1. Han står på randen af sin grav,
i morgen de ham dømme;
den bitre kalk, ham verden gav,
han om en stund skal tømme;
da svulmer hjertet i hans barm,
ej føler han mod verden harm,
kun kærlighed til sine.
2. Han deler ud det hvide brød,
en vedtægt han dem lærer;
han er jo selv det livsens brød,
som sjælens kræfter nærer:
Det er mit legem, har han sagt,
som gives hen i syndermagt
og brydes ned for eder.
3. Så tog han druens ædle saft
i påskefestens bæger;
han er jo selv den livsens kraft,
som hjertets sorger læger:
Tag, drik deraf! Det er mit blod,
som øses ud til syndebod;
gør dette til mit minde!
4. Bort svandt de mange hundred år,
men hvor hans klokker kime,
end kalk og disk på bordet står
til minde om hin time.
Da står han med sin Ånd os bi,
og trøstig da forkynde vi
hans død, indtil han kommer.
5. Han står på randen af sin grav,
i nat de ham forråde;
men helligt, varigt pant han gav
os på sin store nåde;
den klare vin, det hvide brød,
det er hans blod, som for os flød,
det er hans legems samfund.