og dagen bryder frem.

Min sjæl, med himlens fuglehær

din Herres pris istem!

Han førte mig af mørket ud

og kaldte sig min Gud.

2. Den sol, der lyser til mig ned,

har han på himlen tændt;

og regnen til mit urtebed

har han af skyen sendt.

De muntre blomsters farvespil

blev af hans vilje til.

3. Han kendte mig fra moderskød

og fulgte mine år;

han under mig i dag mit brød

og signer mine kår.

Jeg finder ikke tid og sted,

hvor han er ikke med.

4. Alt, hvad jeg synder mod hans bud,

han forud har forladt;

og hvor jeg ej véd vejen ud,

har han mig håbet sat.

Hver dag skal jeg oplives ved

hans faderkærlighed.

5. Ja, pris og ære over alt

for nåden, alt for stor:

»Mit barn« har han mig synder kaldt

og står ved sine ord.

Da må min sjæl vel bryde ud

i sang for lysets Gud.

Indlægget Nu gløder øst i morgenskær blev først udgivet på Sangbogen.

luft og bølge blusser i brand, i glød;

hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,

medens lyset lander på verdens kyst!

2. Jeg vil ånde luften i fulde drag,

synge Gud en sang for den lyse dag,

takke ham, at morgnen mig end er sød,

at mig dagen fryder, trods synd og død.

3. Takke ham, som gav mig, når sol står op,

selv at føle morgen i sjæl og krop,

at al mørkhed svinder og sjælevé,

blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4. O, at jeg tør favne dig, skære dag,

kalde dig med navne, min sjæls behag,

alle gode navne, som bedst jeg ved:

Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,

did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,

ret som om det ånded af lyset ud –

o du milde Fader, min skaber, Gud!

6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,

lad mig ikkun stævne imod min grav:

Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,

ud hans hånd mig river af dødens garn.

7. Se, da stiger solen af hav på ny,

alle dødens skygger for evig fly;

o for sejersjubel, for salig lyst:

Lyset stander stille på livets kyst!

Indlægget Se, nu stiger solen af havets skød blev først udgivet på Sangbogen.

selv er du lysenes kilde;

nat sig ej nærmer din kongestols fod,

sol er der årle og silde.

2. Nu drager skyggerne skumle på flugt,

dagen oprinder, den klare,

stjernerne blege det blus nu har slukt,

tyst gennem mørket de bare.

3. Karske fra lejet vi glade opstod

tak dig med sange at sige;

natten den blinde bortdrive du lod,

solen med daglys opstige.

4. Lad nu ej smitte os kødets sans,

verdens lyster og lader,

tænd i vort hjerte din helligheds glans,

hellige, kærlige Fader!

5. Styrk du og støt os, da faste vi stå,

stride og sejre i striden!

Frelser og Fører, du æren skal få

nu og evindelig siden!

Indlægget Gud, du, som lyset og dagen oplod blev først udgivet på Sangbogen.

har guld i mund;

for natten Gud vi love;

han lærte os, i Jesu navn,

som barnet i sin moders favn

vi alle sødt kan sove.

2. Morgenstund

har guld i mund;

vi til vort arbejd ile,

som fuglen glad i skov og vang

udflyver med sin morgensang,

genfødt ved nattehvile.

3. Morgenstund

har guld i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

4. Gå da frit

enhver til sit

og stole på Guds nåde!

Da får vi lyst og lykke til

at gøre gavn, som Gud det vil,

på allerbedste måde.

5. Sol opstår,

og sol nedgår,

når den har gjort sin gerning;

Gud give os at skinne så,

som himmellys, skønt af de små!

Da randt for os guldterning.

Indlægget Morgenstund har guld i mund blev først udgivet på Sangbogen.

Vi så dejligt sov,

barnet lå med varme kind på puden.

Nu som fuglen frisk!

Rask som havets fisk!

Morgensolen titter gennem ruden.

2. Med hin glans fra sky

kom der lys i by,

kom der glimt af sol i alle sjæle.

Alle haner gol,1

hilsed glad Guds sol,

alle vævre tunger små fik mæle.

