1. Den milde dag er lys og lang
og fuld af sol og fuglesang,
og alt er såmænd ganske godt,
når blot, når blot, når blot,
når blot vor nabos Ilsebil
vil det, som jeg så gerne vil –
vil lægge kinden mod min kind
med samme varme sind, –
2. vil række mig sin lille hånd
med samme redebonne ånd,
vil lukke øjet som i blund
og give mig sin mund!
Ja, dagen er så lys og lang,
og der er nok af fuglesang,
men jeg er bange, Ilsebil
vil ikke det, jeg vil!
3. Bag hækken kommer Ilsebil –
mon det er mig, hun smiler til?
Hun bærer mælk i klinket fad
og giver katten mad.
Åh, se, nu smiler hun igen,
min Ilsebil, min egen ven –
det er, som selve solens skin
faldt i mit hjerte ind.