1. Dommen er faldet, ingen appel.
Skyldig er den, der kun er sig selv.
Jeg vågner op i tågen og ved,
havene stiger, land styrter ned.
Kærlighed kommer uden kontrakt.
Hvem kan forvalte menneskers magt?
Mægtige mænd gør kun, hvad de vil.
Skal jeg gi’ op og lade stå til?
2. Faklerne lyser, blusset er tændt.
Synet er sløret, fingrene brændt.
Tågen er hvid som salt i et glas
opløst med mit moralske kompas.
Paradishaven står som en drøm,
frodig og livfuld, duft ende, grøn.
Tabt under rododendron og hyld
ligger en tid før ansvar og skyld.
3. Kloden er kravlet op på mit knæ,
græder som barnet, læg mig i læ,
skift mine plastre, stryg mine ar,
giv mig historier om, hvem jeg var.
Omfavner globen, hjerte til jord,
øver mig i et kærlighedsord.
Tegner et håb i luft en for den.
Hvisker om vi kan prøve igen?