1. Dybt fornedres skal enhver,
som sig selv ophøjer,
højt ophøjes skal enhver,
som sig selv nedbøjer;1
det er børnelærdom fin,
som vor Herre kalder sin,
har og klart beseglet.
2. Adam, i Guds billed skabt,
var sin skabers næste,
Adam, i sig selv fortabt,
blind for eget bedste,
vendte ryggen til sin Gud,
styrtede af Eden ud,
raved til afgrunden.
3. Sønnen i Guds herlighed
var sin Faders lige,
ville dog i ydmyghed
til os små nedstige,
hente os fra afgrund op,
løfte os til livets top,
Himmel-bjergets tinde.
4. Vend dog om fra afgrunds rand,
hver en sjæl forvildet!
Tro på Jesus, Gud og mand,
Gud i ham formildet!
Læg som støv dig i Guds hånd!
Da opliver dig Guds Ånd
atter i Guds billed.
5. Thi med ham, som fra Guds favn
sig til muld nedbøjed,
ved hans ord og i hans navn
bliver højt ophøjet
hver, som i hans barnedåb
dukker ned med tro og håb,
han sig selv fornedrer.