1. Forgæves er vor kraft og kunst,
hvis Gud dem ej betrygger,
og alle mestres flid omsonst,
når han ej huset bygger;
så og den stad
bag voldes rad,
som Gud ej har bevaret,
man gøre til,
ihvad man vil,
den er dog slet forsvaret.
2. Forgæves årle vi opstår
og plager os med møje,
vort anslag dog alene går,
som Herren det vil føje;
om og dit brød
med slid og nød
du har dig selv erhvervet,
gav Gud ej mild
dig held dertil,
dit arbejd var fordærvet.
3. Kun Himlens konge gør det så,
at rigerne får lykke,
det alt for tit vi sande må,
når uden ham de bygge;
sligt regiment
blev ilde endt,
hvor mægtigt det så lader,
men held det folk,
hvis hjertes tolk
er tro på Gud, vor Fader!
4. Lyksalig er den stad, det land,
hvor gudsfrygt står ved roret,
og hvert et hus, hvis styresmand
Gud leder selv i sporet.
Agt derfor på,
til ham du må
alene dig fortrøste!
Hvor glemt er han,
for folk og land
det bedste dog vil brøste.1