2. Engen er nu gyldengul
af tunge kabbelejer,
søndenvinden byder op,
og dueurten nejer.

3. Dammen ligger dagen ud
med brudelys i hænde,
rækker højt de ranke skud,
at solen må dem tænde.

4. Nu vil mø med silkestik
på brudelinet sømme;
den, som ingen bejler fik,
hun ta’r sig en i drømme.

5. Ræk mig en forglemmigej
og sidst en krusemynte,
sådan slutter vi vor leg
så glad, som den begyndte.

Indlægget Nu er dagen fuld af sang blev først udgivet på Sangbogen.

2. Jeg blev sået, mens glade lærker sang
over grønne banker dagen lang;
humlen brumled dybt sin melodi,
og et rylefløjt gled ind deri.

3. Mens i dug jeg groede fod for fod,
groede sangen sammen med min rod;
den, som ydmyg lægger øret til,
hører lærkens triller i mit spil.

4. Det kan kolde hjerner ej forstå:
Jeg er lærkesangen på et strå,
livets rytme døbt i sommerdræ,
mer end gumlekost for øg og fæ.

5. Jeg er ven med dug og grødevejr.
ven med landets lyse bøgetræer,
ven med al den danske sæd, som gror
øst for hav og vest for sund og fjord.

6. Jeg får solens sidste lange blink,
før den dukker ned bag gullig brink,
og når aftenklokken ringer fred,
står jeg på min tå og ringler med.

7. Jeg skal ringle barnet til dets seng,
ringle tågen op af sump og eng,
ringle freden over hjemmet ind,
ringle bønnen frem i fromme sind.

8. Jeg er havren. Mine bjælder går
over lyse vange år for år,
ringler om, hvor sang og kærve gror
herligt sammen på den danske jord.

Indlægget Jeg er havren. Jeg har bjælder på blev først udgivet på Sangbogen.

2. Danmark er et lidet land,
strakt fra nord til sønder,
har dog brød til alle mand,
købstadfolk som bønder.
Rugen med det svulne knæ
vokser langt i bakkens læ;
humlekop og pæretræ
får sol mod hvide gavle.

3. Færgen med det brede bryst,
klædt i stål og plade,
pløjer vej fra kyst til kyst
over bælters flade.
Kobberspir og tag af tegl
ser sig selv i havets spejl;
langvejs ude hvide sejl
mod grønne øer bovner.

4. Toget stønner tungt af sted,
højt sig røgen løfter;
plagen står ved vangeled,
slår sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine kø’r;
aftensuk i siv og rør;
fra den åbne smededør
går lange skumrings-gnister.

5. Slider byen danske mand,
alt for stærkt din trøje,
tag et mål af Danmarks land
fra dets egne høje:
Synet – fjernt af banker lukt –
bliver frit mod bælt og bugt
stemningsfyldt som hejreflugt
om kvæld, når sol går under.

Indlægget Se dig ud en sommerdag blev først udgivet på Sangbogen.

2. Alt lever i en øm og yppig spænding,
de skjulte safter giver mod til glæde.
Og disens bølger vugger uden brænding
mod sære kyster, ingen kan betræde.
Døgnfluen aner ved en blå violrand
det evige. Og over marken varlig
går mættet modningslugt af korn og solbrand.
Og tordenskyens latter,
og tordenskyens latter lyder farlig.

3. Se åbne døres mulm i alle sogne,
som gabte graven ud af hver en våning,
som vented alle døde nu at vågne
til ærlig dag paa bakkens grønne skråning.
Nu drukner solen. Og med hårde kamme
uvejrets vande står som flint og grotter;
der falder alvor over søer og damme,
og bag et regnbjerg lynet vildt,
og bag et regnbjerg lynet vildt sig blotter.

4. Af badet løber bondens hvide datter –
de kære vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine bryster højt med latter,
mens tordenregnen stråler ned imod dem.
Hvor koen brøler, som fra Jordens indre!
Hvor hylden dufter sødt, som kunne roden
en regnmæt lykke under muld erindre.
Og lystent borer lynet sig,
og lystent borer lynet sig i kloden.

Indlægget Tordenbygen blev først udgivet på Sangbogen.

2. Du er i sindet jo lunefuld,
dog hjertet inderst er pure guld,
et eventyr er dit glade navn,
og blomster lyser ud af din favn.
Korn, korn, korn
i drømme gror under månens horn.

3. Når dine bølger mod bredden gik,
beruset blå som gudinders blik,
en ungdom jubled’ din lovsang ud,
kun klædt i solskin og brunet hud.
Ned, ned, ned
til dåb i glemsel og evighed!

4. Og når du strakte med åbent sind
de lyse nætter i himlen ind,
imens det dufted’ af hyld og hø,
vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!
Ak, ak, ak!
Vort hjerte svulmed’ af tro og tak.

5. Og stundom ud af din fulde glød
sprang lyn fra skyen i jordens skød,
og tordenlatter og tordenregn
din trolddom spændte fra egn til egn!
Vild, vild, vild
er, skønne sommer, din kraft og ild.

6. Du danske sommer, min hilsen tag,
du lyse nat og du lyse dag!
Går tit du kold over landet hen,
jeg véd, du kommer dog hed igen!
Ja, ja, ja,
jeg véd, dit hjerte er guld endda.

Indlægget Du danske sommer, jeg elsker dig blev først udgivet på Sangbogen.

2. Møder en nymfe dig,
lad hende skøtte sig!
jæger, o, lad hende fare!
Husk, at Aktæon fik
straf for et dristigt blik!
Jæger, o, tag dig i vare!

3. Gå på den sikre vej,
sværm og forvild dig ej,
jæger, i agt du dig tage!
Men har du tabt vort spor,
lyt til vort jægerkor,
det skal dig kalde tilbage.

Indlægget Herligt, en sommernat blev først udgivet på Sangbogen.