1. Man si’r, at når våbnene taler,
så tier, o muser, I ni!
I gør ingen kunst af at tie.
I kryber forskræmte i hi.
||: O snaksomme søstre – da kræves
en muse endnu: nummer ti. :||
2. Jeg er DEN TIENDE MUSE.
Jeg har min beskedne gesjæft .
Jeg står for en kunstart, som kræver
en ret ualmindelig tæft,
||: den fineste kunst her i verden:
kunsten at holde sin kæft . :||
3. Vi lever i utrygge tider,
hvor ord kun har ringe værdi.
I dag et højtideligt løfte,
i morgen fornægtet, forbi.
||: Næh, ord er en tvivlsom valuta
at sætte sin sparemønt i. :||
4. Alt dét, vi behøver at sige,
er tanker, hvor tvivl står på vagt.
Kulturfællesskabet beror på
det underforståedes magt.
||: De kræft er, som binder os sammen,
er just: hvad der ikke blir sagt. :||
5. For jeg er DEN TIENDE MUSE
og dén, på hvis kunst det beror,
om ånden skal overvintre,
kulturen igen stå i flor.
||: Jeg mener … De véd det jo … dette,
som ikke kan siges med ord. :||