1. Der bølger varme over bakkens kamme
og kornets trygge slummerdunkle riger.
Som saligt-salte blik er søer og damme,
beruset blå af sol og nøgne piger.
Der springer klang fra fuglenæb i luften.
Og skyer som en anden klodes bjerge
går stille frem, så lyset og så duften
sig lader blindt besove,
sig lader blindt besove og besværge.
2. Alt lever i en øm og yppig spænding,
de skjulte safter giver mod til glæde.
Og disens bølger vugger uden brænding
mod sære kyster, ingen kan betræde.
Døgnfluen aner ved en blå violrand
det evige. Og over marken varlig
går mættet modningslugt af korn og solbrand.
Og tordenskyens latter,
og tordenskyens latter lyder farlig.
3. Se åbne døres mulm i alle sogne,
som gabte graven ud af hver en våning,
som vented alle døde nu at vågne
til ærlig dag paa bakkens grønne skråning.
Nu drukner solen. Og med hårde kamme
uvejrets vande står som flint og grotter;
der falder alvor over søer og damme,
og bag et regnbjerg lynet vildt,
og bag et regnbjerg lynet vildt sig blotter.
4. Af badet løber bondens hvide datter –
de kære vande, nødigt hun forlod dem.
Hun strækker sine bryster højt med latter,
mens tordenregnen stråler ned imod dem.
Hvor koen brøler, som fra Jordens indre!
Hvor hylden dufter sødt, som kunne roden
en regnmæt lykke under muld erindre.
Og lystent borer lynet sig,
og lystent borer lynet sig i kloden.