1. Du kære blide danske bæk,
som bag om hegn og hybenhæk
mod salte fjorde glider,
dit vandrevand, din puslestrøm
har nynnet i vor folkedrøm
og pyntet Danmarks kjolesøm
fra landets ældste tider.
2. Du lille muntre danske bæk
bag hyld og hegn og hybenhæk
og midt i lave enge,
du gav mit sprog dets sølverklang;
det bløde nyn ved vuggens gang
og rytmen i vor folkesang
er lån fra dine strenge.
3. Så værn da ømt om Danmarks land,
dets blide kyst, dets bløde strand
og mejsens bo i hækken,
lys over haren markens fred,
giv ly og læ og rugested
for alt, hvad hjertet hænger ved;
men værn dog mest om bækken!