1. Her står jeg hver aften på “risten”,
mens jeg kigger på Vesterbro.
Jeg nyder det flammende neonlys,
uden ophold fra seks til to.
Jeg har det omtrent som de rige,
jeg er hver nat på “restaurant”.
Man godt på en måde kan sige,
at jeg er såd’n en slags “gourmant”.
Jeg har med de ædlere dele
ej vrøvl som en anden grosser’.
Min mave kan tåle det hele
og lidt til og meget mer’.
Jeg napper “fasanen” i flugten
efter “bøffen”, min yndlingsret,
jeg får aldrig andet end lugten,
men af den kan man godt bli’ mæt.
Mens de derinde nedsvælger bourgogne og bordeaux,
blir jeg beruset af luften fra Vesterbro.
2. I går fik vi “lam i asparges”.
Om det smagte? Det’r ikke ord’t.
Et eventyr var osse ribbenssteg’n
indirekte fra varmebord.
Den ville ha’ glædet Johansen,
i november han skred gedulgt.
Han misted’ en dag lugtesansen,
så han ebbede ud af sult …
Jeg sad ved hans leje på selve
den aften da feberen kom.
Skønt han havde 47,11
så lå han og talte om
de dejlige nætter på risten,
nå, men sådan er livets gang.
En skønne dag udløber fristen,
og man synger sin sidste sang.
Nu gad jeg vide om risten ved Himmeriges kro
kan være bedre end risten på Vesterbro.