1. Huset, som Gud har bygt,
det kan trygt
som på en klippe hvile
og smile.
Lad stormene kun suse,
de er i Herrens hånd!
Lad bølgerne kun bruse,
de er i Herrens bånd!
Hvad fast er bygt på klippe
ej vakle kan og glippe;
al verden skal forgå,
Gud! dit hus skal stå.
2. Stort er Guds hus på hald,1
frit for fald,
med Himmel-herligheden
herneden;
men Herren det og mægter
at bygge huse små,
som gennem mange slægter
hans navn til ære stå,
som i hans tempels skygge
stå rolige og trygge,
skønt stormen raser vild,
Helved spruder ild.
3. Vi, som i Jesu tro
lavt mon bo
her på den åbne slette,
med rette,
hos Herren god til huse,
kan rolig høre på,
hvor bølgerne de bruse
om vore hytter små;
vi har, med alle vinde,
det hyggeligt herinde,
vi har med Gud i pagt
fred og englevagt.
4. Dem, som vort hjerte nær
vokste her
og os, vemodig glade,
forlade,
vi Gud i vold befale;
han, som har bygt for os
på bjerge og i dale,
så vi bød stormen trods,
han vil for dem og bygge
i klippeborgens skygge,
når han derom i løn
hører deres bøn.
5. Da skal fra hytter små
sammenslå,
som sang om morgenstunden
i lunden,
lovsange til den Høje,
som bygger lavt på jord,
som låner støv sit øje
og aske sine ord;
og alle Himlens hære
skal til den Godes ære
i kor med mark og skov
juble: Gud ske lov!