1. Vi kan mærke nu på nætterne
der flyver os forbi,
mere korte, mindre mørke,
tryggere at sove i,
at et forår på sin vandring
i det stjernekolde hvælv
strejfer klodens vinterhjerte
i en længsel mod sig selv.
2. Og vi vågner i den sene time
mellem søvn og drøm
i en sød, bevæget uro
ved den måneblege strøm,
der som fine fingre leger
i dit nattesorte hår,
og som nattens sarte glorie
er vor spæde drøm om vår.
