1. Alle ting er underfulde
i vor frelsers julefest!
Himlen ligger nu på mulde!
Gud er blevet jordens gæst!
Han har brudt sin Himmel-sal,
ligger ned i jordens dal!
Til sit eget folk han tragter,
dog de ham kun lidet agter.1
2. Fædrene var snart forgræmmed,
førend du, min Jesus, kom;
da du kom, da blev du fremmed,
sådan vendtes bladet om!
Satan, sygdom, sorg og synd
drev og lægte du med fynd;
men din løn blev sten og avind,
svøber, torne, kors og glavind!
3. Ræven i sin lurehule
haver mere sikkerhed,
ja, på kvisten vilde fugle,
end som du på jorden ved!2
Blandt dit eget folkefærd
er så få, der har dig kær;
hedninger de dig annamme
og gør jøderne til skamme.
4. Hjerte Jesus! er din lykke
blandt dit eget folk så slet,
kom du da, min sjæles smykke,
jeg vil afstå al min ret
til mig selv og give dig
hjerterum evindelig;
ja, alt mit vil jeg dig give,
når du min igen vil blive.
5. Sjælen den er dog din egen,
kroppen dannede din hånd,
derfor er din ret så megen
til mit støv og til min ånd!
Tag mig da, besid mig hel,
og vær du mit hjertes del!
I dit kors og i din ære
lad mig din livegen være!