og dagen tager af,

den tid os da påminder

om dødens mørke grav.

Lys for os, Jesus sød,

ved hvert et fjed

til gravens sted,

og giv en salig død!

2. Nu skrider dagen under,

og natten vælder ud;

forlad for Jesu vunder

vor synd, o milde Gud.

Bevare kongens hus

samt alle mand

i disse land

fra fjendens vold og knus!

3. Om du vil tiden vide,

husbonde, pige, dreng,

da er det på de tide,

man føjer sig til seng.

Befal dig Herren fri!

Vær klog og snild,

vogt lys og ild!

Vor klokk’ er slagen ti.

4. Gud Fader os bevare,

de store med de små!

Hans hellig engleskare

en skanse om os slå!

Selv vogte han byen vel!

Vort hus og hjem

har han i gem,

vor ganske liv og sjæl.

5. Det var ved midnatstide,

vor frelser han blev født

til trøst al verden vide,

som ellers var forødt.

Vor klokk’ er slagen tolv.

Med tunge og mund

af hjertens grund

befal dig Gud i vold!

6. Hjælp os, o Jesus kære,

vort kors i verden her

tålmodelig at bære!

Der er ej hjælper fler.

Vor klokk’ er slagen ét.

Ræk os din hånd,

o Frelsermand!

Da vorder byrden let.

7. Dig, milde Jesus lille,

som, mig til salighed,

i mørket fødes ville,

ske pris i evighed!

Din værdig Helligånd

oplyse mig

evindelig,

at jeg dig skue kan!

8. Nu skrider natten sorte,
og dagen stunder til;
Gud, lad dem blive borte,
som os bedrøve vil!
Vor klokk’ er slagen tre!
O Fader from,
vend du os om,
din nåde os beté!1

9. Dig, evig Gud, ske ære

i høje himmelkor,

som vægter ville være

for os, på jorden bor!

Det ringer nu af vagt.

For natten god

fald Gud til fod!

Tag tiden vel i agt!

10. O Jesus, morgenstjerne,

vort liv udi din vold

befaler vi så gerne,

bliv du vor sol og skjold!

Vor klokk’ er slagen fem.

Kom blide sol

fra nådens pol!

Oplys vort hus og hjem!

Indlægget Når mørket jorden blinder (Vægterversene) blev først udgivet på Sangbogen.

Indlægget Gode Gud, din engleskare blev først udgivet på Sangbogen.

Gud Fader i det høje,

i varetægt mig tag!

Fra synd og sorg og fare

din engel mig bevare,

som ledet har min fod i dag!

Indlægget Nu lukker sig mit øje blev først udgivet på Sangbogen.

op ad himlen drager,

hjem til skovs af marken fly’r

hist de sorte krager;

skumringen sig breder ud,

det er mørkt omsider.

Vær os nær, du kære Gud,

medens natten lider!

2. Vær mig nær, thi uden dig

ensomhed mig truer;

vær mig nær, thi uden dig

jeg for mørket gruer!

Hold mig med din faderhånd,

så jeg dig fornemmer;

fri mig ud af mørkets bånd,

så min frygt jeg glemmer!

3. Lad mig føle, hver gang når

livet blir mig øde,

at du, Fader, hos mig står,

og i sådan møde;

og når natten i mit bryst

hjertet vil omlejre,

o, da skænk mig livsens trøst,

vind mig lysets sejre!

4. Og når dødens nat engang

over mig sig sænker,

lad mig høre morgensang,

førend ret jeg tænker:

dine fugles morgensang

i den høje sommer,

der, hvor dag er altid lang,

natten aldrig kommer!

5. Tung og mørk den tavse nat

over jorden spænder,

hist kun bag et vindve mat

vågelys der brænder.

Du, som lindrer sorg og nød,

al vor synd forlader,

lyser op den mørke død,

tak, du lysets Fader!

Indlægget Tunge, mørke natteskyer blev først udgivet på Sangbogen.

veje, Gud tør kende,

selv om du til målet når

først ved verdens ende!

2. Aldrig ræd for mørkets magt,

stjernerne vil lyse!

Med et Fadervor i pagt

skal du aldrig gyse!

3. Kæmp for alt, hvad du har kært,

dø, om så det gælder!

Da er livet ej så svært,

døden ikke heller.

Indlægget Altid frejdig, når du går blev først udgivet på Sangbogen.

mageløs er for mit hjerte du,

vågnet er ved dig en højtidssalme,

som genlyder daglig i min barm.

2. Kirkeklokke! ej til hovedstæder

støbtes du, men til den lille by,

hvor det høres trindt, når barnet græder

og inddysses blidt ved vuggesang.

3. Kirkeklokke! moderskød for klangen,

som er mig langt mer end strengeleg,

toner dine kappedes om rangen

for mit øre tit og i min barm.

4. Mens som barn på landet jeg var hjemme,

julemorgen var mit Himmerig,

den du meldte mig med englestemme,

kimed klart den store glæde ind.

5. Højere dog stemte dine toner,

når de med »den gyldne sol frembrød«

kimed: Støv! oprejst er din forsoner,

stat nu op i påskemorgengry!

6. Lavere de spreder deres vinger,

sænker sig med solen dybt i hav,

når for mig nu aftenklokken ringer,

og jeg tæller dine bedeslag.

7. Lifligt dog det klinger helst om høsten,

i den stille, svale aftenstund;

gennem jorderig går Himmel-røsten,

kalder sjælen til sin hvile ind.

8. Landet nu gråhærdet kun jeg gæster

og har hjemme, selv jeg ved ej hvor;

dog på lysets hjem min hu sig fæster,

evig godt, jeg ved, er ene der.

9. Derfor nu, når aftenklokken melder:

Solen sank, og fuglen slumred ind,

da mit hoved jeg med blomsten hælder,

nynner sagte mellem bedeslag:

10. Kirkeklokke! når til sidst du lyder

for mit støv, skønt det dig hører ej,

meld da mine kære, så det fryder:

Han sov hen, som sol i høst går ned.

Indlægget Kirkeklokke! mellem ædle malme blev først udgivet på Sangbogen.

opstandne Jesus milde!

Med dig til Himlens hvilested

vi gerne følges ville.

2. O, kom til os og slip os ej,

men drag os, når vi ikke

er raske nok på Himlens vej,

hvor torne foden stikke!

3. Vor aftenstund er altid nær

i hver en livets alder;

o, vær vort lys med lifligt skær,

når aftenduggen falder.

4. Når da vor dunkle pilgrimsfærd

ved målet er til ende,

vi skal med himmelsk klarhed dér

dig og din Fader kende.

Indlægget Dig vandre vi så gerne med blev først udgivet på Sangbogen.

og natten vælder ud;

forlad for Jesu vunder

vor synd, o milde Gud!

Gud Fader os bevare,

de store med de små,

hans hellig engleskare

en skanse om os slå!

2. Når mørket jorden blinder,

og dagen tager af,

den tid os da påminder

om dødens mørke grav.

Ved hvert et fjed, vi træde,

lys for os, Jesus sød!

Fyld hjertet med din glæde,

og giv en salig død!

Indlægget Nu skrider dagen under blev først udgivet på Sangbogen.