Dernede i dalen
en lille hytte lå.
Det var for mig den bedste plet,
jeg her på jorden så;
og skjult bag havens roser,
der sad vi to engang,
og svor hinanden troskab,
mens nattergalen sang.
Men løftet du glemte,
skønt jeg var tro som guld.
Imens jeg for så viden om,
du var en anden huld.
Og da jeg kom tilbage,
i haven sad der to.
Du til en anden skænkede
din ære og din tro.
Du lod dig bedåre af falske smigord.
I guld og silke går du klædt,
mens jeg i mørket bor.
Men kommer onde dage,
så husk min lille sang,
den siger, at jeg elsker dig
som allerførste gang