1. Han, som har hjulpet hidindtil,
han hjælper nok herefter,
han altid kun det bedste vil,
og han har almagts-kræfter,
og han så grundig alting ved,
at selv til bunds i kærlighed
ser klart hans forsyns-øje.
2. Den øde ørk, det vilde hav,
den hårde vinterkulde,
den dybe sorg, den mørke grav,
de kære under mulde,
for alt hos Gud er gode råd,
til frydesang han vender gråd
så let som vind og vove.
3. Thi når vor sjæl er i Guds hånd,
Guds-ordet i vort hjerte,
da brister for os alle bånd,
som pine kan og smerte,
da åbner sig som aldrig før
Guds-rigets port, Guds-husets dør
og livets kilder alle.
4. Om end vort støv er lige tungt,
så får vor sjæl dog vinger,
så den med ordet evig ungt
sig let til Himlen svinger
og ser så fra det høje ned
med smil på verdens usselhed,
med trøst på jordens møje.
5. Vi føler, at hvordan det går,
hvad verden gør og lader,
så gav os Gud dog børnekår,
så er dog Gud vor Fader,
så er vor død dog kun et blund,
og støvet om en liden stund
får også ørnevinger.
6. Min sjæl, hvi bruser du da så
og krymper dig i støvet
og gruer for de skyer grå,
for vindens pust i løvet?
Du ved jo dog, trods vind og sky
du skue skal de himle ny,
som Gud gør evig klare!
7. Og du, mit støv, hvi sukker du
som under fjelde knuset?
Du hører jo, der skaffes nu
dig plads i Fader-huset;
din frelser vidner: Ej et hår
forkomme skal i ormegård
og fattes i Guds rige!