden i ham, da han så katten springe fra vinduet lige hen på dragkisten, støde til buret så at det væltede. Fuglen flagrede forvildet om derinde.

Hans gav et skrig, der gik et ryk i ham, og uden at tænke derved, sprang han ud af sengen, hen mod dragkisten, rev katten ned, og holdt fast i buret, hvor fuglen var som i stor forfærdelse. Han holdt buret i hånden og løb med det ud af døren ud på vejen.

Da strømmede tårerne ham ud af øjnene; han jublede og råbte ganske højt: “Jeg kan gå! Jeg kan gå!”

Han havde fået sin førlighed igen; sligt kan hænde og med ham hændte det.

Skoleholderen boede tæt ved; til ham løb han ind på sine bare fødder, kun i skjorte og trøje og med fuglen i buret.

“Jeg kan gå!” råbte han. “Herre, min Gud!” og han hulkede i gråd af bare glæde.

Og glæde blev der i huset hos Have-Ole og Have-Kirsten. “Gladere dag kan vi ikke opleve!” sagde de begge to.

Hans blev kaldt op på herregården; den vej havde han ikke gået i mange år; det var som om træerne og nøddebuskene, dem han så godt kendte, nikkede til ham og sagde: “Goddag, Hans! velkommen herude!” Solen skinnede ham ind i ansigtet, lige ind i hjertet.

Herskabet, de unge, velsignede herregårdsfolk, lod ham sidde hos sig og så lige så glade ud, som om han kunne have været af deres egen familie.

Gladest var dog herskabsfruen, som havde givet ham eventyrbogen, givet ham den lille sangfugl, den var nu rigtignok død, død af skrækken, men den havde været ligesom midlet til hans helbredelse, og bogen havde været ham og forældrene til vækkelse; den havde han endnu, den ville han gemme og læse, om han blev nok så gammel. Nu kunne han også være dem hjemme til gavn. Han ville lære et håndværk, helst blive bogbinder, “thi,” sagde han, “så kan jeg få alle nye bøger at læse!”

Ud på eftermiddagen kaldte herskabsfruen begge forældrene op til sig. Hun og hendes husbond havde talt sammen om Hans; han var en from og flink dreng, havde læselyst og nemme. Vorherre er altid for en god sag.

Den aften kom forældrene rigtig glade hjem fra gården, især Kirsten, men ugedag efter græd hun, for da rejste lille Hans; han var kommet i gode klæder; han var en god dreng; men nu skulle han over det salte vand, langt bort, sættes i skole, en latinsk, og der ville gå mange år, før de så ham igen.

Eventyrbogen fik han ikke med, den ville forældrene beholde til minde. Og fader læste tit i den, men aldrig uden de to historier, for dem kendte han.

Og de fik breve fra Hans, det ene gladere end det andet. Han var hos rare mennesker, i gode kår; og allerfornøjeligst var det at gå i skole; der var så meget at lære og vide; han ønskede nu bare at blive hundrede år og så en gang skoleholder.

“Om vi skal opleve det!” sagde forældrene, og de trykkede hinanden i hænderne, som ved altergang.

“Hvad der dog er hændet Hans!” sagde Ole. “Vorherre tænker også på fattigmands barn! just med krøblingen skulle det vise sig! er det ikke som om Hans kunne læse det op for os ud af eventyrbogen!”

* * * * *

Indlægget Krøblingen blev først udgivet på Sangbogen.

Den var blevet til hos en klejnsmed, men den kunne godt tro at det var hos en grovsmed, således tog manden på den, hamrede og filede. Den var for stor for bukselomme, så måtte den i frakkelomme. Her lå den tit i mørke, men forresten havde den sin bestemte plads på væggen, ved siden af kammerrådens silhuet fra barndomstiden, der så han ud som en bolle med kalvekrøs.

Man siger, at ethvert menneske får i sin karakter og handlemåde noget af det himmeltegn, han fødes under, Tyren, Jomfruen, Skorpionen, som de kaldes i almanakken. Kammerrådinden nævnede ingen af disse, hun sagde, hendes mand var født under “Hjulbørens Tegn,” altid måtte han skubbes frem.

Hans fader skubbede ham ind på et kontor, hans moder skubbede ham ind i ægtestanden, og hans kone skubbede ham op til kammerråd, men det sidste sagde hun ikke, hun var en besindig, brav kone, der tav på rette sted, talte og skubbede på rette sted.

Nu var han oppe i årene, “velproportioneret,” som han selv sagde, en mand med læsning, godmodighed og dertil nøgleklog, noget vi nærmere skal forstå. Altid var han i godt humør, alle mennesker holdt han af og gad gerne tale med. Gik han i byen, var det svært at få ham hjem igen, når ikke mutter var med og skubbede ham. Han måtte tale med enhver bekendt, han mødte. Han havde mange bekendte, og det gik ud over middagsmaden.

Fra vinduet passede kammerrådinden på. “Nu kommer han!” sagde hun til pigen, “sæt gryden på! – Nu står han stille og taler med én, tag så gryden af, ellers bliver maden kogt for meget! – Nu kommer han da! ja sæt så gryden på igen!”

Men derfor kom han ikke.

Han kunne stå lige under husets vindue og nikke op, men kom så en bekendt forbi, da kunne han ikke lade være, han måtte sige ham et par ord; kom da, idet han talte med denne, en anden bekendt, så holdt han den første ved knaphullet og tog den anden i hånden, mens han råbte på en tredje, der ville forbi.

Det var en tålmodighedsprøve for kammerrådinden. “Kammerråd! Kammerråd!” råbte hun da, “ja den mand er født under Hjulbørens Tegn, af sted kan han ikke komme, uden han skubbes frem!”

Han holdt meget af at gå i boglader, se i bøger og blade. Han gav sin boghandler et lille honorar for hjemme hos sig at turde læse de nye bøger, det vil sige, have lov til at skære bøgerne op på langs, men ikke på tværs, thi da kan de ikke sælges som nye. Han var en levende avis i al skikkelighed, vidste besked om forlovelser, bryllupper og begravelser, bogsnak og bysnak, ja han henkastede hemmelighedsfulde hentydninger om at vide besked, hvor ingen vidste den. Han havde det fra portnøglen.

Allerede som unge nygifte boede kammerrådens i deres egen gård, og fra den tid havde de samme portnøgle, men ikke da kendte de dens forunderlige kræfter, dem lærte de først senere at kende.

Det var i kong Frederik den Sjettes tid. København havde dengang ingen gas, den havde tranlygter, den havde intet Tivoli eller Casino, ingen sporvogne og ingen jernbaner. Det var småt med fornøjelser imod hvad det nu er. Om søndagen gik man sig en tur ud af porten til Assistenskirkegården, læste indskrifterne på gravene, satte sig i græsset, spiste af sin madkurv og drak sin snaps til, eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran slottet var regimentsmusik og mange mennesker for at se den kongelige familie ro om i de små, snævre kanaler, hvor den gamle konge styrede båden, han og dronningen hilste alle mennesker, uden standsforskel. Derud kom velstående familier fra byen og drak deres aftente. Varmt vand kunne de få i et lille bondehus på marken uden for haven, men de måtte selv bringe maskine med.

Derud drog kammerrådens en solskins-søndag-eftermiddag; tjenestepigen gik foran med maskine og en kurv med madvarer og “en Sobian af Spendrups.”

“Tag portnøglen!” sagde kammerrådinden, “at vi kan slippe ind i vort eget, når vi kommer tilbage; du ved her lukkes ved mørkningen og klokkestrengen er itu fra i morges! – Vi kommer silde hjem! vi skal, efter at have været på Frederiksberg ind i Casortis teater på Vesterbro og se pantomimen: ‘Harlekin, formand for tærskerne’; der kommer de ned i en sky; det koster to mark personen!”

Og de gik til Frederiksberg, hørte musikken, så de kongelige både med vajende flag, så den gamle konge og de hvide svaner. Efter at have drukket en god te skyndte de sig af sted, men kom dog ikke betids i teatret.

Linedansen var forbi, styltedansen var forbi, og pantomimen begyndt; de kom som altid for silde, og deri var kammerråden skyld; hvert øjeblik på vejen standsede han for at tale med bekendte; inde i teatret fandt han også gode venner, og da forestillingen var forbi, måtte han og hans frue nødvendigvis følge med ind til en familie på “Broen,” for at nyde et glas punch, det ville blive et ophold, kun på ti minutter, men disse drog rigtignok ud til en hel time. Der blev talt og talt. Særdeles underholdende var en svensk baron, eller var det en tysk, det havde kammerråden ikke nøjagtig beholdt, men derimod den kunst med nøglen, han lærte ham, beholdt han for alle tider. Det var overordentlig interessant! han kunne få nøglen til at svare på alt, hvad man spurgte den om, selv det allerhemmeligste.

Kammerrådens portnøgle egnede sig især dertil, den var tung i kammen, og den må hænge ned. Grebet af nøglen lod baronen hvile på sin højre hånds pegefinger. Løst og let hang den der, hvert pulsslag i fingerspidsen kunne sætte den i bevægelse, så at den drejede, og skete det ikke, så forstod baronen umærkeligt at lade den dreje sig, som han ville. Hver drejning var et bogstav fra A og så langt ned i alfabetet, man ville. Når det første bogstav var fundet, drejede nøglen til modsat side; derpå søgte man det næste bogstav, og således fik man hele ord, hele sætninger, svar på spørgsmålet. Løgn var det hele, men altid en morskab, det var også så temmelig kammerrådens første tanke, men den holdt han ikke, den gik med ham helt op i nøglen.

“Mand! Mand!” råbte kammerrådinden. “Vesterport lukkes klokken tolv! vi kommer ikke ind, vi har kun et kvarter at skynde os i.”

De måtte skynde sig; flere personer, der ville ind i byen, kom dem snart forbi. Endelig nærmede de sig det yderste vagthus, da slog klokken tolv, porten smældede i; en hel del mennesker stod lukket ude og mellem disse kammerrådens med pige, maskine og tom madkurv. Nogle stod der i stor forskrækkelse, andre i ærgrelse; hver tog det på sin måde. Hvad var der at gøre.

Heldigvis var i den sidste tid taget den bestemmelse, at én af byens porte, Nørreport, blev ikke låst af, der kunne fodgængere slippe igennem vagthuset ind i byen.

Vejen var ikke så kort endda, men vejret smukt, himlen klar med stjerner og stjerneskud, frøerne kvækkede i grøft og i kær. Selskabet selv begyndte at synge, den ene vise efter den anden, men kammerråden sang ikke, så heller ikke efter stjernerne, ja ikke engang efter sine egne ben, han faldt så lang han var lige ved grøftekanten, man kunne tro han havde drukket for meget, men det var ikke punchen, det var nøglen, der var gået ham i hovedet og drejede der.

Endelig nåede de Nørrebros vagthus, slap over broen og ind i staden.

“Nu er jeg glad igen!” sagde kammerrådinden. “Her er vor port!”

“Men hvor er portnøglen!” sagde kammerråden. Den var ikke i baglommen, heller ikke i sidelommen.

“Du forbarmende!” råbte kammerrådinden. “Har du ikke nøglen? Den har du tabt ved de nøglekunster med baronen. Hvordan kommer vi nu ind! Klokkestrengen ved du er itu fra i morges, vægteren har ikke nøgle til huset. Vi er jo i fortvivlelse!”

Tjenestepigen begyndte at hyle, kammerråden var den eneste, der viste fatning.

“Vi må slå en rude ind til spækhøkeren!” sagde han, “få ham op og så slippe ind.”

