1. Villemand og hans væne brud
– strengen er af guld –
de legte guldtavl i hendes bur.
Så liflig legte han for sin jomfru.
2. For hver en gang guldtavl på borde rendte,
– strengen er af guld –
så mange tårer den jomfru fældte.
Så liflig…
3. “Hvad heller græde I for guld så rød?
– strengen er af guld –
heller græder I, for I er blev’n min mø?
Så liflig…
4. Hvad heller græder I, for jeg er ikke rig?
– strengen er af guld –
heller I tykkes, jeg kan ikke vær’ eders lige?”
Så liflig…
5. “Jeg græder ikke for guld så rød,
– strengen er af guld –
der er og med min vilje, jeg er bleven jer mø.
Så liflig…
6. Jeg græder ikke, for at I er jo rig,
– strengen er af guld –
fuldvel må I være min lige.
Så liflig…
7. Jeg græder langt mere for Blide,
– strengen er af guld –
som jeg skal over ride.
Så liflig…
8. Dér sank neder mine søstre to,
– strengen er af guld –
den tid de lod deres bryllup bo.”
Så liflig…
9. “I skal ikke græde for Blide.
– strengen er af guld –
mine svende skal med eder ride.
Så liflig…
10. Mine svende skal med eder ride:
– strengen er af guld –
hundrede ved hver eders side.
Så liflig…
11. Det skal jeg eder til ære gøre:
– strengen er af guld –
tolv riddere skal eders ganger føre.”
Så liflig…
12. Han lod lægge under ganger de røde guldsko,
– strengen er af guld –
og så rider hun til Blide-bro.
Så liflig…
13. Da hun kom dér midt på bro,
– strengen er af guld –
da skrejned hendes ganger i røde guldsko.
Så liflig…
14. Hendes ganger den skred på femten søm,
– strengen er af guld –
neder sank den jomfru for striden strøm.
Så liflig…
15. Alle toge ridder’ efter sadelbue,
– strengen er af guld –
men ingen kunne hjælpe den skønne jomfrue.
Så liflig…
16. Jomfru rakte op sin hvide hånd:
– strengen er af guld –
“Min ædelig herre, hjælp mig til land!”
Så liflig…
17. “Hjælpe dig Gud og den helligånd,
– strengen er af guld –
som jeg dig ikke hjælpe kan!”
Så liflig…
18. Villemand taler til liden smådreng:
– strengen er af guld –
“Du hente mig ind guldharpen min!”
Så liflig…
19. Villemand tog harpen i hænde,
– strengen er af guld –
han går for strømmen at stande.
Så liflig…
20. Han legte alt så liste:
– strengen er af guld –
der rørtes ikke fugl på kviste.
Så liflig…
21. Han slog harpen så såre,
– strengen er af guld –
det hørtes over alle de gårde.
Så liflig…
22. Barken sprak udaf egetræ,
– strengen er af guld –
og hornet af det bøvende fæ.
Så liflig…
23. Barken sprak af birke,
– strengen er af guld –
og knappen af Marri-kirke.
Så liflig…
24. Så slog han harpen af harme:
– strengen er af guld –
hans brud udaf troldens arme.
Så liflig…
25. Så slog han harpen til bunde:
– strengen er af guld –
den trold måtte op fra grunde.
Så liflig…
26. Op kom den trold fra grunde
– strengen er af guld –
med Villemands mø i munde.
Så liflig…
27. Ikke hans mø alene,
– strengen er af guld –
men og både hendes søstre så væne.
Så liflig…
28. “Villemand, Villemand, tag din mø!
– strengen er af guld –
du lad mig selv volde mit vand under ø!”
Så liflig…
29. “Gerne da tager jeg min mø!
– strengen er af guld –
men aldrig skal du volde dit vand under ø.”
Så liflig…
30. Han slog over hende skarlagen små,
– strengen er af guld –
så løfte’ han hende på ganger grå.
Så liflig…
31. Villemand red sig under ø.
– strengen er af guld –
så drak han bryllup med sin mø.
Så liflig legte han for sin jomfru.