1. Jeg råber fast, o Herre,
af dybsens nød til dig,
du vil mig nådig være
og gerne høre mig;
dit øre du nedbøje,
når jeg min bøn frembær’,
og mærk udaf det høje,
hvad min begæring er!
2. Ak, hvis du agt vil give
på synden, vi begå,
mens vi er her i live,
hvem kan for dig bestå?
Men hver, som det begærer,
du nåde har tilsagt,
thi frygter man og ærer
din høje Guddoms-magt.
3. Tænk på mig i dit rige
for korsets hårde død!
Dit ord, som ej kan svige,
det er min trøst i nød.
Af længsel hjertet trænges
til dig med stor attrå
fast mer, end vægt’ren længes,
at dagen komme må.
4. Guds folk sig trygt forlade
på hans barmhjertighed
og på hans store nåde,
som han så mangeled
hen over dem udøser,
den fromme Herre Gud,
idet sit folk han løser
af synd og sorrig ud.