Han slog en rude, han slog to, “Petersen!” råbte han og stak paraplyskaftet ind af ruderne; da skreg højt derinde kældermandens datter. Kældermanden slog butiksdøren op med råbet “vægter!” og før han ret fik set kammerrådsfamilien, kendt den og lukket den ind, peb vægteren og i næste gade svarede en anden vægter og peb. Folk kom frem i vinduerne. “Hvor er ilden? Hvor er spektakel?” spurgte de, og spurgte endnu, da kammerråden allerede var i sin stue, tog frakken af og – i den lå portnøglen, – ikke i lommen, men i foret; dér var den sluppet ned gennem et hul, som ikke skulle være i lommen.

Fra den aften fik portnøglen en særegen stor betydning, ikke blot når man gik ud om aftnen, men når man sad hjemme og kammerråden viste sin kløgt og lod nøglen give svar på spørgsmål.

Han tænkte sig det rimeligste svar og så lod han nøglen give det, til sidst troede han selv derpå; men det gjorde ikke apotekeren, en ung mand i nær slægt med kammerrådinden.

Den apoteker var et godt hoved, et kritisk hoved, han havde allerede fra skoledreng leveret kritikker over bøger og teater, men uden navns nævnelse, det gør så meget. Han var hvad man kalder skønånd, men troede aldeles ikke på ånder, mindst på nøgleånder.

“Jo jeg tror, jeg tror,” sagde han, “velsignede hr. kammerråd, jeg tror på portnøglen og alle nøgleånder, så fast som jeg tror på den nye videnskab, som begynder at kendes: borddansen og ånderne i gamle og nye møbler. Har De hørt derom? Jeg har hørt! Jeg har tvivlet, De ved jeg er en tvivler, men jeg er blevet omvendt ved at læse i et ganske troværdigt udenlandsk blad en forfærdelig historie. Kammerråd! vil De tænke Dem, ja jeg giver historien som jeg har den. To kloge børn havde set forældrene vække ånden i et stort spisebord. De små var alene og ville nu forsøge på samme måde at gnide liv i en gammel kommode. Livet kom der, ånden vågnede, men den tålte ikke børnekommando; den rejste sig, det knagede i kommoden, den skød skufferne ud og lagde med sine kommodeben børnene hver i sin skuffe, og så løb kommoden med dem ud af den åbne dør, ned ad trappen og ud på gaden, hen til kanalen, hvor den styrtede sig ud og druknede begge børnene. De små lig kom i kristen jord, men kommoden blev bragt på rådstuen, dømt for barnemord og levende brændt på torvet. Jeg har læst det!” sagde apotekeren, “læst det i et udenlandsk blad, det er ikke noget jeg selv har fundet på. Det er nøglen tage mig sandt! nu bander jeg en høj ed!”

Kammerråden fandt, at en sådan tale var for grov en spøg, de to kunne aldrig tale om nøglen. Apotekeren var nøgledum.

Kammerråden skred frem i nøglekundskab; nøglen var hans morskab og klogskab.

En aften, kammerråden var ved at gå i seng, han stod halv afklædt, da bankede det på døren ud til gangen. Det var kældermanden, som kom så sent; han var også halv afklædt, men han havde, sagde han, fået pludselig en tanke, som han var bange for, at han ikke kunne holde på natten over.

“Det er min datter, Lotte-Lene, jeg må tale om. Hun er en køn pige, hun er konfirmeret, nu ville jeg gerne se hende godt anbragt!”

“Jeg er endnu ikke enkemand!” sagde kammerråden og smålo, “og jeg har ingen søn, jeg kan byde hende!”

“De forstår mig nok, kammerråd!” sagde kældermanden. “Spille klaver kan hun, synge kan hun; det må kunne høres her op i huset. De ved ikke alt, hvad det pigebarn kan hitte på, hun kan tale og gå efter alle mennesker. Hun er skabt for komedien, og det er en god vej for nette piger af god familie, de kan gifte sig et grevskab til, dog derom er ikke tanke hos mig eller Lotte-Lene. Synge kan hun, klaver kan hun! så gik jeg forleden med hende op på sangskolen. Hun sang; men hun har ikke, hvad jeg kalder ølbas hos fruentimmer, ikke kanariefugleskrig op i de højeste toner, som man nu forlanger af sangerinderne, og så rådede man hende aldeles fra den vej. Nå, tænkte jeg, kan hun ikke blive sangerinde, så kan hun altid blive skuespillerinde, der hører da kun mæle til. I dag talte jeg derom til instruktøren, som de kalder ham. ‘Har hun læsning?’ spurgte han; ‘nej,’ sagde jeg, ‘aldeles ingen!’ – ‘Læsning er nødvendig for en kunstnerinde!’ sagde han; den kan hun få endnu, mente jeg, og så gik jeg hjem. Hun kan gå ind i et lejebibliotek og læse hvad der er, tænkte jeg. Men så sidder jeg nu i aften og klæder mig af, og da falder det mig ind: Hvorfor leje bøger, når man kan få dem at låne. Kammerråden har fuldt op af bøger, lad hende læse dem; der er læsning nok, og den kan hun have frit!”

“Lotte-Lene er en rar pige!” sagde kammerråden, “en køn pige! Bøger skal hun få til læsning. Men har hun dette, som man kalder fut i ånden, det geniale, geniet? Og har hun, hvad her er lige så vigtigt, har hun lykke med sig?”

“Hun har vundet to gange i varelotteriet,” sagde kældermanden, “én gang vandt hun et klædeskab, og én gang seks par lagner, det kalder jeg lykke og den har hun!”

“Jeg vil spørge nøglen!” sagde kammerråden.

Og han stillede nøglen på sin højre pegefinger og på kældermandens højre pegefinger, lod nøglen dreje sig og give bogstav på bogstav.

Nøglen sagde: “Sejr og lykke!” og så var Lotte-Lenes fremtid bestemt.

Kammerråden gav hende straks to bøger til læsning: “Dyveke” og Knigges “Omgang med Mennesker.”

Fra den aften begyndte et slags nærmere bekendtskab mellem Lotte-Lene og kammerrådens. Hun kom derop i familien, og kammerråden fandt, at hun var en forstandig pige, hun troede på ham og nøglen. Kammerrådinden så i den frimodighed, hvormed hun hvert øjeblik viste sin store uvidenhed, noget barnligt, uskyldigt. Ægteparret hver på sin vis syntes om hende og hun om dem.

“Der lugter så yndigt deroppe!” sagde Lotte-Lene.

Der var lugt, en duft, en æbleduft på gangen, hvor kammerrådinden havde henlagt en hel tønde gråsteneræbler. Der var også en røgelsesduft af roser og lavendler gennem alle stuer.

“Det giver noget fint!” sagde Lotte-Lene. Hendes øjne frydedes dernæst ved de mange smukke blomster, kammerrådinden her altid havde; ja midt om vinteren blomstrede her syren og kirsebærgren. De afskårne bladløse grene blev sat i vand, og i den varme stue bar de snart blomst og blad.

“Man skulle tro at livet var borte i de nøgne grene, men se dog, hvor det står op fra de døde.”

“Det er aldrig før faldet mig ind!” sagde Lotte-Lene. “Naturen er dog yndig!”

Og kammerråden lod hende se sin “nøglebog,” hvori stod opskrevet mærkelige ting, nøglen havde sagt; selv om en halv æblekage, der var forsvundet fra skabet, netop den aften tjenestepigen havde sin kæreste i besøg.

Og kammerråden spurgte sin nøgle: “Hvem har spist æblekagen, katten eller kæresten?” og portnøglen svarede: “Kæresten!” Kammerråden troede det allerede før han spurgte, og tjenestepigen tilstod: Den forbandede nøgle vidste jo alt.

“Ja er det ikke mærkeligt!” sagde kammerråden. “Den nøgle, den nøgle! og om Lotte-Lene har den sagt: ‘Sejr og lykke!’ – Det skal vi nu se! – Jeg svarer for det.”

“Det er yndigt!” sagde Lotte-Lene.

Kammerrådens frue var ikke så tillidsfuld, men hun sagde ikke sin tvivl når manden hørte på det, men betroede senere Lotte-Lene, at kammerråden, da han var et ungt menneske, havde været aldeles forfalden til teatret. Havde nogen dengang skubbet til ham, da var han bestemt trådt op som skuespiller, men familien skubbede fra. På scenen ville han, og for at komme der skrev han en komedie.

“Det er en stor hemmelighed, jeg betror Dem, lille Lotte-Lene. Komedien var ikke dårlig, den blev antaget på det Kongelige og pebet ud, så at man aldrig siden har hørt om den, og det er jeg glad ved. Jeg er hans kone og kender ham. Nu vil De gå samme vej; – jeg ønsker Dem alt godt, men jeg tror ikke det går, jeg tror ikke på portnøglen!”

Lotte-Lene troede på den, og i den tro mødtes hun med kammerråden.

Deres hjerter forstod hinanden i al tugt og ære.

Pigebarnet havde i øvrigt flere dygtigheder, som kammerrådinden satte pris på. Lotte-Lene forstod at lave stivelse af kartofler, sy silkehandsker af gamle silkestrømper, overtrække sine silkedansesko, uagtet hun havde råd til at købe alt sit tøj nyt. Hun havde hvad spækhøkeren sagde: Skillinger i bordskuffen og obligationer i pengeskabet. Det var egentlig en kone for apotekeren, tænkte kammerrådinden, men hun sagde det ikke, og lod heller ikke nøglen sige det. Apotekeren skulle snart sætte sig ned, have eget apotek og det i en af de nærmeste, største provinsbyer.

Lotte-Lene læste stadigt “Dyveke” og Knigges “Omgang med Mennesker.” Hun beholdt de to bøger i to år, men så kunne hun også den ene udenad, Dyveke, alle rollerne, men hun ville kun optræde i den ene, Dyvekes, og ikke optræde i hovedstaden, hvor der er så megen misundelse, og hvor de ikke ville have hende. Hun ville begynde sin kunstnerbane, som kammerråden kaldte det, i en af landets større provinsbyer.

Nu traf det sig ganske forunderligt, at det netop var sammesteds, hvor den unge apoteker havde sat sig ned som byens yngste, om ikke eneste apoteker.

Den store, forventningsfulde aften kom, Lotte-Lene skulle optræde, vinde sejr og lykke, som nøglen havde sagt. Kammerråden var der ikke, han lå til sengs og kammerrådinden plejede ham; han skulle have varme servietter og kamillete: Servietterne om livet og teen i livet.

Ægteparret overværede ikke “Dyveke-forestillingen,” men apotekeren var der og skrev brev herom til sin slægtning, kammerrådinden.

“Dyveke-kraven var det bedste!” skrev han. “Havde kammerrådens portnøgle været i min lomme, jeg havde taget den frem og pebet i den, det fortjente hun og det fortjente nøglen, der så skammeligt har løjet hende på: ‘Sejr og lykke’.”

Kammerråden læste brevet. Det hele var ondskab, sagde han, nøglehad, der gik ud over den uskyldige pige.

Og så snart han rejste sig fra sengen og var menneske igen, sendte han en lille men giftspydig skrivelse til apotekeren, der igen svarede, som om han slet ikke havde forstået andet end spøg og godt humør i den hele epistel.

