1. Den kristne kirkes skønne navn
vil overalt man bære,
men Herrens folk, til evigt gavn,
det vil dog få kun være;
sig kirkens navn med uret gav
og giver mangen kalket grav,
som dødningben kun gemmer.
2. Almindelig, det kaldes ret
Guds kirke trindt på jorden,
for tider, folk og tankesæt
i Syden og i Norden;
fra hver en kant, mens verden står,
om hyrden flokkes hjordens får,
hvo kan det vel forhindre?
3. Men kirken den er dog kun én,
ét navn i alle munde,
til grundvold Gud har lagt en sten,
som rokkes ingenlunde;
det samme altid i en sum
er Kristi evangelium,
som os mon saliggøre.
4. Derfor det første kirke-tegn
er livets ord og lære,
for hjertet sol og dug og regn
til Jesu Kristi ære;
thi hvor det lyder uden tant,
det kendes og, Guds ord er sandt,
kan uden frugt ej blive.
5. At kirken står i dåbens pagt,
det kan ej heller fejle,
og Herren vil, som han har sagt,
sit vidnesbyrd besegle,
som med sin Ånd, vor trøster god,
så med sit legem og sit blod,
de kristnes mad og drikke.
6. På lydighed mod Herrens ord
det er så godt at mærke,
hvor Gud sit tempel har på jord,
og Kristus kæmper stærke;
dér hører Gud den stille bøn,
dér lyder takkesangen skøn
i hjerter og i munde.
7. Et helligt liv i Jesu tro
kan verden ej behage,
så under korset kristne bo
i verden alle dage;
men altid har af Herrens røst
hans kirkefolk den rige trøst,
de Himmerig skal arve.
8. Ukrudt og klinte findes fast
blandt hveden åbenbare,
mundkristne går i skam og last,
det dommedag skal klare.
Guds helgen har én kraftig dåb,
én Gud, én drot, én tro, ét håb,
i Himmerig de samles.