1. Byens lys der tændes, Chaplins gamle film,
myretu’n er med sit bedste smil.
Helt til horisonten sti’r og synker ild’n,
selv en storby har sin sexappeal.
Her lever vi i skorstensskoven
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til men’skenes sovende børn,
kravl op og kig ud over byen.
Bag alle disse bål, der flammer
med lysreklamers kolde lyn,
er kampe og skæbner og jammer og ondt
alli’vel så elsker vi byen.
Man tænker på maskiner og på bomber og krig
hundrede knald alting forbi,
vi jævner selv med jord’n, hvad vi
har bygget så flinkt, blå energi, blinde instinkt.
Det er en usandsynlig fabel,
små bitte svage usle gryn,
der stavler og splitter et babel af sten,
alli’vel så elsker vi byen.
2. Over os står lyset varmt og kuppelrundt
som et brandskær set fra landevejn.
Fjerne folk i mørket ser et strålebundt,
over regnen står et himmeltegn.
Hvad trækker dem til disse steder?
Hvad binder dem til støjn og gnyet?
Derude var marker og glæde og ro,
alli’vel så elsker vi byen.
Hvad vil du vel på denne stentomt,
her er du tabt og anonym.
Du møder kun vrimlende ensomhed her,
kom ind, du forsvinder i byen.
En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri,
liv eller død, kun småtteri.
Hvem spør om du og dine går til bunds, overbord,
skæbner går ned, storbyen gror.
Her lever vi i skorstensskoven,
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til menskenes stridende børn,
alli’vel så elsker vi byen.