Han takkede for dette som for hvert fremtidigt, velvilligt bidrag til kundgørelsen om nøglens uforlignelige værd og betydning; dernæst betroede han kammerråden, at han, uden for sin apotekervirksomhed, skrev på en stor nøgleroman, i hvilken alle de handlende personer var nøgler, ene og alene nøgler; “portnøglen” var naturligvis hovedpersonen, og kammerrådens portnøgle var ham forbilledet, begavet med seerblik og spådomsevne; om dén måtte alle de andre nøgler dreje sig: Den gamle kammerherrenøgle, der kendte hoffets glans og festligheder; urnøglen, lille, fin og fornem, til fire skilling hos isenkræmmeren; nøglen til kirkestolen, den regner sig med til gejstligheden og har, ved at sidde en nat over i nøglehul i kirken, set ånder; spisekammer-, brændekammer- og vinkældernøglen, alle træder op, nejer sig og drejer sig om portnøglen. Solstrålerne lyser den op til sølv, vinden, verdensånden, farer ind i den så det fløjter. Den er nøglen for alle nøgler, den var kammerrådens portnøgle, nu er den himmelportens nøgle, den er pavenøgle, den er ufejlbarlig!”

“Ondskab!” sagde kammerråden. “Pyramidal ondskab!”

Han og apotekeren så aldrig oftere hinanden. – Jo, ved kammerrådindens begravelse.

Hun døde først.

Der var sorg og savn i huset. Selv de afskårne kirsebærgrene, som havde sat friske skud og blomster, sørgede og visnede hen; de stod glemte, hun plejede dem ikke.

Kammerråden og apotekeren gik bag efter hendes kiste, side om side, som de to nærmeste slægtninge, her var ikke tid eller stemning til at mundhugges.

Lotte-Lene bandt sørgeflor om kammerrådens hat. Hun var der i huset, forlængst vendt tilbage, uden sejr og lykke på kunstens bane. Men den kunne komme, Lotte-Lene havde en fremtid. Nøglen havde sagt det, og kammerråden havde sagt det.

Hun kom op til ham. De talte om den afdøde og de græd, Lotte-Lene var blød, de talte om kunsten og Lotte-Lene var stærk.

“Teaterlivet er yndigt!” sagde hun, “men der er så meget vrøvl og misundelse! jeg går hellere min egen vej. Først mig selv, så kunsten!”

Knigge havde talt sandt i sit kapitel om skuespillere, det indså hun, nøglen havde ikke talt sandt, men derom talte hun ikke til kammerråden; hun holdt af ham.

Portnøglen var i øvrigt under hele sørgeåret hans trøst og opmuntring. Han gav den spørgsmål, og den gav ham svar. Og da året var omme og han og Lotte-Lene en stemningsfuld aften sad sammen, spurgte han nøglen:

“Gifter jeg mig, og med hvem gifter jeg mig?”

Der var ingen, der skubbede til ham, han skubbede til nøglen, og den sagde: “Lotte-Lene!”

Så var det sagt, og Lotte-Lene blev kammerrådinde.

“Sejr og lykke!”

De ord var sagt, forud – af portnøglen.

* * * * *

Indlægget Portnøglen blev først udgivet på Sangbogen.

Her boede, men dog kun i sommertiden, et rigt, højadeligt herskab; denne gård var den bedste og smukkeste af alle de gårde, det ejede; den stod som nystøbt udenpå, og med hygge og bekvemmelighed indeni. Slægtens våben var hugget i sten over porten, dejlige roser slyngede sig om våben og karnap, et helt græstæppe bredte sig ud foran gården; der var rødtjørn og hvidtjørn, der var sjældne blomster, selv uden for drivhuset.

Herskabet havde også en dygtig gartner; det var en lyst at se blomsterhaven, frugt- og køkkenhaven. Op til denne var endnu en rest af gårdens oprindelige gamle have: nogle buksbomhække, beklippet så at de dannede kroner og pyramider. Bag disse stod to mægtige gamle træer; de var altid næsten bladløse, og man kunne let falde på at tro, at en stormvind eller en skypumpe havde strøet dem over med store klumper gødning, men hver klump var en fuglerede.

Her byggede fra umindelige tider en vrimmel skrigende råger og krager: Det var en hel fugleby, og fuglene var herskabet, ejendomsbesidderne, herresædets ældste slægt, det egentlige herskab på gården. Ingen af menneskene dernede kom dem ved, men de tålte disse lavt gående skabninger, uagtet disse imellem knaldede med bøsse, så det krillede i fuglenes rygrad, så at hver fugl fløj op derved i forskrækkelse og skreg: “Rak! Rak!”

Gartneren talte tit til sit herskab om at lade fælde de gamle træer, de så ikke godt ud, og kom de bort blev man rimeligvis fri for de skrigende fugle, de ville søge andetsteds hen. Men herskabet ville hverken af med træerne eller med fuglevrimlen, det var noget, gården ikke kunne miste, det var noget fra den gamle tid, og den skulle man ikke aldeles slette ud.

“De træer er nu fuglenes arvegods, lad dem beholde det, min gode Larsen!”

Gartneren hed Larsen, men det har her nu ikke videre at betyde.

“Har De, lille Larsen, ikke virkeplads nok? hele blomsterhaven, drivhusene, frugt- og køkkenhaven?”

Dem havde han, dem plejede, passede og opelskede han med iver og dygtighed, og det blev erkendt af herskabet, men de dulgte ikke for ham, at de hos fremmede tit spiste frugter og så blomster, som overgik hvad de havde i deres have, og det bedrøvede gartneren, for han ville det bedste og gjorde det bedste. Han var god i hjertet, god i embedet.

En dag lod herskabet ham kalde og sagde i al mildhed og herskabelighed, at de dagen forud hos fornemme venner havde fået en art æbler og pærer, så saftholdige, så velsmagende, at de og alle gæster havde udtalt sig i beundring. Frugterne var vistnok ikke indenlandske, men de burde indføres, blive hjemme her, om vort klima tillod det. Man vidste at de var købt inde i byen hos den første frugthandler, gartneren skulle ride derind og få at vide, hvorfra disse æbler og pærer var kommet og da forskrive podekviste.

Gartneren kendte godt frugthandleren, det var netop til ham, han på herskabets vegne solgte den overflødighed af frugt, der groede i herregårdshaven.

Og gartneren tog til byen og spurgte frugthandleren, hvorfra han havde disse højtpriste æbler og pærer.

“De er fra Deres egen have!” sagde frugthandleren og viste ham både æble og pære, som han kendte igen.

Nå, hvor blev han glad, gartneren; han skyndte sig til herskabet og fortalte, at både æblerne og pærerne var fra deres egen have.

Det kunne herskabet slet ikke tro. “Det er ikke muligt, Larsen! kan De skaffe skriftlig forsikring fra frugthandleren?”

Og det kunne han, skriftlig attest bragte han.

“Det var da mærkeligt!” sagde herskabet.

Nu kom hver dag på herskabsbordet store skåle med disse prægtige æbler og pærer fra deres egen have; der sendtes skæppe- og tøndevis af disse frugter til venner i byen og uden for byen, ja selv til udlandet. Det var en hel fornøjelse! dog måtte de tilføje, at det havde jo også været to mærkelig gode somre for træfrugterne, disse var overalt i landet lykkedes godt.

Nogen tid gik; herskabet spiste en middag ved hoffet. Dagen derpå blev gartneren kaldt til sit herskab. De havde ved taflet fået meloner, så saftfulde, smagfulde, fra majestætens drivhus.

“De må gå til hofgartneren, gode Larsen, og skaffe os nogle af kernerne fra disse kostelige meloner!”

“Men hofgartneren har fået kernerne fra os!” sagde gartneren ganske fornøjet.

“Så har den mand vidst at bringe frugten til en højere udvikling!” svarede herskabet. “Hver melon var udmærket!”

“Ja, så kan jeg være stolt!” sagde gartneren. “Jeg skal sige det nådige herskab, slotsgartneren har i år ikke haft held med sine meloner, og da han så hvor prægtige vore stod og smagte dem, så bestilte han tre af disse op på slottet!”

“Larsen! Bild sig ikke ind, at det var de meloner fra vor have!”

“Jeg tror det!” sagde gartneren, gik til slotsgartneren og fik af ham skriftlig bevidnelse om at melonerne på det kongelige taffel var kommet fra herregården.

Det var virkelig en overraskelse for herskabet, og det fortiede ikke historien, det fremviste attesten, ja der blev sendt melonkerner vidt om, ligesom tidligere podekvistene.

Om disse fik man efterretninger at de slog an, satte frugt, ganske udmærket, og den var kaldt op efter herskabets herregård, så at det navn derved nu var at læse på engelsk, tysk og fransk.

Det havde man aldrig forud tænkt sig.

“Bare gartneren ikke får for store ideer om sig selv!” sagde herskabet.

Han tog det på en anden måde: Han ville just stræbe nu, at hævde sit navn som en af landets bedste gartnere, forsøge hvert år at bringe noget fortrinligt af alle havearter, og det gjorde han; men tit fik han dog at høre, at de allerførste frugter han havde bragt, æblerne og pærerne, var de egentlige bedste, alle senere arter stod langt under. Melonerne havde rigtignok været meget gode, men det var jo et ganske andet slags; jordbærrene kunne kaldes fortræffelige, men dog ikke bedre end de, de andre herskaber havde, og da ræddikerne ét år ikke lykkedes, så taltes kun om de uheldige ræddiker og ikke om hvad andet godt der var bragt.

Det var næsten som om herskabet følte lettelse ved at sige:

“Det gik ikke i år, lille Larsen!” De var ganske glade ved at kunne sige: “Det gik ikke i år!”

Et par gange om ugen bragte gartneren friske blomster op i stuen, altid så smagfuldt ordnet; farverne kom ved sammenstillingen ligesom i et stærkere lys.

“De har smag, Larsen!” sagde herskabet, “det er en gave, der er givet Dem af Vorherre, ikke af Dem selv!”

En dag kom gartneren med en stor krystalskål, i den lå et åkandeblad; hen på dette var lagt, med sin lange, tykke stilk ned i vandet, en strålende, blå blomst, stor som en solsikke.

“Hindustans lotus!” udbrød herskabet.

En sådan blomst havde de aldrig set; og den blev om dagen stillet hen i solskinnet og om aftnen i reflekslys. Enhver som så den, fandt den mærkværdig dejlig og sjælden, ja det sagde selv den fornemste af landets unge damer, og hun var prinsesse; klog og hjertensgod var hun.

Herskabet satte en ære i at overrække hende blomsten, og den kom med prinsessen op på slottet.

Nu gik herskabet ned i haven for selv at plukke en blomst af samme slags, om en sådan endnu fandtes, men den var ikke at finde. Så kaldte de på gartneren og spurgte, hvorfra han havde den blå lotus:

“Vi har søgt forgæves!” sagde de. “Vi har været i drivhusene og rundt om i blomsterhaven!”

“Nej, der er den rigtignok ikke!” sagde gartneren. “Den er kun en ringe blomst fra køkkenhaven! men, ikke sandt, hvor er den smuk! Den ser ud som var den en blå kaktus, og er dog kun blomsten på artiskokken!”

“Det skulle De have sagt os straks!” sagde herskabet. “Vi måtte tro at det var en fremmed, sjælden blomst. De har prostitueret os for den unge prinsesse! Hun så blomsten hos os, fandt den så smuk, kendte den ikke, og hun er ganske inde i botanikken, men den videnskab har ikke med køkkenurter at gøre. Hvor kunne det falde Dem ind, gode Larsen, at sætte en sådan blomst op i stuen. Det er at gøre os latterlige!”

