1. Det runde himlens stjernetelt
skal og sit vidne bære
om den nyfødte barnehelt
og om hans guddoms ære;
en stjerne klar i øst oprandt,
i den de vises øje
et Himmel-budskab læste grant
om kongen fra det høje.
2. De regned ud, hans fødselshjem
var nær ved templets tinde,
de rejste til Jerusalem
og vented ham at finde;
de fandt det godt umagen værd
mangt mødigt fjed at træde,
udspurgte både læg og lærd
om jøders drot den spæde.
3. Ransaget blev da hvert et blad,
hvor Kristus var betegnet,
til Betlehem, hans fødestad,
af Skriften var udregnet;
o dårlighed, sin gode Gud
i brev og bog at gemme,
når han af hjertet lukkes ud,
og sindet ham vil glemme!
4. Ved stjerneskin de vise mænd,
hvis flid var ufortrøden,
dog ledtes til den spæde hen,
som selv var morgenrøden.
Det mindste lys for dem er nok,
som efter Jesus vandre,
ved højlys dag man ser i flok
vildfarende de andre.
5. De vise mænd i hytte lav
på knæ i krybberummet
guld, røgelse og myrra gav
til ærens drot forblommet;
gid vi det lære må af dem
langt over verdens vise
det lille barn i Betlehem
at skatte og at prise!
6. Kom, arme sjæl, som intet har
af jordens guld i hænde,
tænk ej, fordi din hånd er bar,
din Gud dig ej vil kende!
Byd Jesus kun dit hjerte til!
Hvad end de rige mene,
han hjerter nænsomt gemme vil,
som var de ædelstene.