1. Mit hjerte altid vanker
i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro sin skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat.
2. Du mørke stald skal være
mit hjertes frydeslot,
dér kan jeg daglig lære
at glemme verdens spot;
dér kan jeg bedst besinde,
hvori min ros består,
når Jesu krybbes minde
mig ret til hjerte går.
3. Men ak! hvad skal jeg sige,
når jeg vil tænke på,
at Gud af Himmerige
i stalden ligge må,
at Himlens fryd og ære,
det levende Guds Ord,
skal så foragtet være
på denne slemme jord!
4. En perle, der forgættes,
så nøje ledes op,
den blanke demant sættes
i gylden krones top;
man kaster ej en drue
blandt tørre grene ned;
skal jeg min Gud da skue
i sådan usselhed?
5. Hvi skulle herresale
ej for dig pyntet stå?
Du havde at befale,
hvad end du peged på.
Hvi lod du dig ej svøbe
i lyset som et bånd
og jordens konger løbe
at kysse på din hånd?
6. Hvi lod du ej udspænde
en himmel til dit telt
og stjernefakler brænde,
o store Himmel-helt?
Hvi lod sig ej til syne
en mægtig englevagt,
som dig i silkedyne
så prægtig burde lagt?
7. Nej! Jesus får sit leje
i denne gode jul,
hvor betlere de pleje
at lægge sig i skjul;
det var og ej hans eget,
det hø, hvori han lå,
han havde ej så meget,
han kunne ligge på.
8. En spurv dog har sin rede
og sikre hvilebo,
en svale ej tør lede
om nattely og ro,
en løve véd sin hule,
hvor den sin ro kan få;
skal da min Gud sig skjule
i andres stald og strå?
9. Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.