Og den smukke blå pragtblomst, der var hentet fra køkkenhaven, blev sat ud af herskabsstuen, hvor den ikke hørte hjemme, ja herskabet gjorde en undskyldning hos prinsessen, og fortalte at blomsten var kun en køkkenurt, som gartneren havde fundet på at stille frem, men at han derfor havde fået en alvorlig irettesættelse.

“Det var synd og uret!” sagde prinsessen. “Han har jo lukket vore øjne op for en pragtblomst, vi slet ikke lagde mærke til, han har vist os dejligheden der, hvor vi ikke faldt på at søge den! Slotsgartneren skal hver dag, så længe artiskokkerne har blomst, bringe mig én op i min stue!”

Og det skete.

Herskabet lod gartneren sige, at han igen kunne bringe dem en frisk artiskokblomst.

“Den er i grunden smuk!” sagde de, “højst mærkværdig!” og gartneren fik ros.

“Det kan Larsen godt lide!” sagde herskabet. “Han er et forkælet barn!”

I efteråret blev det en forfærdelig storm; den tog til ud på natten, så voldsomt, at mange store træer i udkanten af skoven blev rykket op med rod, og til stor sorg for herskabet, sorg, som de kaldte det, men til glæde for gartneren, blæste de to store træer om med alle fuglerederne. Man hørte i stormen rågers og kragers skrig, de slog med vingerne på ruderne, sagde folkene på gården.

“Nu er De da glad, Larsen!” sagde herskabet; “stormen har fældet træerne, og fuglene har søgt til skoven. Her er ikke mere syn af gammel tid; hvert tegn og hver hentydning er borte! Os har det bedrøvet!”

Gartneren sagde ikke noget, men han tænkte på, hvad han længe havde tænkt, ret at benytte den prægtige solskinsplads, han før ikke rådede over, den skulle blive til havens pryd og herskabets glæde.

De store omblæste træer havde kvast og knust de ældgamle buksbomhække, med hele deres udklipning. Han rejste her en tykning af vækster, hjemlandsplanter fra marken og skoven.

Hvad ingen anden gartner havde tænkt på i rig fylde at plante ind i herskabshaven, satte han her i den jord hver skulle have, og i skygge og i solskin som hver art behøvede det. Han plejede i kærlighed og det voksede i herlighed.

Enebærbusken fra den jyske hede løftede sig, i form og farve som Italiens cypres, den blanke piggede kristtjørn, altid grøn, i vinterkulde og i sommersol, stod dejlig at se. Foran groede bregnerne, mange forskellige arter, nogle så ud som var de børn af palmetræet, og andre, som var de forældre til den fine, dejlige plantevækst, vi kalder venushår. Her stod den ringeagtede burre, der i sin friskhed er så smuk, at den kan tage sig ud i buket. Burren stod på det tørre, men lavere, i den fugtigere grund, groede skræppen, også en ringeagtet plante og dog ved sin højde og sit mægtige blad så malerisk smuk. Favnehøj, med blomst ved blomst, som en mægtig, mangearmet kandelaber, løftede sig kongelyset, plantet ind fra marken. Her stod skovmærker, kodriver og skovliljekonvaller, den vilde calla og den trebladede, fine skovsyre. Det var en dejlighed at se.

Foran, støttede til ståltrådssnore, voksede i række ganske små pæretræer fra fransk jordbund; de fik sol og god pleje og bare snart store, saftfulde frugter, som i landet de kom fra.

I stedet for de to gamle, bladløse træer, blev sat en høj flagstang, hvor Dannebrog vajede, og tæt ved endnu en stang, hvor i sommertid og høstens tid humleranken med sine duftende blomsterkogler snoede sig, men hvor i vinteren, efter gammel skik, blev ophængt en havrekærv, at himlens fugle kunne have måltid i den glade jul.

“Den gode Larsen bliver sentimental i sine ældre år!” sagde herskabet. “Men han er os tro og hengiven!”

Ved nytår kom, i et af hovedstadens illustrerede blade, et billede af den gamle gård; man så flagstangen og havreneget for himlens fugle i den glade jul, og det stod omtalt og fremhævet som en smuk tanke, at en gammel skik her var bragt i hævd og ære, så betegnende just for den gamle gård.

“Alt hvad den Larsen gør,” sagde herskabet, “slår man på tromme for. Det er en lykkelig mand! Vi må jo næsten være stolte af at vi har ham!”

Men de var slet ikke stolte deraf! De følte at de var herskabet, de kunne sige Larsen op, men det gjorde de ikke, de var gode mennesker og af deres slags er der så mange gode mennesker, og det er glædeligt for enhver Larsen.

Ja, det er historien om “Gartneren og herskabet.”

Nu kan du tænke over den!

* * * * *

Indlægget Gartneren og herskabet blev først udgivet på Sangbogen.

Det er som hørte man en sang; vinden synger den, træet fortæller den. Forstår du den ikke, spørg da den gamle Johanne i fattighuset, hun ved besked, hun er barnefødt her i sognet.

For åringer tilbage, da kongevejen endnu lå her, var træet allerede stort og mærkbart. Det stod, hvor det står endnu, ud for skrædderens hvidtede bindingsværkshus tæt op til kæret, som dengang var så stort, at kvæget blev vandet her, og hvor i den varme sommer de små bønderdrenge løb nøgne om og pjaskede i vandet. Tæt op under træet var rejst af hugne sten en milepæl; nu er den falden om, brombærgrene gror hen over den.

Hinsides den rige gårdmandsgård blev den nye kongevej lagt, den gamle blev markvej, kæret en pyt, overgroet med andemad; dumpede en frø ned, skiltes det grønne ad og man så det sorte vand; rundt om groede og gror muskedonnere, bukkeblade og gule iris.

Skrædderens hus blev gammelt og skævt, taget en mistbænk for mos og husløg; dueslaget faldt sammen, og stæren byggede der; svalerne hængte rede ved rede på husets gavl og hen under taget, ret som var her en lykkens bo.

Det var her engang; nu var her blevet ensomt og stille. Ene og viljedvask levede derinde “sølle Rasmus,” som de kaldte ham; han var født her, han havde leget her, han havde sprunget over mark og gærde, pjasket som lille i det åbne kær, klatret op i det gamle træ.

Det løftede med pragt og dejlighed sine store grene, som det løfter dem endnu, men stormen havde allerede vredet stammen lidt og tiden givet det en revne, nu har vejr og vind lagt jord i revnen, der vokser græs og grønt, ja et lille rønnebærtræ har der plantet sig selv.

Når i vår svalerne kom, fløj de om træ og om tag, de klinede og bødede på deres gamle reder, sølle Rasmus lod sin rede stå og falde, som den ville; han hverken klinede eller støttede den: “Hvad kan det hjælpe!” var hans mundheld, og det var også hans faders.

Han blev i sit hjem, svalerne fløj derfra, men de kom igen, de tro dyr. Stæren fløj, den kom igen og fløjtede sin sang; engang forstod Rasmus at fløjte om kap med den, nu hverken fløjtede eller sang han.

Vinden susede i det gamle piletræ, den suser endnu, det er som hørte man en sang; vinden synger den, træet fortæller den; forstår du den ikke, spørg da gamle Johanne i fattighuset, hun ved besked, hun er klog på gammel færd, hun er som en krønikebog, med opskrift og gamle minder.

Da huset var nyt og godt, flyttede landsbyskrædderen Ivar Ølse herind med sin kone Maren; stræbsomme, hæderlige folk begge to. Gamle Johanne var dengang et barn, hun var datter af træskomanden, en af de fattigste i sognet. Mangt et godt smørrebrød fik hun af Maren, der ikke havde savn på føden; hun stod sig godt med herskabsfruen, altid lo hun og var glad, hun lod sig ikke forknytte, sin mund brugte hun, men også sine hænder; hun førte synålen lige så rapt som munden, og passede dertil sit hus og sine børn; de var nær ved dusinet, hele elve, den tolvte udeblev.

“Fattigfolk har altid reden fuld af unger!” brummede herremanden, “kunne man drukne dem som kattekillinger, og kun beholde én eller to af de stærkeste, så var det mindre ulykke!”

“Gud forbarme sig!” sagde skrædderkonen. “Børn er dog en Guds velsignelse; de er fornøjelsen i huset. Hvert barn er et fadervor mere! Er det trangt og man har mange munde at sørge for, så spænder man sig stærkere an, finder på råd og gerning i al skikkelighed, Vorherre slipper ikke, når vi ikke slipper!”

Herregårdsfruen gav hende medhold, nikkede venligt og klappede Maren på kinden; det havde hun mange gange gjort, ja kysset hende med, men da var fruen et lille barn, og Maren hendes barnepige. De to holdt af hinanden, og det sindelag slap ikke.

Hvert år, ved juletid, kom fra herregården vinterforråd til skrædderens hus: en tønde mel, et svin, to gæs, en fjerding smør, ost og æbler. Det hjalp der på spisekamret. Ivar Ølse så da også ret fornøjet ud, men kom dog snart igen med sit gamle mundheld: “Hvad kan det hjælpe!”

Rent og net var der i huset, gardiner i vinduerne og blomster med, både nellike og balsamin. Navneklud hang i skilderiramme og tæt ved hang et “bindebrev” på rim, det havde Maren Ølse selv digtet; hun vidste hvorledes rimene føjer sig. Hun var næsten lidt stolt af familienavnet “Ølse,” det var det eneste ord i det danske sprog, der rimede på pølse. “Det er dog altid at have noget forud for andre!” sagde hun og lo. Altid bevarede hun sit gode humør, aldrig sagde hun som manden: “Hvad kan det hjælpe!” Hendes mundheld var: “Hold på dig selv og Vorherre!” Det gjorde hun og det holdt det hele sammen. Børnene trivedes, voksede ud over reden, kom vidt om og artede sig vel. Rasmus var den mindste; han var så dejligt et barn, at en af de store skilderimalere inde i staden lånte ham til at male af, og det så nøgen, som han var kommen til denne verden. Det billede hang nu på kongens slot, dér havde herregårdsfruen set det og kendt lille Rasmus, uagtet han ikke havde klæder på.

Men nu kom den tunge tid. Skrædderen fik værk i begge hænder, der satte sig store knuder, ingen doktor kunne hjælpe, ikke engang den kloge Stine, som “doktorerede.”

“Man må ikke forknyttes!” sagde Maren. “Det hjælper aldrig at hænge med hovedet! nu har vi ikke længere faders to hænder til medhjælp, jeg må da se at bruge mine des flinkere. Lille Rasmus kan også føre nålen!”

Han sad allerede på bordet, fløjtede og sang, han var en lystig dreng.

Hele dagen skulle han ikke sidde der, sagde moderen, det var synd mod det barn; lege og springe skulle han også.

Træskomandens Johanne var hans bedste legekammerat; hun var af endnu mere fattigfolk, end Rasmus. Køn var hun ikke; barbenet gik hun; klæderne hang i laser, ingen havde hun til at hjælpe på dem, selv at gøre det faldt hende ikke ind; hun var barn, og glad som en fugl i Vorherres solskin.

Ved den stenrejste milepæl, under det store piletræ, legede Rasmus og Johanne.

Han havde høje tanker; han ville engang blive en fin skrædder og bo inde i staden, hvor der var mestre, der havde ti svende på bordet, det havde han hørt af sin fader; dér ville han være svend, og dér ville han blive mester, og så skulle Johanne komme og besøge ham; og forstod hun da at koge, skulle hun lave maden til dem alle sammen og have sin egen storstue.

Johanne turde ikke rigtig tro derpå, men Rasmus troede at det nok ville ske.

Så sad de under det gamle træ, og vinden susede i grene og blade, det var som om vinden sang og træet fortalte.

