1. Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig
så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud:
thi lad os gå
at skue på,
hvor smukt naturen sig betér
og ler.
2. Ak se, hvor pyntet solen går
med lange stråler i sit hår;
den varme krans
er rette kans
for alle ting, som nu må gry,
på ny.
Se fuglene i flokketal
i luftens hvide sommersal
her flyver én
jo med sin gren,
en anden sanker hår og strå
så små.
3. Ak, se et meget yndigt syn
på skovens grønne øjenbryn!
den høje top
skal klædes op,
og våren pynter bøgen ud
til brud.
Imidlertid man får at se
et ret naturligt assemble:
hver fugl har spændt
sit instrument,
de raske dyr vil danse net
og let.
4. Ak se, hvor spejle-klar og glat
den sø dog er i lave sat;
det er jo, som
at solen kom
kun for at se sit skilderi
deri.
Nu lirrer frøen med sin mund
imod den søvnig aftenstund.
Jeg tænker på
mit hvilestrå,
og ender min spadseregang
i sang.
5. Så er da himmel, jord og vand
opmuntret ved min skabermand;
jeg gik omkring
blandt tusind ting,
Guds forsyn spores ved enhver
især.
Han rammer nok den rette tid,
da himlen den skal blive blid;
jeg tør måske
vel få at se
min vinter blive til en vår
i år.