Den volder mig bitter smerte;

altid jeg den for øje har,

og knuse den vil mit hjerte.

2. Barmhjertige Gud, mig ej forkast,

din Ånd du ej fra mig tage!

Mit hjerte gør nyt, min vilje fast,

og giv mig min fred tilbage!

Indlægget O Herre, udslet min synd så svar blev først udgivet på Sangbogen.

og beder dig, os selv til trods,

at du vil rykke op med rode

alt, hvad du planted ej i os,

så på det rene til vor lykke

din Ånd hos os kan bo og bygge.

Indlægget O Gud, vi falder dig til fode blev først udgivet på Sangbogen.

syndens byrde er så svar,

ej den vej jeg vandre ville,

som du mig befalet har;

sønderknust jeg ser tilbage

på mit livs henfarne dage.

2. Ak, jeg kan dig ej undvige

thi du alle vegne står;

vil jeg ud på havet stige,

om jeg ind i jorden går,

om jeg fløj til verdens ende,

du mig dog kan se og kende.1

3. Jeg bekender for dig, Herre,

at jeg gjorde skam og synd,

jeg dit barn ej ville være,

ak, din nåde mig forkynd!

o, at mine synder lede

ej optænde må din vrede!

4. O, hvad kan den byrde lette,

som så dybt mig trykker ned?

Angers gråd kan ej udslette

syndernes mangfoldighed;

trøst og håb og mod forsvinde,

hvor, ak, hvor er hjælp at finde?

5. O min Jesus, dine vunder,

ja, en dråbe af dit blod

gøre kan det nådens under,

at min skade vorder god;

derfor hen til dig jeg haster,

mig for dine fødder kaster.

6. Dig jeg al min synd vil give,

sænk i havets dyb den ned,

at jeg ren som sne kan blive,

klædt med din retfærdighed;

lad din gode Ånd mig drive,

at jeg fast hos dig må blive!

Indlægget Herre, jeg har handlet ilde blev først udgivet på Sangbogen.

hvor havet dybt mon være,

ifør mig din retfærdighed,

forny mig til din ære!

Et helligt hjerte her mig giv,

så får mit støv vel engang liv,

som ej har død i vente!

Indlægget O Gud, min synd du sænke ned blev først udgivet på Sangbogen.

når jeg af synden trænges,

til dig står al min lid:

Jeg på dit ord, o Fader,

på nåden mig forlader,

o Herre, vær mig mild og blid!

2. Mit hjerte gøres bange

for mine synder mange,

dog Jesus er min trøst:

jeg tror ham vel for alle,

han vil mig ej undfalde,1

han har mig med sit blod forløst.

3. Stor fristelse jeg finder,

og hårdt mig synden binder,

Gud, hjælp derfra mig ud!

I døden som i live

lad mig fortabt ej blive,

og evig priser jeg min Gud!

4. Du livsens Herre kære,

min Jesus vil du være,

livsaligt er dit navn.

Min frelser, Jesus milde,

du ej fra mig dig skille,

du altid er min trygge havn!

5. Gud Fader, som mig skabte,

tæl ej mig blandt fortabte,

mit håb er sat til dig:

Guds Søn, som mig forløste,

din hjælp mig altid trøste,

styrk det, du har begyndt i mig!

6. Du, Helligånd, mig råde,

giv visdom mig og nåde,

giv lykke, gode råd:

I kaldet flittig være,

mit kors tålmodig bære,

giv mig i Himlen del og lod!

Indlægget Gud, efter dig jeg længes blev først udgivet på Sangbogen.

kom mig til hjælp og trøst!

En synder jeg mon være,

bekender dig min brøst;

min synd kan jeg ej dølge,

den tynger nat og dag,

stor sorg er i dens følge

og gør mig syg og svag.

2. Den stund jeg er i live,

jeg beder, Herre, dig,

du vil mig nåden give,

så jeg omvender mig.

Jeg meget ondt bedrevet

har al min ganske tid,

og ilde har jeg levet,

det gør mig sorg og kvid.

3. Mit kors har jeg og draget

med stor besværlighed,

som Gud det har behaget,

hvad gavnligt er, han ved.

Jeg vil ej overgive

mig i min sorg og brøst,

men fast ved Guds ord blive,

som er min bedste trøst.

