1. Når mørket jorden blinder,
og dagen tager af,
den tid os da påminder
om dødens mørke grav.
Lys for os, Jesus sød,
ved hvert et fjed
til gravens sted,
og giv en salig død!
2. Nu skrider dagen under,
og natten vælder ud;
forlad for Jesu vunder
vor synd, o milde Gud.
Bevare kongens hus
samt alle mand
i disse land
fra fjendens vold og knus!
3. Om du vil tiden vide,
husbonde, pige, dreng,
da er det på de tide,
man føjer sig til seng.
Befal dig Herren fri!
Vær klog og snild,
vogt lys og ild!
Vor klokk’ er slagen ti.
4. Gud Fader os bevare,
de store med de små!
Hans hellig engleskare
en skanse om os slå!
Selv vogte han byen vel!
Vort hus og hjem
har han i gem,
vor ganske liv og sjæl.
5. Det var ved midnatstide,
vor frelser han blev født
til trøst al verden vide,
som ellers var forødt.
Vor klokk’ er slagen tolv.
Med tunge og mund
af hjertens grund
befal dig Gud i vold!
6. Hjælp os, o Jesus kære,
vort kors i verden her
tålmodelig at bære!
Der er ej hjælper fler.
Vor klokk’ er slagen ét.
Ræk os din hånd,
o Frelsermand!
Da vorder byrden let.
7. Dig, milde Jesus lille,
som, mig til salighed,
i mørket fødes ville,
ske pris i evighed!
Din værdig Helligånd
oplyse mig
evindelig,
at jeg dig skue kan!
8. Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til;
Gud, lad dem blive borte,
som os bedrøve vil!
Vor klokk’ er slagen tre!
O Fader from,
vend du os om,
din nåde os beté!1
9. Dig, evig Gud, ske ære
i høje himmelkor,
som vægter ville være
for os, på jorden bor!
Det ringer nu af vagt.
For natten god
fald Gud til fod!
Tag tiden vel i agt!
10. O Jesus, morgenstjerne,
vort liv udi din vold
befaler vi så gerne,
bliv du vor sol og skjold!
Vor klokk’ er slagen fem.
Kom blide sol
fra nådens pol!
Oplys vort hus og hjem!