1. Gud Herren så til jorden ned
fra høje Himmel-sale
og ledte om retfærdighed
på bjerge og i dale;
men trindt på jord ej fandtes én
for Gud uskyldig, hjerte-ren,
af verden ubesmittet.1
2. Thi stod jeg som en synder her,
min skaber, for dit øje,
om end for verden ren og skær
jeg turde mig ophøje;
men ak, jeg ved ej heller tal
på mine fejl og mine fald,
de dunkle med de klare.
3. Men du vil ingen synders død,
og råd har du udgrundet,
derfor det over jorden lød:
Den rene jeg har fundet,
det er min Søn, men dog en mand,
og blive skal for mig som han
enhver, som tror på Sønnen.
4. Nu Jesu tro er al min trøst,
dog er din store nåde,
som du i Jesu navn gav røst,
for syndere en gåde,
så lukke må med flid jeg tit
for verdens klarhed øje mit,
når hjertet skal husvales.
5. O du, som skabte hjerte mit,
det dybe, underfulde,
o, dan det efter hjerte dit
til Himmel-spejl i mulde,
så jeg langt mer, end selv jeg ved,
kan lære af din kærlighed
om nådens rige fylde!
6. Da skal jeg ret med Åndens sans
i lyset fra det høje
få syn på støvets Himmel-glans
i Jesu Kristi øje
og finde min retfærdighed,
som af din dybe kærlighed
i ham til mig udspringer.
7. Når da, som vinden skyer blå,
din ånde blidt mig driver,
da skal mit hjerte godt forstå,
hvordan du synd tilgiver,
og i det samme Jesu navn,
som råder bod på alle savn,
skal salighed jeg finde.