1. Du gav os de blomster, som lyste imod os,
med alfelet skønhed, dengang vi var små,
de brogede enge var gode imod os,
vi løb efter røde og standsed ved blå,
og åkandens hellige hvidhed forstod os
og åbned sin løndom, imedens vi så.
2. Du gav os de marker så bølgende brede,
hvor kornakset modnes og gyldnes af sol,
hvor kløveren dufter af sommer og hede
så sundt som vort brød og så sødt som viol,
hvor lærken ved morgen går op fra sin rede
og melder til skyen, at gårdhanen gol.
3. Du gav os de skove så dybe og svale
med solspættet skygge, med hulvej og skjul,
hvor hverdag er højtid, og tavshed er tale
fra løvspring i maj, til oktober står gul.
På lønlige stier, i hvælvede sale
vi fejred sankthans og den hvidklædte jul.
4. Du gav os den himmel, hvor skyerne iler
til leg og til kamp under vindenes råb,
til atter i ro og i højhed den smiler,
lyksalig og genfødt af strålernes dåb,
og natten, den lyse, hvor dagen kun hviler
med halvåbne øjne, urolig af håb.
5. Du gav os de vandrende, vældige vande,
vor vej og vort værn hedder: komme og gå,
og bølgerne togter langs skrænter og strande,
så sorte som graven, som himlen så blå,
og fletter en evighedskrans om din pande
og bruser din hymne: Lad Danmark bestå!