1. Nu truer mørket, det kommer stille.
Bliver det solhverv igen en gang?
Og blæsten rusker snart nøgne grene –
de visne blade, den sidste sang.
Naturen hviler med tågeslør –
så spørger livet om du mon tør?
Om du mon tør?
2. Det er en dag som de tusind andre,
og tør du spørge igen en gang:
Om vi skal følges igennem mørket,
igennem lyset, i sorg og sang?
Og svaret lyser som solen varm:
Ja, vi skal følges i livets larm,
i livets larm!
3. Det er den dristigste dåd af alle
at turde spørge med udstrakt hånd –
for livet er jo som året broget,
selv korte dage kan veje ton.
Men tør du spørge med åbent sind,
da svinder sorger og mørke ind,
og mørke ind.
4. For svaret bærer et solhverv i sig,
det ja som lægger en hånd i din.
Så kommer lyset igen med varmen,
da spirer atter den gamle vin.
Det bliver forår igen, igen –
fortræng nu mørket og solen tænd!
Og solen tænd!