1. Stille nat, hvor kornet dæmpet nynner.
Stille nat, hvor stjernerne står tændt.
Under græssets dybe, grønne hynder
sover én, din mund engang har kendt.
Bag det løv, hvor nattergalen õøjter,
vugger mørket om et spurvepar.
Over søen løber myg på skøjter
under månens krumme, hvide kar.
2. En hvis mund, du fandt og nu har mistet,
en hvis hånd engang var lys og let,
flygter fra det kar, som nu er bristet,
ånder ét med jordens åndedræt.
Roligt smuldrer hendes glemte dage,
dæmpet synker nattens altervin
over det, der endnu er tilbage
af den mund, som brændte under din.
3. Var hun blot en drøm i dine drømme,
var hun blot en sitren ved din mund,
vil du ane hendes skygge strømme
som en kilde af den mørke bund.
Evigt vil du høre hendes stemme,
brystets lyse tuer skal engang
vugge mod dit bryst. Og du skal glemme,
hvad dit eget mørke hjerte sang.
4. Den, du søger, skal du aldrig finde –
Den, du finder, er en del af den,
som forløste, hvad du inderst inde
søgte mod og dog lod smuldre hen.
Derfor elsker du de lyse tuer,
derfor drikker du den røde vin,
når den hamrer sine hede luer
mod den mund, der brænder under din.
5. Stille nat, hvor kornet dæmpet nynner.
Stille nat, hvor stjernerne står tændt.
Under græssets dybe, grønne hynder
sover én, din mund engang har kendt.
Bag det grønne løv går nattens skygger,
mørket vugger om et spurvepar.
Nattens dybe stilhed står og bygger
mure om de skrøbelige kar.