1. Ingen har guldtårer fældet,
som ej glimt af guldet så,
og Gudsbilledet forældet
må i glans dog for os stå,
om hos os det skal fornyes,
thi fornyes kan som flyes
kun, hvad gammelt end er til.
2. Er et evigt liv med glæde
ej vor længsel og vor lyst,
kun forgæves engle kvæde
derom os til håb og trøst;
har ej forud vi som sjæle
sans for liv og eftermæle,
evigt liv er os en løgn.
3. Elsker kun vi det i grunden,
hvoraf vi har øjenslyst,
elsker ej engang i munden
vi vor moders navn og røst,
aldrig huse eller hæle
vi Guds kærlighed til sjæle,
hjertens-kærlighed til Gud.
4. Er os tomme ord og lyde
eget folk og fædres land,
véd vi ej, hvad de betyde
mer end mængde, muld og strand,
tant er og hvert ord, vi tale
om Guds riges bjerg og dale,
om Guds folk og menighed.
5. Føler vi ej i vort hjerte,
vi oprandt af gude-æt,
ej vi føle kan med smerte,
at vi arted os kun slet,
kun med spot det ord vi møde,
at genløse og genføde
Gud os vil som sine børn.
6. Ordets klang i folkemunden
om, hvad verden aldrig så,
ordets klang i hjertegrunden,
som kun hjerterne forstå,
den med åndens kække buer
og med hjertets søde luer
er Guds-ordets efterklang.
7. Derfor end os dybt kan røre
det Guds ord, som os har skabt,
når vi af Guds mund det høre,
at det bedste vi har tabt:
barnelighed med vor Fader,
sandheds Gud og løgnens hader,
kærlighedens kildespring.
8. Mærker det, I børn og kvinder!
mærke det, hvert hjerte varmt!
magtesløst Guds Ord I finder,
koldt og dødt og mørkt og armt,
når ej med den røst det klinger,
som fik liv og kraft og vinger
hos os ved Guds åndepust.
9. Hold i hævd, hold højt i ære
da vort gamle modersmål,
skabt til alt, hvad vi kan bære,
døbt i gråd ved Balders bål,
tidlig snublet på glatisen,
men oprejst i kæmpevisen
og genfødt i julesang!