1. Vi kan føle, vi skal lære,
dag fra dag, den visdom sund,
at vi lever til Guds ære
højt af ordet i Guds mund,
mens på moders skød vi krybe,
når til faders favn vi flyve,
i vor Herres Jesu navn;
2. men at livet hos vor fader
er, som i vor moders hjem,
sine små, som hun, han bader
og, som hun, han svøber dem,
giver dem, som hun, at die,
elsker op dem, som Marie
elsked op hans egen søn!
3. Kønnet ej er ham til hinder,
bedre end de store mænd
huer ham de søde kvinder,
som vil have ham til ven,
begge køn vil han forbinde,
så vi, som en ægte-kvinde,
kan forenes med hans søn!
4. Det er kærlighedens gåde,
i dens levnedsløb på jord,
som kun sandheds ånd kan råde,
og forklare ved Guds bord;
først var kvinden skjult hos manden,
sidst de enes med hinanden
om, at kvinden skjuler bedst!
5. Eva sprang med brude-kerte
ud fra Adams hjerterod,
men Marie under hjerte
bar Guds riges Fredegod;
manden avled synderinden,
Frelseren blev født af kvinden,
Gud som mand er kvindens sæd!
6. Spejlet for den kristne kvinde
det er Herrens moder sød,
med så mangen kær veninde,
Herren tro i liv og død
og da han stod op af døde,
han, som påske-morgenrøde,
først for kvinderne oprandt.
7. Han Marie Magdalene
sendte ud med livets ord!
hvem tør kvinderne formene
vandringen i hendes spor!
kristne møer, kristne enker,
hvem tør lægge dem i lænker!
hvem tør binde deres mund!
8. Først, når atter fromme kvinder,
som i ordets heltetid,
Herren tjene som “bispinder”
bruge tungerne med flid,
så får hjertet mund og mæle,
at sig glæde barnesjæle
i Guds Himmerig på jord!