1. Hvad synger du om
så højt i det blå?
hvem gælder din vise?
vil sneen du prise
og visne strå?
har solen dig kaldet?
den skinner så kold,
og skoven er skaldet
og marken gold.
2. “Jeg stiger så højt,
jeg skuer så vidt,
jeg ser, at den kommer,
den liflige sommer,
med snare skridt.
Alt hører jeg vågne
den rislende bæk,
det døde og dovne
da flyr med skræk.
3. Jeg skuer så langt,
jeg synger så frit
om tågen, der lettes,
om engen, der spættes
med rødt og hvidt,
om snekken, der danser,
om sæden, der gror,
om glæden, der kranser
den danske jord.”
4. Hvad drømmer du om
så højt i det blå?
Mon glæden kan trives,
hvor ørnene rives
om fugle små?
kan marken os trøste
og bugnende træ’r,
når fjender skal høste
det guld, de bær’?
5. “Jeg stiger så højt,
jeg skuer så vidt,
bag tågen deromme
jeg øjner det komme
med snare skridt;
alt hører jeg vågne,
hvad slumred så fast,
det døde og dovne,
da flyr i hast.
6. Jeg stiger så højt,
jeg skuer med lyst,
at fædrenes minde
sit tempel skal finde
i barnets bryst,
at sagnet i hytte
får vinger igen,
og drenge, der lytte,
går ud som mænd.
7. Jeg skuer så langt,
jeg synger så fro
om vælden, der glipper,
om duen, der slipper
af ørnens klo,
om freden, der kommer
med stordåd og sang,
om sol og skærsommer
i Danevang.”