så rokkes ej muren i stormvejrets stund,

og arnen skal stå i læ af korsets tegn,

så hviler jert hjem bag det tryggeste hegn!

Hvor korset står vagt,

taber mørket sin magt.

2. Hver idræt skal signes med bønnens stærke dåb,

som lutrer hver længsel, bevinger hvert håb;

om soldagen gryr, om aftnen bryder frem,

send bønnens hvide due som bud fra jert hjem!

Hvor bønnen får magt,

står Guds engle som vagt.

3. Til ham, som var buden ved Kanas brudefærd,

mens tiderne skifter, I holde jer nær!

Velsignet hver plet, som Jesus kalder sin!

Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin,

og freden står vagt

over hjerternes pagt.

4. Gud skærme jer vandring, til livets sol går ned!

Det lyser på vejen, at Gud er kærlighed.

Han lede jer fod til kongeborgen hen,

hvor ingen, som mødes, skal skilles igen,

hvor alt er fuldbragt

ved Guds kærligheds magt!

Indlægget Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund blev først udgivet på Sangbogen.

er det ædleste brudeblus;

kærligheds ild fra Himmerig

gløder i barm evindelig.

O, Gud ske lov!

2. Til vor Herre vi beder frit:

Lad os lysne i lyset dit!

Lovet har du, din kærlighed

møde os skal ved hvert et fjed.

O, Gud ske lov!

3. Den, som Jesus for øje står,

ingen sinde i mørke går;

hvor der er tro på Jesu navn,

dér er en varm og kærlig favn.

O, Gud ske lov!

4. Dér velsignet går ind og ud

altid brudgommen med sin brud,

og når omsider sol går ned,

sol er Gud selv i evighed.

O, Gud ske lov!

Indlægget Alterlyset i Herrens hus blev først udgivet på Sangbogen.

for to, som gerne vil sammen være;

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære;

ja, det er gammen

at rejse sammen,

når fjederhammen

er kærlighed.

2. Det er så hyggeligt allensteds,

hvor små og store har ét i sinde,

og det, som drager de store læs,

i hjertekamret er inderst inde;

ja, det er gammen

at holde sammen,

når ja og amen

er hjertets sprog.

3. Det er så herligt at stole på,

vi har en Herre, som alting mægter,

han os ej glemmer, når vi er grå,

hans nåde rækker til tusind slægter;

ja, det er gammen,

at alle sammen

er ja og amen

Guds nådes ord.

4. Det er vemodigt at skilles ad,

for dem, som gerne vil sammen være,

men, Gud ske lov! i vor Herres stad

for evig samles de hjertenskære;

ja, det er gammen

at leve sammen,

hvor ja og amen

er kærlighed.

5. Hvert ægtepar, som med kærlighed

i Jesu navn holder bryllupsgilde,

skønt alt i verden går op og ned,

skal finde tidlig og finde silde:

Det er dog gammen

at sidde sammen,

hvor arneflammen

er kærlighed.

Indlægget Det er så yndigt at følges ad for to blev først udgivet på Sangbogen.

det kan trygt

som på en klippe hvile

og smile.

Lad stormene kun suse,

de er i Herrens hånd!

Lad bølgerne kun bruse,

de er i Herrens bånd!

Hvad fast er bygt på klippe

ej vakle kan og glippe;

al verden skal forgå,

Gud! dit hus skal stå.

2. Stort er Guds hus på hald,1

frit for fald,

med Himmel-herligheden

herneden;

men Herren det og mægter

at bygge huse små,

som gennem mange slægter

hans navn til ære stå,

som i hans tempels skygge

stå rolige og trygge,

skønt stormen raser vild,

Helved spruder ild.

3. Vi, som i Jesu tro

lavt mon bo

her på den åbne slette,

med rette,

hos Herren god til huse,

kan rolig høre på,

hvor bølgerne de bruse

om vore hytter små;

vi har, med alle vinde,

det hyggeligt herinde,

vi har med Gud i pagt

fred og englevagt.

4. Dem, som vort hjerte nær

vokste her

og os, vemodig glade,

forlade,

vi Gud i vold befale;

han, som har bygt for os

på bjerge og i dale,

så vi bød stormen trods,

han vil for dem og bygge

i klippeborgens skygge,

når han derom i løn

hører deres bøn.

5. Da skal fra hytter små

sammenslå,

som sang om morgenstunden

i lunden,

lovsange til den Høje,

som bygger lavt på jord,

som låner støv sit øje

og aske sine ord;

og alle Himlens hære

skal til den Godes ære

i kor med mark og skov

juble: Gud ske lov!

Indlægget Huset, som Gud har bygt blev først udgivet på Sangbogen.

rig på råd, på tål og trøst,

klippefast og tro som guld,

sød i vår og sød i høst,

dybere, end nogen ved,

er den ægte kærlighed.

2. Evas datter, Adams søn

vokser op i øst og vest,

drømmer ej derom i løn,

de hinanden huer bedst,

mærker, når de mødes, dog

klart er kærlighedens sprog.

3. Følge hver kun Herrens hånd,

hvor den leder, til og fra!

Som fuldkommenhedens bånd

kærlighed vi finder da,

med guldkæde Himlens Gud

binder brudgom til sin brud.

4. Med det samme binder han

begge til sin faderfavn,

signer deres ægtestand

i vor Herres Jesu navn,

kroner så med fryd og fred

deres ægte-kærlighed.

Indlægget Glæderig og underfuld blev først udgivet på Sangbogen.

dens duft gør hjerter glade,

dens saft er som den klare vin,

så liflig fin

som rosens er dens blade.

2. Den favre blomst er kærlighed,

et kunstværk af Guds finger,

den vokser op, før støv det ved,

i lønlighed,

til dejlig den udspringer.

3. Den vokser vildt dog kun på jord,

undtagen i Guds Eden,

kun dér, ved livets flod, den gror

og står i flor

med duft for evigheden.

4. Ved brudeblus i Jesu navn

dog gode råd vi finde,

thi Paradis er i hans favn:

sin fødestavn

skal blomsten atter vinde.

5. Velsignelsen af Jesu mund,

hvor kærlighed er inde,

omplanter i en salig stund

på hellig grund

den blomst hos mand og kvinde.

6. De to da vorder ét på ny

ved kærligheds vidunder,

som kun forklares over sky,

hvor lysets by

på kærlighed sig grunder.

Indlægget Jeg ved en blomst så favr og fin blev først udgivet på Sangbogen.