1. Chrysillis, du mit verdens guld,
min en’ og ønskeskat,
mit lys i lykkens nat,
kom nærmere hid, o hjerte huld,
og læg dit øre til,
jeg for dig sjunge vil.
Lykkens sang,
lykkens gang
vil jeg vise uden fejl,
hvor du mig,
jeg og dig
skue må som i et spejl.
Solen skal ikke nå
de Vestervande blå,
ej hænge lysen lok
på stjerneflok,
før jeg, Chrysillis, har
gjort det for verden bar,
hvor højt jeg elsker dig
bestandelig.
2. Du mindes vel den aftenstund,
jeg dig ved hånden fik
og ene hos dig gik.
Endog af månens røde mund
udblæste kuld og vind,
dog blussed frit sit sind.
Aftnens tvang
var ej lang,
time var som øjeblik;
tiden flød,
talen brød
begge hjerters skjulte nik.
Da blev den dulgte glød
oppustet klar og rød,
indtil vort hjerte-blod
i lue stod.
Da bandtes venskabs-bånd,
da raktes mund og hånd,
godnat tog hver da glad
og skiltes ad.