1. De sniger sig så hemmeligt afsted.
Nu er dén borte, og dén, dén med.
De var så nær, i deres lyse skær
af nøgen hud bag tidens mørke klæ’r.
2. De boede i de gader, hvor vi bor,
de sad og spiste med ved dette bord.
Hvor er de henne nu med deres blik,
der spejlede de dage, som de ñk.
3. Hvad skulle de mon her i denne egn,
hvor tidens skrifter fuld af sære tegn?
De var så nær, og sad dér, kød ved kød,
hver én brudt ud af deres moders skød.
4. I tidens gader snakked de så lydt
om dén og dén, og hvad de havde nydt,
med sansers silke mellem nat og dag,
og tav så skræmt om det, som ligger bag.
5. Min elskede! Der høres stemmer, skrig,
en torden som af mennesker i krig,
men dybt bag denne: vores dobbelthed
forenet i en anden verdens fred.