1. Kærlighed til fædrelandet
er den sande odelsret,
kærlighed og intet andet
elsker op en helteæt,
kærlighed i pagt med Ånden
den får altid overhånden.
2. Ja, i kærlighedens rige
ret og magt går hånd i hånd,
knytter, som hinandens lige,
frit fuldkommenhedens bånd,
løser på en yndig måde
så nødvendighedens gåde!
3. Kærlighed alt sit udretter
som nødvendigt, men dog frit,
flytter frit, hvad loven sætter:
skellet mellem mit og dit,
er ej blot dog at undskylde,
men er hele lovens fylde.
4. Kærlighedens Himmerige
er endnu at vente på,
kærlighedens jorderige
lukkes dog med bølgen blå,
er endnu og var alt længe
»Danmark, dejligst vang og vænge«!
5. Derfor, Danmark! Frygt kun ikke!
Frygt er ej af kærlighed.
Morgendug, som mjød at drikke,
faldt til dig fra Himlen ned,
den dig midt i ragnamørke
skænker lys og liv og styrke!
6. Frygt ej for, hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på Himlens tungemål,
dens nødvendighed herneden
det er netop kærligheden.
7. Derfor, hvad end verden siger,
og hvad verdensmagten vil,
står og falder jordens riger
dog med kærlighedens ild:
hvor den blusser, bor livsgrøden,
hvor den slukkes, hersker døden.
8. Blus da op i lys og lue,
Danmarks gamle kærlighed!
Atter til din blomstertue
da lysalfer svæver ned,
bringer med fra høje sæde
Danmarks livslys! Hjertensglæde!