I efteråret faldt hvert eneste blad, regnen dryppede fra de nøgne grene.

“De grønnes igen!” sagde mor Ølse.

“Hvad kan det hjælpe!” sagde manden. “Nyt år, ny sorg for udkommet!”

“Spisekamret er fyldt!” sagde konen. “Det kan vi takke vor gode frue for. Jeg er ved helsen og har gode kræfter. Det er syndigt af os at klage!”

Julen over blev herskabet i deres gård på landet, men i ugen efter nytår tog de ind til staden, hvor de tilbragte vinteren i glæde og fornøjelse; de kom til bal og højtid hos kongen selv.

Fruen havde fået to kostelige kjoler fra Frankrig; de var af et sådant tøj, et sådant snit og en syning, at Maren Skrædders aldrig havde set slig herlighed. Hun udbad sig også hos herskabsfruen, at hun turde komme op på gården med sin mand, at han også kunne se de kjoler. Sligt blev nok aldrig set af en landsbyskrædder, sagde hun.

Han så dem og havde ikke ord at sige før han kom hjem, og hvad han sagde, var kun, hvad han altid kom med: “Hvad kan det hjælpe”! og denne gang blev hans ord til sandhed.

Herskabet kom til byen; baller og lystighed begyndte derinde, men i al den herlighed døde den gamle herre og fruen kom slet ikke i de stadselige klæder. Hun var så sorgfuld, og klædt fra hals til tå i sort, tæt sørgeklædning; ikke så meget som en hvid strimmel var at se; alle tjenestefolkene var i sort, selv stadskareten blev overtrukket med sort, fint klæde.

Det var en isnende frostnat, sneen lyste, stjernerne blinkede; den tunge rustvogn kom med liget fra staden til herregårdskirken, hvor det skulle sættes i slægtens familiebegravelse. Forvalteren og sognefogeden holdt ridende med fakler foran kirkegårdslågen. Kirken var oplyst og præsten stod i den åbne kirkedør og tog mod liget. Kisten blev båret op i koret, hele menigheden fulgte. Præsten talte, en salme blev sunget; fruen var med i kirke, hun var kørt derhen i den sortbetrukne stadskaret, den var sort indeni og sort udenpå, en sådan var aldrig før set der i sognet.

Om al den sorgens stads blev der talt hele vinteren, ja det var “herremandsbegravelse.”

“Der så man, hvad den mand betød!” sagde sognets folk. “Han var højbåren født og han blev højbåren begravet!”

“Hvad kan det hjælpe!” sagde skrædderen. “Nu har han hverken liv eller gods. Vi har dog den ene del!”

“Tal dog ikke sådanne ord!” sagde Maren, “han har det evige liv i Himmeriges rige!”

“Hvem har sagt dig det? Maren!” sagde skrædderen. “Død mand er god gødning! men den mand her, var vist for fornem selv til at gøre gavn i jorden, han skal ligge i gravkapel!”

“Tal dog ikke så ugudeligt!” sagde Maren. “Jeg siger dig igen: Han har det evige liv!”

“Hvem har sagt dig det? Maren!” gentog skrædderen.

Og Maren kastede sit forklæde over lille Rasmus; han måtte ikke høre den tale.

Hun bar ham over i tørvehuset og græd.

“Den tale, du hørte derovre, lille Rasmus, det var ikke din faders, det var den onde, der gik igennem stuen og tog din faders mæle! Læs dit fadervor! Vi vil begge læse det!” Hun foldede barnets hænder.

“Nu er jeg glad igen!” sagde hun. “Hold fast på dig selv og Vorherre!”

Sørgeåret var til ende, enkefruen gik klædt i halv sorg, hun bar hel glæde i hjertet.

Der blev ymtet om, at hun havde fået en bejler, og allerede tænkte på bryllup. Maren vidste noget derom, og præsten vidste lidt mere.

Palmesøndag, efter prædiken, skulle der lyses til ægteskab for enkefruen og hendes trolovede. Han var pælehugger eller billedhugger, navnet på hans bestilling vidste man ikke ret, dengang var Thorvaldsen og hans kunst endnu ikke ret i folkemunde. Den nye herregårdsmand var ikke højadelig, men dog en meget stadselig mand; han var en, der var noget, som ingen forstod, sagde de, han huggede billeder, var dygtig i sin gerning, ung og køn.

“Hvad kan det hjælpe!” sagde skrædder Ølse.

Palmesøndag blev ægteskabet lyst fra prædikestolen, derpå fulgte salmesang og altergang. Skrædderen, hans kone og lille Rasmus var i kirken, forældrene gik til alters, Rasmus sad i kirkestolen, han var ikke endnu konfirmeret. Det havde i den sidste tid skortet på klæder i skrædderens hus; de gamle, de havde, var blevet vendt og vendt igen, syet og lappet; nu var de alle tre i nye klæder, men sort tøj som til en begravelse, de var klædt i overtrækket fra sørgekareten. Manden havde fået frakke og bukser heraf, Maren en højhalset kjole og Rasmus en hel klædning til at vokse i til konfirmationen. Der var taget både det udvendige og indvendige tøj af sørgekareten. Ingen behøvede at vide, hvad det før havde været brugt til, men folk fik det dog snart at vide, den kloge kone Stine og et par andre lige så kloge koner, som ikke levede af deres klogskab, sagde, at de klæder ville bringe sot og syge i huset, “man tør ikke klæde sig i ligkaret uden for at køre til graven.”

Træskomandens Johanne græd, da hun hørte den tale; og da det nu traf sig, at fra den dag skrantede skrædderen mere og mere, så ville det nok vise sig, hvem det kom til at gå ud over.

Og det viste sig.

Første søndag efter trinitatis døde skrædder Ølse, nu var Maren ene om at holde på det hele; hun holdt på det, på sig selv og Vorherre.

Året efter stod Rasmus til konfirmation; nu skulle han til staden i lære hos en storskrædder, rigtignok ikke med tolv svende på bordet, men med én; lille Rasmus kunne regnes for en halv; glad var han, fornøjet så han ud, men Johanne græd, hun holdt mere af ham end hun selv vidste. Skrædderkonen blev i det gamle hus og fortsatte professionen.

På den tid var det, at den nye kongevej blev åbnet; den gamle, forbi piletræet og skrædderens, blev markvej, kæret voksede til, der lagde sig andemad hen over den pyt vand, der var tilbage; milepælen faldt om, den havde ikke noget at stå for, men træet holdt sig kraftigt og kønt; vinden susede i grene og blade.

Svalerne fløj bort, stæren fløj bort, dog de kom igen i våren, og da de nu fjerde gang vendte tilbage, kom også Rasmus til sit hjem. Han havde bestået sit svendestykke, var en køn, men spinkel karl; nu ville han snøre sin ransel, se fremmede lande; dertil stod hans hu. Men hans moder holdt på ham; hjemmet var dog bedst! alle de andre børn var spredt om, han var den yngste, huset skulle være hans. Arbejde kunne han fuldt op få, når han ville tage om på egnen, være rejsende skrædder, sy fjorten dage i dén gård, og fjorten dage i dén. Det var også at rejse. Og Rasmus fulgte sin moders råd.

Så sov han igen under fødehusets tag, sad igen under det gamle piletræ og hørte det suse.

Godt så han ud, fløjte kunne han som en fugl, og synge nye og gamle viser. Velset var han på de store gårde, især hos Klaus Hansens, den næstrigeste bonde i sognet.

Datteren Else var som den dejligste blomst at se, og hun lo altid; der var jo folk, som var så slemme at sige, at hun lo bare for at vise sine smukke tænder. Lattermild var hun og altid i humør til at gøre narrestreger; alt klædte hende.

Hun blev kær i Rasmus og han blev kær i hende, men ingen af dem sagde det med rene ord.

Så gik han og blev tungsindig; han havde mere af sin faders sind end af sin moders. Humøret kom kun, når Else kom, så lo de begge to, skæmtede og gjorde narrestreger, men uagtet der var god lejlighed, sagde han dog ikke et lønligt ord om sin elskov. “Hvad kan det hjælpe!” var hans tanke, “Forældrene ser efter velstand for hende, og den har jeg ikke; klogest var det at tage bort herfra!” men han kunne ikke komme fra gården, det var som om Else havde en tråd fast i ham, han var som en afrettet fugl for hende, han sang og fløjtede til hendes behag og efter hendes vilje.

Johanne, træskomandens datter, var tjenestekvinde der på gården, ansat til ringe gerning; hun kørte mælkevognen ud på marken, hvor hun med de andre piger malkede køerne, ja gødning måtte hun også køre, når det gjordes behov. Hun kom ikke op i storstuen og så ikke meget til Rasmus eller Else, men det hørte hun, at de to var så godt som kærestefolk.

“Der kommer Rasmus ind til velstand!” sagde hun. “Det kan jeg unde ham!” Og hendes øjne blev ganske våde, her var da ikke noget at græde over!

Der var marked i staden; Klaus Hansen kørte derind og Rasmus var med, han sad ved siden af Else, både ud og hjem. Han var betagen af elskov, men derom sagde han ikke et ord.

“Han må dog sige noget til mig om den sag!” mente pigebarnet, og deri havde hun ret. “Vil han ikke tale, skal jeg nok skræmme ham op!”

Og snart taltes der i gården om, at den rigeste gårdmand i sognet havde friet til Else, og det havde han, men ingen vidste, hvilket svar hun havde givet.

Tankerne snurrede om i hovedet på Rasmus.

En Aften satte Else en guldring på sin finger, og spurgte så Rasmus, hvad det betød.

“Forlovelse!” sagde han.

“Og med hvem tror du?” spurgte hun.

“Med den rige gårdmand!” sagde han.

“Der traf du det!” sagde hun, nikkede og smuttede bort.

Men han smuttede også bort, kom hjem i sin moders hus som et forvildet menneske, snørede sin ransel. Ud i den vide verden ville han; det hjalp ikke moderen græd.

Han skar sig en stok af den gamle pil, han fløjtede, som var han i godt humør, han skulle ud at se alverdens herlighed.

“Det er for mig til stor bedrøvelse!” sagde moderen. “Men for dig er det vel det rigtigste og bedste at komme af sted, så må jeg finde mig i det. Hold på dig selv og Vorherre, så får jeg dig nok glad og fornøjet igen!”

Han gik ad den nye landevej, der så han Johanne komme kørende med et læs gødning, hun havde ikke bemærket ham, og han ville ikke ses af hende; bag grøftehækken satte han sig, der var han skjult – og Johanne kørte forbi.

Ud i verden gik han, ingen vidste hvorhen, hans moder tænkte, han kommer vel hjem igen før år er omme; nu får han nyt at se, nyt at tænke på, kommer så i de gamle folder, de kan ikke stryges ud med noget persejern. Han har lidt for meget af sin faders sind, jeg så hellere at han havde mit, stakkels barn! men han kommer nok hjem, han kan ikke give slip på mig og huset!”

Moderen ville vente år og dag; Else ventede kun en måned, så gik hun hemmeligt hen til den kloge Kone Stine Madsdatter, som kunne “doktorere,” spå i kort og kaffe og vidste mere end sit “fadervor.” Hun vidste da også, hvor Rasmus var, det læste hun i kaffegrumset. Han var i en fremmed stad, men navnet på den kunne hun ikke læse. Der var i den stad soldater og yndelige jomfruer. Hans tanker lå til at tage musketten eller en af jomfruerne.

Det kunne Else ikke holde ud at høre. Hun ville gerne give sine sparepenge for at købe ham fri, men ingen måtte vide, at det var hende.

