1. En stille, høstlig brusen
igennem bøgeskoven går,
og som en vinges susen
gør leen skår i skår;
og luftens bølger kløves,
thi storkens unger prøves
højt over bondens gård.
2. Det høje havedige,
hvor hyld og rose blomstred nys,
har ødt sit blomsterrige
og slukt sit kongelys;
men bærret har sin sødme,
og æblets kind får rødme
fra solens sidste kys.
3. Og tidseltoppen dunes,
som om det var til bomuldshøst,
og hasselnødden brunes
til alle småfolks lyst.
Med blomster får det være,
thi nu vil alting bære
og række frem til høst!
4. Du skønne livets orden,
at der på forår følger høst,
at der er mer end vorden,
og mer end ungdomslyst:
Bring korn i lo og lade!
bring frugt bag dunkle blade!
bring hjertet fred og trøst!