1. Er Gud for mig, så træde
mig, hvad der vil, imod!
Jeg kan i bønnens glæde
det trine under fod;
vil Gud mig gerne høre,
har Faderen mig kær,
hvad kan mig Satan gøre
med al sin Helved-hær?
2. Det kan jeg trøstig sige,
det tror jeg fast og ved,
at Gud i Himmerige
er ikke mere vred;
hans kærlighed mig følger,
hvor jeg går ud og ind,
og dæmper alle bølger,
som bruser mod mit sind.
3. Hans Ånd er i mit hjerte
og styrer selv mit sind,
fordriver al min smerte
og bringer lys derind,
befæster der sit rige
og nådens stærke pagt,
at jeg kan Abba sige
af ganske sjælemagt.
4. Når frygt og fare pukke
i sorgens mørke stand,
da virker Ånden sukke,
som ej udsiges kan,
som munden ej kan finde,
og ingen sans forstå,
kan Gud dog overvinde,
som ser sin lyst derpå.
5. Hans Ånd min sjæl opretter
med mangt et trøstigt ord,
at Gud dem ej forgætter,1
som på hans nåde tror,
hvor sødt et Himmerige
Gud sine har bered,
hvor godt det er at stige
nu snart derind i fred.
6. Dér er for Guds udvalgte
den rigdom, som består;
lad mig kun dø og falde,
min Himmel ej forgår!
Og skal jeg her da væde
min gang med øjnevand,
min Jesu trøst og glæde
det alt forsøde kan.
7. Mit hjerte lystig springer
i salighedens trin,
og frydesangen klinger
ved nådens blide skin;
den sol, som sjælen fryder,
det er, o Jesus, dig,
og al min sang betyder:
mit hjem er Himmerig.