4. Stor sorg i løn at drage

det gør i hjertet ve;

jeg kun for dig tør klage,

min Gud, som alt kan se;

du kan mig bedst husvale,

dig klager jeg min nød,

du svarer på min tale

med trøst i liv og død.

5. O, for din død alene

bønhør mig nådelig!

Alt ved dit ord det rene

jeg altid trøster mig;

når jeg skal heden fare

fra denne jammerdal,

min sjæl vil du bevare

udi din Himmel-sal!

Indlægget O Jesus, livsens Herre blev først udgivet på Sangbogen.

mit bange råb jeg vender,

bøj nådig øret ned til mig,

hør bønnen, jeg opsender!

Thi om du ville se derpå,

hvad synd og uret vi begå,

da måtte vi fortabes.

2. Hos dig jo nåde gælder kun,

af den du synd tilgiver,

thi ren og hellig i sin grund

vor gerning aldrig bliver.

Hvo kan, o Gud, for dig bestå?

Enhver for dommen skælve må

og ty hen under nåden.

3. Derfor på Gud og ej på mig

jeg alt mit håb vil bygge,

mit hjerte skal husvale sig

udi hans nådes skygge;

den blev mig tilsagt ved hans ord,

det er min trøst, på det jeg tror,

deri mig intet rokker.

4. Og vared det til aftenstund,

ja natten ud, til morgen,

så skal mit hjerte ingenlund

fortvivle dog i sorgen;

men som det rette Israel,

der læsket blev af Åndens væld,

jeg bier på min Herre.

5. Og er vort syndemål end stort,

dog større er Guds nåde,

hans stærke hånd, som alt har gjort,

kan vel os fri af våde;

han er den gode hyrde, som

sin hjord fra synd, fra død og dom

i nåde vil forløse.

Indlægget Af dybsens nød, o Gud, til dig blev først udgivet på Sangbogen.

af dybsens nød til dig,

du vil mig nådig være

og gerne høre mig;

dit øre du nedbøje,

når jeg min bøn frembær’,

og mærk udaf det høje,

hvad min begæring er!

2. Ak, hvis du agt vil give

på synden, vi begå,

mens vi er her i live,

hvem kan for dig bestå?

Men hver, som det begærer,

du nåde har tilsagt,

thi frygter man og ærer

din høje Guddoms-magt.

3. Tænk på mig i dit rige

for korsets hårde død!

Dit ord, som ej kan svige,

det er min trøst i nød.

Af længsel hjertet trænges

til dig med stor attrå

fast mer, end vægt’ren længes,

at dagen komme må.

4. Guds folk sig trygt forlade

på hans barmhjertighed

og på hans store nåde,

som han så mangeled

hen over dem udøser,

den fromme Herre Gud,

idet sit folk han løser

af synd og sorrig ud.

Indlægget Jeg råber fast, o Herre blev først udgivet på Sangbogen.

udi dødens våde.

Hvem kan vi gå til om hjælp,

så vi finder nåde?

Dig, Herre Krist, alene!

Vi angrer vor misgerning svar,

som dig højt fortørnet har.

Hellige Herre Gud,

hellige, stærke Gud,

hellige, barmhjertige frelser,

du evige Gud!

Lad os ej gå under

i den bitre dødens nød!

Kyrie eleison!1

2. Midt i døden knuger os

Helveds magt og vrede.

Hvem kan os af denne nød

ud i frihed lede?

Du, Herre Krist, alene!

Så inderligt du ynkes ved

al vor synd og usselhed.

Hellige Herre Gud,

hellige, stærke Gud,

hellige, barmhjertige frelser,

du evige Gud!

Lad os ej fortvivle

for den dybe Helveds glød!

Kyrie eleison!

3. Midt i Helved-angsten ind

vil vor synd os drive.

Hvor skal vi da flygte hen,

få et sted at blive?

Til dig, o Krist, alene!

Du givet har dit dyre blod,

som for al vor synd gør bod.

Hellige Herre Gud,

hellige, stærke Gud,

hellige, barmhjertige frelser,

du evige Gud!

Lad os aldrig falde

fra den rette troens trøst!

Kyrie eleison!

Indlægget Midt i livet er vi stedt blev først udgivet på Sangbogen.