Og gamle Stine lovede, at han skulle komme tilbage, hun kunne en kunst, en farlig kunst for ham, den gjaldt, men det var det yderste middel. Hun ville sætte gryden på at koge efter ham, og da måtte han af sted, hvor i al verden han var, han måtte hjem, hvor gryden kogte og kæresten ventede ham; der kunne gå måneder hen før han kom, men komme måtte han, hvis der var liv i ham.

Uden ro eller hvile nat og dag, måtte han af sted over sø og bjerge, om vejret var mildt eller hårdt, om hans fod blev nok så træt. Hjem skulle han, hjem måtte han.

Månen var i første kvarter; det måtte den være til den kunst, sagde gamle Stine. Det var et stormende vejr, det knagede i det gamle piletræ; Stine skar en kvist af, bandt den i knude, den skulle nok hjælpe til at trække Rasmus hjem til sin moders hus. Mos og husløg blev taget fra taget, lagt i gryden, der sattes på ilden. Else skulle rive et blad ud af salmebogen, hun rev tilfældig det sidste blad, det med trykfejlene. “Det gør lige godt!” sagde Stine og kastede det i gryden.

Mange slags skulle til den grød, der måtte koge og stadigt koge indtil Rasmus kom hjem. Den sorte hane i gamle Stines stue måtte miste sin røde kam, den kom i gryden. Elses tykke guldring kom med deri, og den fik hun aldrig igen, sagde Stine hende forud. Hun var så klog, Stine. Mange ting, som vi ikke ved at nævne, kom i gryden; den stod stadigt på ilden, eller på gloende emmer eller hed aske. Kun hun og Else vidste det.

Månen stod i ny, månen stod i næ; hver gang kom Else og spurgte: “Ser du ham ikke komme?”

“Meget ved jeg!” sagde Stine, “og meget ser jeg, men vejlængden for ham kan jeg ikke se. Nu er han over de første bjerge! nu er han på søen i ondt vejr! Vejen er lang gennem store skove, han har vabler på fødderne, han har feber i kroppen, men af sted må han.”

“Nej! nej!” sagde Else. “Jeg har ondt af ham!”

“Nu kan han ikke standses! for gør vi det, så styrter han død om på landevejen!” –

År og dag var gået. Månen skinnede rund og stor, vinden susede i det gamle træ, der viste sig på himlen en regnbue i måneskin.

“Det er bekræftelsens tegn!” sagde Stine. “Nu kommer Rasmus.”

Men han kom dog ikke.

“Ventetiden er lang!” sagde Stine.

“Nu er jeg træt af det!” sagde Else. Hun kom sjældnere til Stine, bragte hende ingen ny gave.

Sindet blev lettere, og en skøn morgen vidste de alle i sognet, at Else havde sagt ja til den rigeste gårdmand.

Hun tog over at se på gård og jorder, på kvæg og indbo. Alt var i god stand, der var ikke noget at vente på med brylluppet.

Det blev holdt med stort gilde i tre dage. Der var dans til klarinet og violiner. Ingen i sognet var glemt ved indbydelsen. Mor Ølse var der også; og da så stadsen var til ende, skafferne havde sagt gæsterne tak og trompeterne blæste af, gik hun hjem med levningerne fra gildet.

Døren havde hun kun lukket med en pind, den var taget af, døren stod åben, og i stuen sad Rasmus. Han var vendt hjem, kommen i denne time. Herregud, hvor så han ud, skind og ben kun, bleg og gul var han.

“Rasmus!” sagde moderen. “Er det dig jeg ser! – hvor ser du sølle ud! men glad er jeg i mit hjerte, at jeg har dig!”

Og hun gav ham af den gode mad, hun bragte hjem fra gildet, et stykke af stegen og af bryllupstærten.

Han havde i den sidste tid, sagde han, tænkt tit på sin moder, sit hjemsted og det gamle piletræ. Det var underligt, hvor tit han i sine drømme havde set det træ og den barbenede Johanne.

Else nævnede han slet ikke. Syg var han og til sengs måtte han; men vi tror ikke på at gryden var skyld heri, eller at den havde øvet nogen magt over ham; kun gamle Stine og Else troede det, men de talte ikke derom.

Rasmus lå i feber, smitsom var den; ingen søgte derfor til skrædderens hus, uden Johanne, træskomandens datter. Hun græd ved at se, hvor elendig Rasmus var.

Doktoren skrev op til ham fra apoteket; han ville ikke tage medikamenterne. “Hvad kan det hjælpe!” sagde han.

“Jo så kommer du dig!” sagde moderen. “Hold fast på dig selv og Vorherre! kunne jeg dog igen se dig få kød på kroppen, høre dig fløjte og synge, så ville jeg gerne lade mit liv!”

Og Rasmus løstes af sygdommen, men hans moder fik den, Vorherre kaldte hende og ikke ham.

Ensomt var der i huset, fattigere blev der herinde. “Han er opslidt!” sagde de i sognet. “Sølle Rasmus.”

Et vildt liv havde han ført på sine rejser, det, og ikke den sorte gryde, som kogte, havde suget af hans marv og givet ham uro i kroppen. Håret blev tyndt og gråt; rigtig bestille noget gad han ikke. “Hvad kan det hjælpe!” sagde han. Hellere søgte han kroen end kirken.

En efterårsaften kom han, i regn og blæst, besværligt den sølede vej fra kroen til sit hus; hans moder var for længe siden borte, lagt i sin grav. Svalerne og stæren var også borte, de tro dyr; Johanne, træskomandens datter, var ikke borte; hun indhentede ham på vejen, hun fulgte ham et stykke.

“Tag dig sammen, Rasmus!”

“Hvad kan det hjælpe!” sagde han.

“Det er et ilde mundheld, du har!” sagde hun. “Husk på din moders ord: Hold på dig selv og Vorherre! det gør du ikke, Rasmus! det må man og det skal man. Sig aldrig: Hvad kan det hjælpe, så rykker du roden op for al din gerning!”

Hun fulgte ham til hans husdør, der gik hun fra ham. Han blev ikke inde, han styrede hen under det gamle piletræ, satte sig på en sten af den styrtede milepæl.

Vinden susede i træets grene, det var som en sang, det var som en tale. Rasmus svarede på den, han talte højt, men ingen hørte det, uden træet og den susende vind.

“Der kommer sådan en kulde over mig! Det er nok tid at gå til sengs. Sove! sove!”

Og han gik, men ikke mod huset, hen imod kæret, dér vaklede og faldt han. Regnen strømmede ned, vinden var så isnende kold, han fornam det ikke; men da solen stod op og kragerne fløj hen over kærets siv, vågnede han, halvdød i kroppen. Havde han lagt sit hoved, hvor hans fødder lå, da havde han aldrig rejst sig, det grønne andemad var blevet hans liglagen.

Op ad dagen kom Johanne til skrædderens hus. Hun var hans hjælp; hun fik ham på sygehuset.

“Vi har kendt hinanden fra små;” sagde hun, “din moder har givet mig både øl og mad, det kan jeg aldrig gengælde hende! Dit helbred vil du få igen, du vil blive menneske til at leve!”

Og Vorherre ville det, at han skulle leve. Men op og ned var det med sundhed og sind.

Svalerne og stæren kom og fløj og kom igen; Rasmus blev gammel før årene. Ensom sad han i huset, der mere og mere forfaldt. Fattig var han, fattigere nu end Johanne.

“Du har ikke troen,” sagde hun, “og har vi ikke Vorherre, hvad har vi så! – Du skulle dog gå til alters!” sagde hun, “Du har nok ikke været der siden din konfirmation.”

“Ja, hvad kan det hjælpe!” sagde han.

“Siger du det og tror sådant, så lad det være! uvillig gæst ser Herren ikke ved sit bord. Tænk dog på din moder og din barndomstid! Du var dengang en rar, from dreng. Må jeg læse en salme for dig!”

“Hvad kan det hjælpe!” sagde han.

“Den trøster altid mig!” svarede hun.

“Johanne, Du er nok blevet en af de hellige!” og han så på hende med matte, trætte øjne.

Og Johanne læste salmen, men ikke op af en bog, hun havde ingen, hun kunne den udenad.

“Det var kønne ord!” sagde han, “men jeg kunne ikke følge helt med. Der er så tungt inde i mit hoved!”

Rasmus var blevet en gammel mand, men Else var heller ikke længere ung, om vi skal nævne hende, Rasmus nævnede hende aldrig. Hun var bedstemoder; en lille, kådmundet pige var hendes barnebarn, den lille legede med de andre børn i landsbyen. Rasmus kom, støttende sig på sin kæp, han stod stille, så på børnenes leg, smilede til dem, gammel tid skinnede ind i hans tanker. Elses barnebarn pegede på ham, “sølle Rasmus!” råbte hun; de andre småpiger tog eksempel af hende, “sølle Rasmus!” råbte de og forfulgte med skrig den gamle mand.

Det var en grå, tung dag, på den fulgte flere, men efter grå og tunge dage kommer også en solskinsdag.

Det var en dejlig pinsemorgen, kirken var pyntet med grønne birkegrene, der var en duft af skoven derinde og solen skinnede hen over kirkestolene. De store alterlys var tændt, der var altergang, Johanne var mellem de knælende, men Rasmus var ikke mellem dem. Just den morgen havde Vorherre kaldt ham.

Hos Gud er nåde og barmhjertighed.

Mange år er gået siden; skrædderens hus står der endnu, men ingen bor der, det kan falde ved den første nattestorm. Kæret er tilgroet med rør og bukkeblade. Vinden suser i det gamle træ, det er som man hørte en sang; vinden synger den, træet fortæller den; forstår du den ikke, spørg den gamle Johanne i fattighuset.

Hun lever der, hun synger sin salme, den hun sang for Rasmus, hun tænker på ham, beder til Vorherre for ham, hun, den tro sjæl. Hun kan fortælle om tiden, som gik, minderne, der suser i det gamle træ.

* * * * *

Indlægget Hvad gamle Johanne fortalte blev først udgivet på Sangbogen.

Solen skinnede ned i vandet, det lyste om dem, det var så klart, det var en verden med de forunderligste skabninger, og nogle så gruelig store, med voldsomme gab, de kunne sluge de attenhundrede søskende, men det tænkte de heller ikke på, for ingen af dem var endnu blevet slugt.

De små svømmede sammen, tæt op til hverandre, som sildene og makrellerne svømmer; men som de allerbedst svømmede i vandet og tænkte på ingenting, sank, med forfærdelig lyd, ovenfra, midt ned imellem dem, en lang, tung ting, der slet ikke ville holde op; længere og længere strakte den sig, og hver af småfiskene, som den ramte, blev kvast eller fik et knæk, som de ikke kunne forvinde. Alle småfisk, de store med, lige oppe fra havets flade og ned til dets bund, fór i forfærdelse til side; den tunge, voldsomme ting sænkede sig dybere og dybere, den blev længere og længere, milelang, gennem hele havet.

Fisk og snegle, alt hvad svømmer, alt hvad kryber, eller drives af strømninger, fornemmede denne forfærdelige ting, denne umådelige, ubekendte havål, der lige med ét var kommet ned ovenfra.

Hvad var det dog for en ting? Ja det ved vi! det var det store, milelange telegraftov, menneskene sænkede mellem Europa og Amerika.

