1. Her rejses en skole som mange før,
snart er de hundred og én vel ude,
her råbes atter det gamle: hør!
Se ud! stryg duggen af sjælens rude!
De kendte sange,
som hundred gange
vi hørte før i de danske vange,
//: vil lyde her. ://
2. Vil lyde her med fornyet klang,
som bøg i maj sig hvert år forynger,
som ny igen bli’r den gamle sang,
så tit en mand den af hjertet synger.
Den gamle tale,
men vakt af dvale
til dette forår, det ny, at male,
//: skal lyde her. ://
3. Thi altid ung er den gamle jord,
og evig frisk er Guds nådes kilde,
og den, som mærker, at græsset gror,
for ham står livet vist aldrig stille.
Derfor vi kvæde
i sorg og glæde
om jordens grøde og himlens væde
//: den gamle sang. ://
4. Og rammer uår vor danske egn,
vil livets groende fremfærd stoppe,
vi kæmpe under de gamle tegn,
end står Guds bue i sky histoppe.
Hvad vintren øder,
det somren bøder
og Gud vort virke med sejr forsøder
//: af evig art. ://
5. Så hæv dig, skole, og frygt kun ej:
forældet aldrig blev livets tale,
før trættes hist ude af dans og leg
på fjordens tilje de bølger svale.
Når hjertets ager
livs-ord modtager,
vi alt hernede det forår smager,
//: som ældes ej. ://