2. Om mo’eni da flø’er di fovle u’ me’ saj,
som om di fo’ nattero vil’ takke;
å går je’ ner ve’ bækki en avtenstun’ igaj,
da æ’ de’, som bøllerne ku’ snakke,
så hvisker de’ så sælsom’ i ellekrattets løv,
hver lille blomst hun nikker mildt o se’er te mej “tøv”.
Je’ mærker i år,
i Danmark æ’ de’ vår, –
hver lille blomst hun nikker mildt o se’er te mej “tøv”;
naturen æ’ fo’a’re, e’er je’ ha’ vårren døv.
3. Å folkets lyv æ’ heller knap, som de’ plejer von,
de’ sky’er blomst i mannen simpel hytte;
å vil I bare vente inå et lille ko’n,
så bliver bo’i lá’ets bedste støtte.
Di gamle folkeviser, dæ’ ha’ lydt ve’ kamp å lej,
de’ æ’ som fovletoner, je’ ka’ høre på mi’ vej.
Je’ mærker i år,
i Danmark æ’ de’ vår, –
de’ æ’ som fovletoner, je’ ka’ høre på mi’ vej;
de hele æ’ fo’a’re, e’er å a’ de’ æ’ mej.