1. Jeg så ham som barn med det solrige øje
i regnbuens glans på de hjemlige høje;
han kyssed min kind, og vi leged med stjerne,
mens korset stod skjult mellem løv i det fjerne.
2. Jeg så ham som yngling i livskraftens morgen,
da ånden fløj højt imod herlighedsborgen,
han vinked min sjæl, og jeg glemte det lave,
hans ild kasted glans på forkrænkelsens grave.
3. Jeg så ham som mand i den modnede sommer,
da synderen skjalv for den hellige dommer,
da hjertet slog tungt, og min isse var sænket,
og dødstanken strengt havde livsmodet lænket.
4. Først da fik jeg kende hans salige nåde,
først da løstes korsets, forargelsens gåde,
først da lærte hjertet at favne den byrde,
som han har mig rakt, den forbarmende hyrde.
5. Først da har jeg sagt ham, hvad før jeg ej vidste,
at han er den første og bliver den sidste;
først da har jeg sagt ham, at ham vil jeg følge
i liv og på dødens den rullende bølge.
6. Først da har jeg sagt, at til ham vil jeg ile,
som grædende barn ved hans bryst søge hvile;
hos ham vil jeg mig og min usselhed skjule,
kun da fries jeg ud af fortabelsens hule.
7. Og en gang jeg ser ham, når lyset nedbrænder,
da strækker jeg mod ham de segnende hænder;
når hjertet står stille, og øjet vil briste,
da hilser jeg ham med et smil, med det sidste.