1. Der sad en fisker så tankefuld
og hørte på Herrens tale,
så klang i øret ej sølv og guld,
ej sangen i havfru-sale;
på fiskerkvasen vor Herre sad,
og folk i mængde som blomst og blad
de lytted i land til ordet.
2. Nu, Simon! sagde Gud Faders Ord,
da prædiken hans var ude,
læg alle årer nu fluks om bord,
dem lystrer jo vel din skude,
far ud på dybet og drag en dræt!
det er på tiden, om jeg ser ret,
mig lyster med dig at følge!
3. Ja, læremester! han svared brat,
det kunne vi godt behøve,
vi sled forgæves den hele nat,
dit ord er og værd en prøve!
For tvivl var Simon slet ikke fri,
men spejl, du tvivler, dig smukt deri:
han gjorde, som Herren sagde.
4. Sin dont han passed, og vod han trak,
men fandt, det var over magten,
hans skude nikked, og voddet sprak,
så overhånds stor var dragten.
Da vinked Simon ad venner tro,
og fiskeladning fik skuder to,
så færdig de var at synke.
5. Der Simon Fisker det jærtegn så,
da Jesus han faldt til fode
og sagde: Herre! du fra mig gå!
jeg er ikke af de gode.
O, lå jeg rolig kun under muld!
Gud bedre mig! jeg er syndefuld,
nu falder det mig på hjerte
6. Vor Herre så’ til den synder mildt
og sagde: vær kun ej bange!
jeg vil dig lære herefter snildt
lyslevende folk at fange.
Hvad vil du, Herre! det er et ord,
så råbte Simon og sprang fra bord,
fra alt, hvad end sit han kaldte.
7. Så fulgte Simon vor Herres kald,
hos Ordet gik han i skole,
og folk han fanged i tusindtal,
de skinne nu klart som sole,
og end er ikke på jord forbi
det store menneskefiskeri,
som Herren og Simon grunded.