1. For dig, o Herre, som dage kun
årtusinder er at regne,
et øjeblik er den liden stund,
vi ånder i støvets egne.
2. Som blomsten falmer hver rosenkind,
som græs fældes kæmper gæve,
de vises kunstige hjernespind
nedfejes som spindelvæve.
3. Halvfjerdsindstyve er støvets år,
de stolteste strid og møje;
om firsindstyve en kæmpe når,
des mere han har at døje.
4. Se ned, vor Herre, og hør vort kald!
Du lære os ret af nåde
at tænke på vore dages tal
og lade din visdom råde!
5. O, giv os dog efter striden fred
og trøst efter suk og klage;
med glæden i kvæld din miskundhed
lad krone de korte dage!
6. Ja, styrk din tjener med kraftens Ånd,
og børnene hans tillige,
lad værket lykkes ved deres hånd,
lad blomstre med os dit rige!
7. Os overstråle din herlighed
som solen ved middagstide,
og lys over os i graven fred
med solebjærgs-skær det blide!