1. Gud Helligånd, vor trøstermand!
Med rette du må klage:
Du blev hos os i støvets land,
århundreder som dage,
du blev hos os i Jesu navn,
i hans, som dig udsendte,
er tit dog i hans fødestavn
den store ubekendte.
2. Du er Guds røst på livets vej,
al Himlens tale-evne,
så uden dig vor Jesus ej
vor Herre vi kan nævne.1
Men blev det klart for os endnu,
at du kan os husvale?
Og bede vi: Guds Ånd! vær du
vor tunge og vor tale?
3. Ak nej, vi næppe tænker på,
at så det skulle være.
Skal du i faders sted os stå,
vi søge må din ære;
skal Jesus Kristus hemmelig
os gæste og berige,
vi og må tro, han er i dig,
og du i ham tillige.
4. Vi skal ej råbe: Kom til os!
som du var i det fjerne,
men sukke: Synd og død til trods,
Guds Ånd! bliv hos os gerne,
for Jesu skyld, som dig har sendt
til sine faderløse,
vil over dem, i dig erkendt,
sin kærlighed udøse!
5. Ja, bliv hos os, vor trøstermand,
vor talsmand og ledsager!
Opliv hos os hver tale sand,
så Gud den vel behager!
Thi han er ej de dødes Gud,
og leve vi kun mene,
til du går fra Gud Fader ud
og vækker os som stene.2
6. Hver gang du hører Herrens ord
fra vore dødning-læber,
som det blev mumlet under jord,
skønt det til Himlen stræber,
o, tag det op, udtal det ret,
så vi det kan fornemme,
til os kom godt fra Nazaret:
den gode hyrdes stemme!
7. Hver gang en ærlig sjæl på jord
vil sine hænder folde
i Jesu navn, men bønnens ord
vil dø på læber kolde,
forbarm dig over støvets kår!
Vis, du på alt kan bøde!
Og hvisk til os dit Fadervor,
så vore tunger gløde!