1. Kong Farao var en ugudelig krop,
han sagde: det varer for længe
med svøben at slide hebræerne op,
smid ud deres nyfødte drenge!
ja, smid dem i Nilen trods kællingesnak!
så får vi dog endelig has på det rak.
Det skulle han sige så sagte,
man véd ikke, hvad man kan magte.
2. Der fødtes nu Amram leviter en søn,
for favr til at fare så ilde,
hans moder ham fostred tolv uger i løn
men turde ej mer, hvad hun ville;
i arken af rør og i vuggen af siv
han måtte på floden nu friste sit liv.
Den Herre, som bor i det høje,
dog også på dybet har øje.
3. Kong Faraos datter var bedre end han,
hun havde dog hjerte i livet,
hun kom som en dronning alt efter sin stand
og så, hvad sig rørte i sivet,
hun sukked, hun så i den kølige seng,
med blødende hjerte, den grædende dreng.
Selv midt i Ægypten man finder
til lykke dog hjerte hos kvinder.
4. En søster ad drengen på timen sprang til,
hun stod der på lur for det samme:
“Befaler prinsessen, straks bringe jeg vil
den lille hebræer en amme,”
og knap Hendes Højhed fik jaet udsagt,
før pigen var borte og moderen bragt.
Når mænd er som dyrene vilde,
til lykke er kvinderne snilde.
5. Så slumped den Moses til højbårnes kår,
der skulle som konge befale,
så voksed han op i kong Faraos gård,
som skulle tyrannen betale;
hebræernes høvding blev ikke omsonst
oplært i ægypternes vidskab og kunst.
Vil nogen Guds forsætter hæmme,
han nødes til selv dem at fremme.