Der blev en forskrækkelse, der blev et røre mellem havets retmæssige beboere, hvor tovet sænkedes. Flyvefisken satte til vejrs over havfladen, så højt den kunne, ja knurhanen tog fart et helt bøsseskud over vandet, for det kan den; andre fisk søgte mod havbunden, de fór med sådan hastighed, at de kom længe før telegraftovet endnu var set dernede; de skræmte både kabliau og flynder, som gik fredeligt i havets dyb og åd deres medskabninger.

Et par søpølser blev så forskrækket, at de spyede deres mave ud, men levede endda, for det kan de. Mange hummere og taskekrabber gik ud af deres gode harnisk og måtte lade benene blive tilbage.

Under al den skræk og forvirring kom de attenhundrede søskende fra hverandre, og mødtes ikke mere, eller kendte ikke hverandre, kun en halv snes blev på samme plet, og da de i et par timer havde holdt sig stille, forvandt de den første skræk og begyndte at blive nysgerrige.

De så sig om, de så op og de så ned, og der i dybden troede de at øjne den forfærdelige ting, som havde skræmt dem, skræmt store og små. Tingen lå hen over havbunden, så langt de kunne øjne; meget tynd var den, men de vidste jo ikke, hvor tyk den kunne gøre sig, eller hvor stærk den var. Den lå ganske stille, men, tænkte de, det kunne være lumskhed.

“Lad den ligge, hvor den ligger! Den kommer ikke os ved!” sagde den forsigtigste af småfiskene, men den allermindste af dem ville ikke opgive at komme til kundskab om hvad den ting kunne være; ovenfra var den kommen ned, ovenfra måtte man bedst kunne hente besked, og så svømmede de op mod havfladen, det var blikstille vejr.

Der mødte de en delfin; det er sådan en springfyr, en havstryger, der kan slå kolbøtter hen ad havfladen; øjne har den at se med, og den måtte have set og vide besked; den spurgte de ad, men den havde kun tænkt på sig selv og sine kolbøtter, ikke set noget, vidste ikke at svare, og så tav den og så stolt ud.

Derpå henvendte de sig til sælhunden, der just dukkede ned; den var høfligere, uagtet den æder småfisk; men i dag var den mæt. Den vidste lidt mere end springfisken.

“Jeg har mangen nat ligget på en våd sten og set ind mod land, milevidt herfra; der er lumske skabninger, de kaldes i deres sprog mennesker, de efterstræber os, men oftest smutter vi dog fra dem, det har jeg forstået, og det har nu også den havål, I spørger om. Den har været i deres magt, været oppe på landjorden, vist i umindelige tider; derfra har de ført den på fartøj for at bringe den over havet til et andet fjerntliggende land. Jeg så, hvilket besvær de havde, men magte den kunne de, den var jo blevet mat på landjorden. De lagde den i krans og kreds, jeg hørte, hvor den ringlede og ranglede, da de lagde den, men den slap dog fra dem, slap herud. De holdt på den af alle kræfter, mange hænder holdt fast, den smuttede dog og nåede til bunds; der ligger den, tænker jeg, til videre!”

“Den er noget tynd!” sagde de små fisk.

“De har sultet den!” sagde sælhunden, “men den kommer sig snart, får sin gamle tykkelse og storhed. Jeg antager, at den er den store søslange, som menneskene er så bange for og taler så meget om; jeg havde før aldrig set den og aldrig troet på den; nu tror jeg, den er det!” og så dukkede sælhunden.

“Hvor han vidste meget! Hvor han talte meget!” sagde de små fisk. “Jeg har aldrig været så klog før! – Når det bare ikke er løgn!”

“Vi kan jo svømme ned og undersøge!” sagde den mindste; “på vejen hører vi de andres mening!”

“Jeg gør ikke et slag med mine finner, for at få noget at vide!” sagde de andre og drejede af.

“Men jeg gør det!” sagde den mindste og styrede af sted ned i det dybe vand; men den var langt fra stedet, hvor “den lange sænkede ting” lå. Den lille fisk så og søgte til alle sider ned mod dybet.

Aldrig før havde den fornemmet sin verden så stor. Sildene gik i store stimer, skinnende som en kæmpebåd af sølv, makrellerne fulgtes også ad og så endnu prægtigere ud. Der kom fisk i alle skikkelser og med tegninger i alle farver; meduser, som halvgennemsigtige blomster, der lod sig bære og føre af strømningerne. Store planter voksede fra havbunden, favnehøjt græs og palmeformede træer, hvert blad besat med skinnende skaldyr.

Endelig øjnede den lille havfisk en lang mørk stribe dernede og styrede mod den, men det var hverken fisk eller tov, det var rælingen af et stort sunket fartøj, hvis øverste og nederste dæk var brudt itu ved havets tryk. Den lille fisk svømmede ind i rummet, hvor de mange mennesker, der var omkommet da skibet sank, nu var skyllet bort, på to nær: En ung kvinde lå der udstrakt med et lille barn i sine arme. Vandet lettede dem og ligesom vuggede dem, de syntes at sove. Den lille fisk blev ganske forskrækket, den var uvidende om, at de ikke kunne vågne mere. Vandplanter hang som løvværk ned over rælingen, hen over de to smukke lig af moder og barn. Der var så stille, der var så ensomt. Den lille fisk skyndte sig bort så hurtigt den kunne, ud hvor vandet var klarere belyst og hvor der var fisk at se. Den var ikke kommet langt, da mødte den en ung hval, så forfærdelig stor.

“Slug mig ikke!” sagde den lille fisk. “Jeg er ikke engang en mundsmag, så lille er jeg, og mig er det en stor behagelighed at leve!”

“Hvad vil du så dybt hernede, hvor din art ikke kommer?” spurgte hvalen. Og så fortalte den lille fisk om den lange forunderlige ål, eller hvad den ting nu var, der ovenfra havde sænket sig ned og forskrækket selv de allermodigste havskabninger.

“Ho, ho!” sagde hvalen og trak så voldsomt vand til sig, at den måtte sætte en mægtig vandstråle når den kom op og trak vejret. “Ho, ho!” sagde den, “så det var den ting, som krillede mig på ryggen, idet jeg vendte mig! Jeg troede, at det var en skibsmast, jeg kunne bruge til kløpind! Men på dette sted her var det ikke. Nej, langt længere ude ligger den ting. Jeg vil dog undersøge den, jeg har ikke andet at bestille!”

Og så svømmede den fremad og den lille fisk bagefter, ikke for nær, thi der kom ligesom en rivende strøm, hvor den store hval skød fart gennem vandet.

De mødte en haj og en gammel savfisk; de to havde også hørt om den sælsomme havål, så lang og så tynd; set den havde de ikke, men det ville de.

Nu kom der en havkat.

“Jeg tager med!” sagde han, den ville samme vej.

“Er den store søslange ikke tykkere end et ankertov, så skal jeg bide den over i ét bid!” og den åbnede sit gab og viste sine seks rækker tænder. “Jeg kan bide mærke i et skibsanker, sagtens kan jeg bide den stilk over!”

“Der er den!” sagde den store hval, “jeg ser den!” Han troede, han så bedre end de andre. “Se hvor den løfter sig, se hvor den svajer, bugter og krummer sig!”

Det var dog ikke den, men en umådelig stor havål, flere alen lang, som nærmede sig.

“Den der har jeg set før!” sagde savfisken, “den har aldrig gjort stort rabalder i havet, eller skræmt nogen storfisk!”

Og så talte de til den om den nye ål og spurgte, om den ville med på opdagelse.

“Er den ål længere end jeg!” sagde havålen, “så skal den ske en ulykke!”

“Det skal den!” sagde de andre. “Vi er nok til ikke at tåle den!” og så skyndte de sig fremad.

Men da kom der noget lige i vejen, et underligt uhyre, større end dem alle sammen.

Det så ud som en svømmende ø, der ikke kunne holde sig oppe.

Det var en ældgammel hval. Dens hoved var overgroet med havplanter, dens ryg besat med krybdyr og så umådelig mange østers og muslinger, at dens sorte skind var ganske hvidspættet.

“Kom med, gamle!” sagde de. “Her er kommet en ny fisk, som ikke skal tåles.”

“Jeg vil hellere ligge, hvor jeg ligger!” sagde den gamle hval. “Lad mig i ro! Lad mig ligge! Åh ja, ja, ja! Jeg bærer på en svær sygdom! Min lindring har jeg ved at nå op i havfladen og få ryggen ovenfor! Så kommer de store, rare søfugle og piller mig, det gør så godt, når bare de ikke slår næbbet for dybt i, det går tit lige ind i mit spæk. Se engang dog! Hele benraden af en fugl sidder mig endnu i ryggen; fuglen slog kløerne for dybt og kunne ikke komme løs, da jeg gik til bunds. Nu har småfiskene pillet ham. Se hvorledes han ser ud og jeg ser ud! Jeg har sygdom!”

“Det er bare indbildning!” sagde hajen. “Jeg er aldrig syg. Ingen fisk er syg!”

“Undskyld!” sagde den gamle hval; “ålen har hudsygdom, karpen skal have kopper, og alle har vi indvoldsorme!”

“Vrøvl!” sagde hajen, han gad ikke høre mere, de andre ikke heller, de havde jo andet at tage vare.

Endelig kom de til stedet, hvor telegraftovet lå. Det har et langt leje på havbunden, fra Europa til Amerika, hen over sandbanker og havdynd, klippegrund og plantevildnis, hele skove af koraller, og så veksler strømmene dernede, vandhvirvler drejer sig, fisk myldrer frem, flere i flok end de talløse fugleskarer, som menneskene ser i trækfuglstiden. Der er et røre, en plasken, en summen, en susen: Den susen spøger der lidt af endnu i de store, tomme havkonkylier, når vi holder dem for vort øre.

Nu kom de til stedet.

“Der ligger dyret!” sagde de store fisk, og den lille sagde det også. De så tovet, hvis begyndelse og ende svandt i deres synskreds.

Svampe, polypper og gorgoner svajede fra grunden, sænkede og bøjede sig over det, så at det snart skjultes, snart var at se. Søpindsvin, snegle og orme rørte sig om det; kæmpemæssige edderkopper, der havde en hel besætning af krybdyr på sig, spankede hen ad tovet. Mørkeblå søpølser, eller hvad det kryb hedder, de æder med hele kroppen, lå ligesom og lugtede til det nye dyr, der havde lagt sig på havbunden. Flynder og kabliau vendte sig i vandet for at høre efter fra alle sider. Stjernefisken, der altid borer sig ned i dyndet og kun har de to lange stilke med øjne udenfor, lå og gloede for at se hvad der kom ud af det røre.

Telegraftovet lå uden bevægelse. Men liv og tanke var der i det; mennesketanker gik igennem det.

“Den ting er lumsk!” sagde hvalen. “Den er i stand til at slå mig på maven, og den er nu min ømme side!”

“Lad os føle os for!” sagde polyppen. “Jeg har lange arme, jeg har smidige fingre! jeg har rørt ved den, jeg vil nu tage lidt fastere.”

Og den strakte sine smidige, længste arme ned til tovet og rundt om det.

“Den har ingen skæl!” sagde polyppen, “den har ingen skind! Jeg tror, den aldrig føder levende unger!”

Havålen lagde sig langs telegraftovet og strakte sig så langt den kunne.

“Den ting er længere end jeg!” sagde den. “Men det er ikke længden om at gøre, man må have hud, mave og smidighed.”

Hvalen, den unge, stærke hval, nejede sig lige ned, dybere end den nogensinde havde været.

“Er du fisk eller plante?” spurgte den. “Eller er du kun ovenfrasværk, der ikke kan trives hernede hos os?”

