1. Der findes en livstid for alting på jorden
en tid til at indånde lysende morgen
og modtage hverdagen stille fra himlen
med kræfter til glæden og kræfter til sorgen
2. Og livet er solstrøm og elskov i stuer
hvor mennesker mødes i levende kroppe
og rører hinanden med sitrende hænder
som mørket, der truer os, ikke kan stoppe
3. Og livet er gader med nogen at møde
og nogen at føre til ukendte steder
og nogen at elske mens bjergene ryster
og celler forenes og nyfødte græder
4. Og livet er gange med ofre og afsked
og nogen at tage i hånden i senge
hvor håbet er ude og sprogene svigter
at sidde der sagte, at sidde der længe
5. Og dagene kommer og dagene svinder
og aftnerne kærtegner hviskende sivet
til nogen fortæller mens solen forstråler
at dagenes kommen og gåen var livet
6. Der findes en livstid for alting på jorden
for kroppenes fødsler og skabelsens dage
Så griber vi chancen: I dag skal vi leve
det liv som vi fik og endnu har tilbage
