Frydeligt med jubelkor
Når vinteren rinder i grøft og i grav

Den kedsom vinter gik sin gang

Forfatter

Ambrosius Stub, udg. posthumt 1771

Melodi

Oluf Ring, 1937

Den kedsom vinter gik sin gang

1. Den kedsom vinter gik sin gang,
den dag så kort, den nat så lang
forandrer sig
så lempelig;
den barske vind, den mørke sky
må fly.
Man frygter ej, at sne og slud
skal møde dem, som vil gå ud:
thi lad os gå
at skue på,
hvor smukt naturen sig betér
og ler.

2. Ak se, hvor pyntet solen går
med lange stråler i sit hår;
den varme krans
er rette kans
for alle ting, som nu må gry,
på ny.
Se fuglene i flokketal
i luftens hvide sommersal
her flyver én
jo med sin gren,
en anden sanker hår og strå
så små.

3. Ak, se et meget yndigt syn
på skovens grønne øjenbryn!
den høje top
skal klædes op,
og våren pynter bøgen ud
til brud.
Imidlertid man får at se
et ret naturligt assemble:
hver fugl har spændt
sit instrument,
de raske dyr vil danse net
og let.

4. Ak se, hvor spejle-klar og glat
den sø dog er i lave sat;
det er jo, som
at solen kom
kun for at se sit skilderi
deri.
Nu lirrer frøen med sin mund
imod den søvnig aftenstund.
Jeg tænker på
mit hvilestrå,
og ender min spadseregang
i sang.

5. Så er da himmel, jord og vand
opmuntret ved min skabermand;
jeg gik omkring
blandt tusind ting,
Guds forsyn spores ved enhver
især.
Han rammer nok den rette tid,
da himlen den skal blive blid;
jeg tør måske
vel få at se
min vinter blive til en vår
i år.

Forfatter

Ambrosius Stub, udg. posthumt 1771

Melodi

Oluf Ring, 1937

Kilde: https://hojskolesangbogen.dk/om-sangbogen/historier-om-sangene/d/den-kedsom-vinter-gik-sin-gang

Relaterede posts

24. september 2025
I skovens dybe, stille ro
I skovens dybe, stille ro,hvor sangerhære bo,hvor sjælen lytted mangen gangtil fuglens glade sang,der er idyllisk stille fredi skovens ensomhed,og hjertets længsler tie her,hvor fred og […]
24. september 2025
Aftenbøn
1. Kom nat med søvn og hvile. Gør søvnen dyb og drømmen god. Læg alle floders mile ind i vort trætte blod. 2. Kom nat og […]
24. september 2025
Dagen slipper grebet
1. Dagen slipper grebet om byen igen og trækker rosa filtre over lys på hæld Solen dykker ned og skodder sin cerut Bag sidste tag derude […]