Men telegraftovet svarede ikke; det har det ikke på den led. Der gik tanker igennem det, mennesketanker; de lød i ét sekund de mange hundrede mil fra land til land.

“Vil du svare eller vil du knækkes?” spurgte den glubende haj, og alle de andre store fisk spurgte om det samme: “Vil du svare eller vil du knækkes!”

Tovet rørte sig ikke, det havde sin aparte tanke, og en sådan kan den have, der er fyldt med tanker.

“Lad dem kun knække mig, så hales jeg op og kommer i stand igen, det er sket ved andre af mit slags, i mindre farvande!”

Det svarede derfor ikke, det havde andet at bestille, det telegraferede, lå i lovligt embede på havets bund.

Ovenover gik nu solen ned, som menneskene kalder det, den blev som den rødeste ild, og alle himlens skyer skinnede som ild, den ene prægtigere end den anden.

“Nu får vi den røde belysning!” sagde polypperne, “så ses den ting måske bedre, om så behøves.”

“På den, på den!” råbte havkatten og viste alle sine tænder.

“På den, på den!” sagde sværdfisken og hvalen og havålen.

De styrtede frem, havkatten foran; men lige idet den ville bide om tovet, jog i bar heftighed savfisken sin sav lige ind i bagdelen på havkatten; det var en stor fejltagelse, og katten fik ikke kræfter til bid.

Der blev et mudder nede i det mudder: Storfisk og småfisk, søpølser og snegle løb mod hverandre, åd hverandre, masede, kvasede. Tovet lå stille og øvede sin gerning, og det skal man.

Den mørke nat rugede ovenover, men havets milliarder og milliarder levende smådyr lyste. Krebs, ikke så store som et knappenålshoved, lyste. Det er ganske vidunderligt, men således er det nu.

Havets dyr så på telegraftovet.

“Hvad er dog den ting, og hvad er den ikke?”

Ja, det var spørgsmålet.

Da kom der en gammel havko. Menneskene kalder det slags: Havfrue eller havmand. En hun var hun, havde hale og to korte arme at pjaske med, hængende bryst, og tang og snyltedyr i hovedet, og det var hun stolt af.

“Vil I have kundskab og kendskab?” sagde hun, “så er jeg nok den eneste, der kan give den; men jeg forlanger herfor farefri græsgang på havbunden for mig og mine. Jeg er fisk som I, og jeg er også krybdyr ved øvelse. Jeg er den klogeste i havet; jeg ved om alt, hvad der rører sig hernede, og om alt, hvad der er ovenfor. Den ting der, I grubliserer over, er ovenfra, og hvad deroppefra dumper ned, er dødt eller bliver dødt og magtesløst; lad den ligge for hvad den er. Den er kun menneskepåfund!”

“Jeg tror nu der er noget mere ved den!” sagde den lille havfisk.

“Hold mund, makrel!” sagde den store havko.

“Hundestejle!” sagde de andre, og det var endnu mere fornærmeligt sagt.

Og havkoen forklarede dem, at det hele alarmdyr, som forresten jo ikke sagde et muk, var kun påfund fra det tørre land. Og den holdt et lille foredrag over menneskenes træskhed.

“De vil have fat på os,” sagde den, “det er det eneste, de lever for; de spænder garn ud, kommer med madding på krog for at lokke os. Denne der er et slags stor snøre, som de tror vi skal bide på, de er så dumme! Det er vi ikke! Rør kun ikke det makværk, det trevler op, bliver til smuld og dynd, det hele. Hvad ovenfra kommer, har knæk, bræk, dur ikke!”

“Dur ikke!” sagde alle havskabningerne og holdt sig til havkoens mening for at have en mening.

Den lille havfisk beholdt sin egen tanke. “Den umådelig lange, tynde slange er måske den vidunderligste fisk i havet. Jeg har en fornemmelse deraf.”

“Den vidunderligste!” siger vi mennesker med, og siger det med kendskab og forvisning.

Den store søslange er det, omtalt længst forud i sange og sagn.

Den er født og båren, sprungen ud fra menneskets snilde og lagt på havets bund, strækkende sig fra Østens lande til Vestens lande, bærende budskab hurtig som lysets stråle fra Solen til vor Jord. Den vokser, vokser i magt og udstrækning, vokser år for år, gennem alle have, Jorden rundt, under de stormende vande og de glasklare vande, hvor skipperen ser ned, som sejlede han gennem den gennemsigtige luft, ser myldrende fisk, et helt farvefyrværkeri.

Dybest nede strækker sig slangen, en velsignelsens Midgårdsorm, der bider i sin hale, idet den omslutter Jorden; fisk og krybdyr løber med panden imod, de forstår dog ikke den ting ovenfra: Menneskehedens tankefyldte, i alle sprog forkyndende og dog lydløse kundskabsslange på godt og ondt, den vidunderligste af havets vidundere, vor tids den store søslange.

* * * * *

Indlægget Den store søslange blev først udgivet på Sangbogen.

Men lille Amalie kunne det; hun var kun tre år, legede med dukker og opdrog disse til at blive lige så kloge, som tante Malle.

Der kom en student i huset; han læste lektier med brødrene; han talte så meget til den lille Amalie og hendes dukker, talte ganske anderledes end alle andre; det var så morsomt, fandt den lille, og dog sagde tante Malle, at han slet ikke forstod at omgås børn; de små hoveder kunne umuligt bære den snak. Lille Amalie kunne det, ja lærte endogså udenad af studenten en hel vise: “Danse, danse dukke min!” og hun sang den for sine tre dukker, de to var nye, den ene en frøken, den anden et mandfolk, men den tredje dukke var gammel og hed Lise. Hun fik også sangen at høre og var med i den.

Danse, danse dukke min!
nej, hvor frøkenen er fin!
kavaleren ligeså,
han har hat og handsker på,
bukser hvide, kjole blå,
ligtorn på den store tå.
Han er fin, og hun er fin.
Danse, danse dukke min!

Her er gamle Lisemor!
hun er dukke fra i fjor;
håret nyt, det er af hør,
panden vasket er med smør;
hun er ganske ung igen.
Kom du med, min gamle ven!
I skal danse alle tre.
Det er penge værd at se.

Danse, danse dukke min!
gør de rette dansetrin!
foden ud ad, hold dig rank,
så er du så sød og slank!
neje, dreje, snurre rundt,
det er overmåde sundt!
Det er nydeligt at se.
I er søde alle tre!

Og dukkerne forstod visen, lille Amalie forstod den, studenten forstod den; han havde selv digtet den og sagde, at den var så udmærket; kun Tante Malle forstod den ikke; hun var kommet ud over barnlighedens plankeværk, “pjankeværk!” sagde hun, men det var ikke lille Amalie, hun synger den.

Fra hende har vi den.

* * * * *

Indlægget “Danse, danse dukke min!” blev først udgivet på Sangbogen.

“Jeg er født i voks og støbt i form!” sagde det. “Jeg lyser bedre og brænder i længere tid end andre lys; min plads er i lysekrone eller sølvstage!”

“Det må være en dejlig tilværelse!” sagde tællelyset. “Jeg er kun af tælle, kun spiddelys, men jeg trøster mig ved, at det altid er lidt mere end at være en prås; den dyppes kun to gange, jeg er dyppet otte gange for at få min anstændige tykkelse. Jeg er tilfreds! det er vistnok finere og lykkeligere stillet at være født i voks og ikke i tælle, men man stiller sig jo ikke selv i denne verden. De kommer i storstuen i glaskrone, jeg bliver i køkkenet, men det er også et godt sted, derfra får hele huset maden!”

“Men der er noget, der er vigtigere end maden!” sagde vokslyset: “Selskabeligheden! se den stråle og selv at stråle! Her er bal i aften, nu bliver jeg og hele min familie snart afhentet!”

Næppe var det sagt, så blev alle vokslysene afhentet, men også tællelyset kom med. Fruen selv tog det i sin fine hånd og bar det ud i køkkenet; der stod en lille dreng med en kurv, den blev fyldt med kartofler, også et par æbler kom deri. Alt det gav den gode frue den fattige dreng.

“Der har du et lys til, min lille ven!” sagde hun. “Din moder sidder og arbejder helt ud på natten, hun kan bruge det!”

Husets lille datter stod tæt ved, og da hun hørte de ord: “ud på natten,” sagde hun med inderlig glæde: “Jeg skal også være oppe til ud på natten! vi skal have bal, og jeg får de store, røde sløjfer på!”

Hvor strålede hendes ansigt! det var glæde! intet vokslys kan stråle som to barneøjne!

“Det er velsignet at se!” tænkte tællelyset, “det glemmer jeg aldrig, og det ser jeg vist aldrig mere!”

Og så blev det lagt i kurven under låget, og drengen gik med det.

“Hvor skal jeg nu hen!” tænkte lyset; “jeg skal til fattige folk, får måske ikke engang en messingstage, mens vokslyset sidder i sølv og ser de fineste folk. Hvor det må være dejligt at lyse for de fineste folk! det blev nu min lod at være tælle og ikke voks!”

Og lyset kom til fattigfolk, en enke med tre børn i en lille lav stue lige over for det rige hus.

“Gud velsigne den gode frue for hvad hun gav!” sagde moderen, “det er jo et dejligt lys! det kan brænde til ud på natten.”

Og lyset blev tændt.

“Fut-føj!” sagde det. “Det var en fæl lugtende svovlstik, hun tændte mig med! Sligt byder man næppe et vokslys ovre i det rige hus!”

Også der tændtes lysene; de strålede ud over gaden; vognene rumlede med de pyntede balgæster, musikken klang.

“Nu begynder de derovre!” fornemmede tællelyset og tænkte på den lille, rige piges strålende ansigt, mere strålende end alle vokslysene. “Det syn ser jeg aldrig mere!”

Da kom det mindste af børnene i det fattige hus, en lille pige var det; hun tog broder og søster om halsen, hun havde noget meget vigtigt at fortælle, det måtte hviskes: “Vi skal i aften – tænk! – vi skal i aften have varme kartofler!”

Og hendes ansigt strålede af lyksalighed; lyset skinnede lige ind deri, det så en glæde, en lykke så stor som ovre i det rige hus, hvor den lille pige sagde: “Vi skulle have bal i aften, og jeg skal have de store røde sløjfer på!”

“Er det at få varme kartofler lige så meget!” tænkte lyset. “Her er jo lige stor glæde hos de små!” Og det nøs derpå; det vil sige, det spruttede, mere kan et tællelys ikke.

Bordet blev dækket, kartoflerne spist. Oh, hvor de smagte! det var et helt festmåltid, og så fik hver et æble ovenpå, og det mindste barn fremsagde det lille vers:

“Du gode Gud, jeg takker dig,
At du igen har mættet mig!
Amen.”

“Var det ikke pænt sagt, moder!” udbrød derpå den lille.

“Det må du ikke spørge om, eller sige!” sagde moderen. “Du skal alene tænke på den gode Gud, som har mættet dig!”

De små kom i seng, fik et kys og sov lige straks, og moder sad og syede til ud på natten for at få sit udkomme til dem og sig. Og ovre fra det rige hus skinnede lysene og musikken klang. Stjernerne blinkede over alle huse, over de riges og over de fattiges, lige klare, lige velsignede.

“Det var i grunden en rar aften!” mente tællelyset. “Mon vokslysene havde det bedre i sølvstage? Det gad jeg nok vide før jeg er brændt ud!”

Og det tænkte på de to lige lykkelige, den ene bestrålet af vokslys, den anden af et tællelys!

Ja, det er hele historien!

* * * * *

Indlægget Lysene blev først udgivet på Sangbogen.