3. Ej den mindste mus

savner tag og hus;

fattigst spurveunge har sin rede.

Ej den mindste fugl

savner ly og skjul;

vi skal heller ej om fristed lede.

4. Lystig hanen gol,

hilsed glad Guds sol;

for hver sjæl er lys og lyst oprundet.

Nu som fuglen frisk!

Rask som havets fisk!

Vi har kærligheds-asylet fundet.

Indlægget Gud ske tak og lov blev først udgivet på Sangbogen.

de muntre fugle kalde på hverandre;

nu alle jordens børn deres øjne opslå,

nu sneglen med hus på ryg vil vandre.

2. Den kære Gud og Skaber den mindste orm er nær:
han føder fugl og markens lilje klæder;
dog menneskenes børn har han allermest kær,
Gud ånder på øjet, når det græder.

3. Guds Søn var selv et barn, og på krybbestrå han lå,

hans vugge stod på jord foruden gænge.

Guds Himmeriges fryd har han lovet de små

og blomster fra Paradisets enge.

4. Guds Søn har os så kær, han er børnevennen stor,

han bærer barnet op til Gud på armen;

han storm og hav betvang, da han vandred på jord,

men børnene leged ham ved barmen.

5. O du, som os velsigned og tog i favn de små,

en morgen se vi dig i Paradiset;

du lærte os til Gud vore øjne opslå,

evindelig være du lovpriset!

Indlægget Nu titte til hinanden de favre blomster små blev først udgivet på Sangbogen.

Den spreder guld på sky,

går over hav og bjergetop,

går over land og by.

2. Den kommer fra den favre kyst,

hvor Paradiset lå;

den bringer lys og liv og lyst

til store og til små.

3. Den hilser os endnu så smukt

fra Edens morgenrød,

hvor træet stod med evig frugt,

hvor livets væld udflød.

4. Den hilser os fra lysets hjem,

hvor størst Guds lys oprandt

med stjernen over Betlehem,

som østens vise fandt.

5. Og med Guds sol udgår fra øst

en himmelsk glans på jord,

et glimt fra Paradisets kyst,

hvor livets abild gror.

6. Og alle stjerner neje sig,

hvor østens sol går frem:

den synes dem hin stjerne lig,

der stod ved Betlehem.

7. Du soles sol fra Betlehem!

Hav tak og lov og pris

for hvert et glimt fra lysets hjem

og fra dit Paradis!

Indlægget I østen stiger solen op blev først udgivet på Sangbogen.

de flyve fra reden og sjunge;

de prise vor Herre, så godt de formå:

de takke for livet og lyset med fløjtende tunge.

2. Nu kvidrer svalen på kirketag

og spurven ved menneskers huse;

de synge: Godmorgen! de synge: Goddag!

De synge: Guds fred! Gud ske lov! og i luften hensuse.

3. Småfuglenes sang vor Herre forstår,

han kender hver sjæl i sit rige;

de fattiges lovsang han ikke forsmår,

han ser, hvad de målløse skabninger alle vil sige.

4. Os ser du også, du kære Gud!

du hører vor røst i din Himmel;

når fuglene flagre af rederne ud,

du hører småbørnenes pris i din jublende vrimmel.

Indlægget Nu vågne alle Guds fugle små blev først udgivet på Sangbogen.

gennem himmelporte.

For Guds engels strålekrans

flygter alle nattens skygger sorte.

2. Sol går over verden ud

med Guds lys i øje:

Se! Vor Herres sendebud

går på gyldne skyer i det høje.

3. Englen spreder over jord

glansen fra Guds Himmel;

i sin kåbes stråleflor

favner han alverdens glade vrimmel.

4. Sol ser ind i slot og vrå,

ser på drot og tigger,

ser til store, ser til små,

kysser barnet, som i vuggen ligger.

5. Os han også favne vil,

englen i det høje;

os han også smiler til,

englen med Guds Himmel-glans i øje.

6. Os har og vor Herre kær:

ingen sjæl han glemmer;

i hvert solglimt Gud er nær

og vor glade morgensang fornemmer.

Indlægget Lysets engel går med glans blev først udgivet på Sangbogen.