1. Den nåde, som vor Gud har gjort
os at retfærdiggøre,
den bør vi agte højt og stort
og så i gerning føre,
at troens frugter kendes må,
og vi kan frem i dyder gå;
hvortil Guds Ånd os røre!
2. Vor næstes fejl vi skjule må
med kærlighedens kåbe,
ej trøstesløse lade gå
dem, som vor hjælp anråbe
om hus og om nødtørftigt brød,
som Frelseren os selv det bød,
hvis nådeløn vi håbe.
3. Gid vi i gerning og i ord
må stedse lade kende,
at os Guds Ånd i hjertet bor,
at vi som lys må brænde,
og at i dyd vi skinne må,
så skal Gud ære af os få
nu og foruden ende.